Eventyret om ringen

Så lille en ring. Så meget kraft. Den politiske historie om betalingsringen er næsten en Tolkien-fortælling værdig.

Betalingsringen blev støbt i fjerne tider, da et fremadstormende SF sammen med Socialdemokraterne i august 2009 præsenterede det fælles skatteudspil 'Fair forandring'. Ringen var en meget lille del af forslaget, som også indebar en regulær landsdækkende kørselsafgift.

Faktisk spillede forslaget så lille en rolle, at partierne end ikke havde ulejliget sig med at finde et mere spin-spiseligt navn som for eksempel 'trængselsring'.

Den konservative transportminister Lars Barfoed kaldte betalingsringen for en helt urimelig strafafgift for folk, der har brug for at køre til hovedstaden, men nogen større opmærksomhed fik forslaget ikke, og i næsten to år levede ringen sit eget stille liv.

Frygt for bil-valg 
Anderledes gik det med den generelle kørselsafgift for alle biler, som Folketingets partier på nær Enhedslisten i 2009 havde besluttet at arbejde for. I 2010 begyndte Venstre og Konservative at bakke baglæns og tøve. Fristen for kørselsafgifterne blev udskudt. Det skabte både overskrifter, og det skabte bekymring hos Socialdemokraternes daværende trafikordfører, Magnus Heunicke.

"Jeg frygter, at de (VK, red.) lurepasser af taktiske årsager, så de i en valgkamp kan skræmme med oppositionens forslag om kørselsafgifter," sagde han i februar 2010 til Altinget.dk.

Heunicke henviste til valgkampen i 2007, hvor Venstre skrev til alle boligejere og advarede om den socialdemokratiske boligbeskatning.

"Vi ønsker ikke en lignende skræmmekampagne rettet mod bilejerne," sagde han.

Få måneder efter opgav S og SF selv deres forslag om kørselsafgifter, men betalingsringen levede videre i det stille og var en del af S-SF's 'Fair løsning' fra 2010 og 'Fair Løsning 2020' fra maj 2011. To milliarder kroner om året skulle ringen indbringe - penge, der skulle bruges til billigere og bedre kollektiv trafik.

18.000 kroner
I juni 2011 begyndte ringens kraft imidlertid at vise sig. Konservatives trafikordfører, Henriette Kjær, havde kaldt transportminister Hans Christian Schmidt (V) i samråd, hvor ministeren skulle redegøre for konsekvenserne af S-SF's forslag om en betalingsring. I den anledning fik ministeren lavet et notat, der viste, at ringen kunne koste almindelige bil-pendlere hele 18.000 kroner om året. Det notat fik ringen til at gnistre og lyne. Herfra forvandlede betalingsringen sig fra en abstrakt idé til en stor mulig ekstra-regning for mange borgere. Og herfra begyndte V og K at hamre løs på ringen.

S-SF afviste tallene som en skræmmekampagne, mens V-K blot kunne henvise til, at beregningerne var baseret på de samme vismands-tal, som S-SF selv havde brugt.

I august 2011 fremlagde S-SF hårdt presset et mere konkret forslag til betalingsringen. Ringen skulle løbe langs Ring 2 og ville nu koste pendlere maksimalt 11.100 kroner om året. Konkretiseringen åbnede imidlertid nye flanker - pludselig kunne borgere og borgmestre se, om de lå inden for eller uden for ringen.

Og Konservative og Venstre - med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen - fortsatte modstanden mod ringen, som i løbet af valgkampen blev et større og større tema. Den kampagne mod bilejerne, som Heunicke havde frygtet, var pludselig blevet en realitet.

Ringen kostede 
I begyndelsen af valgkampen viste meningsmålinger dog stadig, at der var et beskedent flertal for ringen, men da valgresultatet 15. september var gjort op, stod det klart, at Socialdemokraterne havde lidt nederlag i valgkredsene uden for København. Allerede på valgnatten pegede skuffede socialdemokrater på betalingsringen som skurken.

"Vi fik markedsført ringen dårligt," sagde Klaus Hækkerup, der mistede sit mandat. Han fortsatte:

"Den var et stærkt ønske fra SF, og det er ingen hemmelighed, at betalingsringen ikke var et stærkt ønske hos Socialdemokraterne."

Alligevel forsikrede Helle Thorning-Schmidt efter valgkampen, at der var to ting, som ville blive til noget: boligpakken og betalingsringen. Boligpakken blev dog hurtigt pakket ned, mens ringen kom med i regeringsgrundlaget.

Men debatten om ringen var langt fra forbi. Tværtimod. Uge efter uge kom ny kritik på banen - også fra regeringens normale venner hos fagforeningerne og blandt vestegnsborgmestrene. Sådan har sagen udviklet sig siden efteråret. Det konkrete forslag er igen og igen blevet udskudt, og i takt med, at kritikken er steget, er entusiasmen dalet hos Socialdemokraterne, mens SF har insisteret på ringens positive kraft.

Men tirsdag bristede ringen.

I stedet skal en kommission nu finde løsninger på trængslen.