Transport- og energiminister Jakob Axel Nielsens tale ved åbningen af motorvejen Høgild - Brande

Dokumentation
Der er lagt en nyhed op på Transport- og Energiministeriets hjemmeside. Nyheden er blevet tildelt følgende kategorier: * Ministeren/Departementet * Veje, køretøjer og trafiksikkerhed Nyheden vises nedenfor: ________________________________________________ Transport- og energiminister Jakob Axel Nielsens tale ved åbningen af motorvejen Høgild - Brande, mandag 8. oktober 2007 Som de fleste af jer sikkert ved, er dette min første vejåbning som minister. Den har jeg set frem til med glæde og spænding. Del af et større projekt.Strækningen fra Høgild til Brande er meget mere end de 14 kilometer den måler i længden. Den er en vigtig bid af det store motorvejsprojekt, der hedder Herning-Vejle. Eller Vejle-Herning, hvis man spørger i Østjylland. En motorvej mellem disse to store byer får stor betydning for både borgere og erhvervsliv. Betydning for borgere og erhvervslivBorgerne får en god og sikker vej at køre på, når de skal på arbejde, besøge familie eller ud til kulturelle begivenheder - også når for eksempel en super-gruppe som Genesis besøger Herning. Erhvervslivet får en solid infrastruktur, der giver virksomhederne bedre muligheder for at bringe deres varer rundt i hele landet. Virksomhederne kan også tiltrække medarbejdere fra et langt større område med en hurtig og god vejforbindelse. Mobilitet er vejen til vækst. Derfor er motorvejen Høgild-Brande en vigtig brik i regeringens fremtidssikring af infrastrukturen i Danmark. Og derfor er motorvejen også et led i at fastholde og udvikle velfærden i Danmark. Vi må huske på, at trafikken til resten af Europa er vital for et erhvervsområde som det midt- og vestjyske. Derfor er det en vigtig pointe, at Europa rykker tættere på med en vej som denne. Jeg glæder mig på alle trafikanters vegne, når jeg betragter den motorvej, der står færdig i dag. Den er udtryk for en moderne motorvej, hvor sikkerhed, miljø og æstetik er i højsædet. TrafiksikkerhedRegeringen prioriterer trafiksikkerhed meget højt, og motorveje hører til de sikreste veje, vi har. Motorvejen Høgild-Brande er ingen undtagelse. En af dens mange funktioner bliver at aflaste de øvrige veje i området. Vi ved, at det netop er på landeveje og mindre veje, de fleste ulykker sker. Derfor er det et stort plus for trafiksikkerheden, når vi nu får flyttet en pæn del af trafikken ind på den nye motorvej. Rent faktisk forventer vi, at 6.000-7.000 af de 9.000 biler, som i dag benytter den nuværende rute 18 flytter over på motorvejen mellem Herning og Brande. Vi regner også med, at motorvejen kan tiltrække trafik fra parallelle ruter som Brande-Ikast og Nørre Snede - Ikast. MiljøJeg synes også denne vej, er et godt eksempel på, hvordan vi bygger veje, der tager hensyn til miljøet og omgivelserne. Vi befinder os jo i et naturskønt område, der blandt andet er rigt på kronvildt. De fire dalbroer og to faunapassager på strækningen viser, at motorveje og natur ikke er hinandens modsætninger. En vigtig del af miljøprofilen på den nye vej er samkørselspladsen ved Brande Nord. Den er indrettet til at tjene pendlere, der ønsker at køre sammen. Og samtidig er den et rekreativt stop undervejs. Når vi snakker miljø er jeg også nødt til at fremhæve Vejdirektoratets arbejde med at bygge 110.000 tons flyveaske fra Elsams depot i Fasterholt ind i vejstrækningen. Det er genbrug, og så er det med til at skåne miljøet og holde anlægsudgiften nede, fordi asken erstatter store mængder sand og grus. Flyveaske skal dog behandles med stor varsomhed for ikke at forurene omgivelserne. Jeg ved, at borgerne i Arnborg var meget opmærksomme på dette og gik i en meget tæt dialog med Vejdirektoratet for at sikre sig, at de kunne være trygge ved arbejdet. Det lokale engagementDet er både forståeligt og prisværdigt, når borgerne engagerer sig i et vejprojekt som dette. Gennem dialog kan myndighederne blive opmærksomme på borgernes synspunkter. Og borgerne kan få forståelse for det store arbejde, som ligger i at bygge en ny motorvej. Lokalt har der været stor opbakning og interesse for den nye motorvej. Det vil jeg gerne kvittere for. For mig er det først og fremmest et tegn på, at vi planlægger og bygger veje, som borgerne ønsker og har brug for. Vejens indpasning i landskabetEn moderne motorvej er andet og mere end asfalt, autoværn og hastighedstavler. Den skal også være en god oplevelse at køre på. Vi skal have smukke veje at køre på, lyder filosofien fra Vejdirektoratet, og jeg synes, den filosofi er rigtig godt forløst på den vej, vi åbner i dag. Vejen er fint indpasset i hedelandskabet. Og jeg glæder mig til at komme tilbage på et senere tidspunkt og opleve rastepladsen ved Søby. Her skal der med tiden være både birkelunde og græssende får, så man både kan strække benene og få sig en naturoplevelse.   AfslutningMin forgænger, Flemming Hansen, nåede i sin ministertid at åbne rigtig mange nye vejanlæg. Det er en tung arv at løfte, når jeg om lidt skal håndtere saksen for første gang. Men jeg ser allerede nu frem til at blive mere rutineret til at åbne nye veje. Hermed erklærer jeg motorvejen Høgild-Brande for åben og ønsker alle de kommende trafikanter på vejen tillykke med den nye motorvej. ________________________________________________ Med venlig hilsen Transport- og Energiministeriet - http://www.trm.dk/ Du kan afmelde nyheder fra Transport- og Energiministeriet på http://www.trm.dk/sw43913.asp

Altinget logoTransport
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget transport kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00