Centerchef til Area9: Adaptiv læring er ikke en revolution

REPLIK: Adaptiv læring begrænser sig til formidling af viden og kognitive færdigheder og ikke til udvikling af kompetencer. Derfor er adaptiv læring ikke en revolution i sig selv, skriver Michael Lund-Larsen fra Det Nationale Videncenter for e-læring til Area9.

Af Michael Lund-Larsen
Centerchef på Det Nationale Videncenter for e-læring

Ulrik Juul Christensen fra Area9 replicerer 22. februar 2018mit indlæg 6. februar 2018, hvor jeg forholder mig skeptisk til det revolutionerende i læringsmulighederne i adaptive læringsteknologier.

Ulrik Juul Christensen opfordrer til en ”debat baseret på fakta og forskning i stedet for skræmmescenarier, hvor lærere fejlagtigt omtales som overflødige”.

Jeg er meget enig, og mit indlæg baserer sig da også på fakta og forskning. Synspunktet om, at lærerne bliver overflødiggjort, fremgår ikke af mit debatindlæg.

Udvikling af deltagernes viden og færdigheder 
Adaptiv læring er betegnelsen for en læringsform, hvor et digitalt system kan tilbyde læringsmaterialer med udgangspunkt i det niveau, som deltageren befinder sig på, så deltageren får mulighed for at udvikle sig til det nærmeste næste niveau på området (nærmeste udviklingszone, Vygotsky).

Det er et rigtig godt pædagogisk princip.

Men et digitalt system kan kun afdække niveauer i forhold til spørgsmål, der har en anerkendt eller objektiv løsning.

Derfor er adaptiv læring begrænset til formidling af viden og kognitive færdigheder og ikke til udvikling af kompetencer, hvor kompetencebegrebet forstås som evnen til at kunne løse problemstillinger, der ikke har en løsning på forhånd.

Ulrik Juul Christensen dementerer sådan set heller ikke dette i sin replik.

Ikke nye måder at lære på
Der findes i forvejen rigtig mange digitale læremidler, der understøtter udvikling af deltagernes viden og færdigheder. Faktisk findes der ikke så forfærdelig meget andet. Og ja – der er meget, der skuffer blandt dette.

Adaptive læringsteknologier kan sandsynligvis være mere effektive end de traditionelle digitale læremidler. Derfor anfægter jeg heller ikke Area9's resultater på området.

Men det ændrer ikke på, at adaptiv læring ikke bibringer nye måder at lære på. Og at brug af adaptiv læring i det offentlige uddannelsessystem, som er det jeg forholder mig til i mit debatindlæg, vil forudsætte udvikling af voldsomme mængder af materialer, hvis et adaptivt system reelt skal kunne tilbyde individuel skræddersyet læring på alle (eller blot nogle) videns og færdighedsområder.

Derfor min skepsis.

Kæmpe potentiale i e-læring
Ulrik Juul Christensen kender ikke mig, og jeg kender ikke ham. Det skyldes sandsynligvis, at Ulrik Juul Christensen og jeg bevæger os i forskellige områder inden for anvendelsen af e-læring.

Men jeg kan oplyse, at jeg har arbejdet med e-læring og pædagogisk innovation i mere end 20 år og været leder af et utal af udviklings- og implementerings-projekter af e-læring i uddannelsessystemet.

Begrebet e-læring sættes ofte – især ved private virksomheders anvendelse – lig individuel læring uden underviser.

Men e-læring er meget mere – nemlig læring, der er helt eller delvist digitalt medieret. Altså læringsformer, hvor digital læring anvendes som støtte i tilstedeværelses­undervisning over blended learning (hvor netbaseret læring og tilstedeværelse blandes) til ren fjernundervisning.

I former, hvor deltagerne arbejder sammen eller alene, og i former, hvor læreren kan spille forskellige roller fra slet ikke at medvirke over rollen som vejleder til egentlig lærerstyret undervisning. E-læring har et kæmpe potentiale.

Ja tak til dialog om teknologien
Mit indlæg 6. februar 2018 er en helt konkret skepsis i forhold til potentialet i digital adaptiv læring, som kun er en af mange forskellige e-læringsformer. Og anledningen var, at Area9 netop havde fået 190 millioner kroner til at videreudvikle teknologi til adaptiv læring.

Jeg forholder mig således ikke til, hvad Area9 i øvrigt har udviklet af andre læringsteknologier, eller hvilke kompetencer Area9 i øvrigt skulle besidde. Der er derfor heller ingen grund til, at Ulrik Juul Christensen eller Area9 skal tage det personligt.

Hvis Area9 er i gang med at udvikle læringsteknologier, der kan understøtte kompetenceudvikling i højere grad end udvikling af basale færdigheder og viden, vil det glæde mig, og jeg tager rigtig gerne mod Ulrik Juul Christensens invitationen til en dialog om disse teknologier.

Forrige artikel Lederne om FGU: Lederen skal have frihed til at hyre og fyre Lederne om FGU: Lederen skal have frihed til at hyre og fyre Næste artikel EL: Discount-løsninger får ikke de svageste unge i uddannelse EL: Discount-løsninger får ikke de svageste unge i uddannelse
  • Anmeld

    Claus Christensen · Underviser

    Jo digitale systemer kan bidrage til udvikling af kompetencer

    Kan man anvende digitale systemer til at udvikle evnen til at analysere, ræsonnere, diskutere og vurdere? I princippet mener jeg godt, det kan lade sig gøre, selvom det er lidt mere besværligt end ved træning af paratviden og konkrete færdigheder.
    Hvis man f.eks. stiller et spørgsmål som: "Vil du vurdere en konkret promotionform som egnet?" vil det korrekte svar naturligvis være: "Det kommer an på situationen". Men hvis situationen (forudsætningerne) er givet på forhånd, bliver det formentlig muligt at give feedback på svaret - men det er klart, at man bør forholde sig kritisk overfor denne feedback. Mere lærerigt bliver systemet, hvis det kommer med uddybende spørgsmål, f.eks. om hvilke af en række argumenter, eleven har lagt vægt på. Man kan desuden forestille sig, at systemet kan udbygges med lærervaliderede argumenter, efterhånden som systemet bruges. Problemstillingen vil ofte være afgrænset i forhold til virkeligheden, men det er den næsten altid også i en ikke-digital undervisningssituation. Når eleven løser afgrænsede eksamensopgaver vil banen være kridtet af med bestemte oplysninger og antagelser, eleven skal gå ud fra. Bedømmelsen vil også i en ikke-digital verden være afgrænset af bedømmerens indlejrede algoritmer og evne til at forstå elevens argumentation og fagets anerkendte løsninger. Vi tester altså i forvejen elevens kompetencer mht at kunne analysere, diskutere og vurdere i en meget afgrænset situation. Så jeg mener, der er grund til at stille spørgsmålstegn ved påstanden om, at digitale systemer ikke kan bidrage til at udvikle elevernes kompetencer ud over viden og færdigheder.

  • Anmeld

    Michael Lund-Larsen · Centerchef

    Digitale simuleringer støtter kompetenceudvikling

    Jeg er enig i, at der findes digitale systemer kan bidrage til at udvikle elevernes kompetencer. Fx er det muligt med digitale simuleringer, dilemmaspil, rollespil og forskellige samarbejdsteknologier. Det er bare ikke disse teknologier, diskussionen omhandler - diskussionen omhandler adaptive læringsteknologier.

  • Anmeld

    Claus Christensen · Underviser

    Et spørgsmål om definition

    Det er også adaptive læringsteknologier jeg har i tankerne. Vi kan definere adaptiv læringsteknologi som noget software, eleven er i dialog med om læring og som tilpasser sig elevens svar. Softwaren præsenterer et emne og kommer i dialog med eleven. Hvis det er muligt, at læringssystemet kan gennemføre en dialog på et højere taksonomiske niveau og det kan tilpasse det, systemet kommer med (viden, præsentation og spørgsmål) efter elevens svar, kan det bidrage til at udvikle elevens evne til at ræsonnere, finde årsagssammenhænge. Jeg mener, begge dele er muligt, omend besværligt. Jeg er enig i, at den måde adaptive systemer anvendes på - både til læring og summativ evaluering - normalt foregår på et lavt taksonomiske niveau, der ikke er tilstrækkeligt for den nødvendige kompetenceudvikling.. Men mulighederne for at anvende adaptiv læringsteknologi er mange - også mhp kompetenceudvikling - ikke mindst som redskab i blended learning, hvor elever og lærer er fysisk til stede. Nogle af de systemer, du nævner kan vel også siges at være omfattet af adaptiv læring, hvis disse systemer tilpasser sig elevens forudsætninger og svar. Jeg tror, du definerer adaptiv læring ud fra, hvordan den praktiseres, og det er nok for snæver en definition. Hvordan definerer du begrebet adaptiv læring?

  • Anmeld

    Michael Lund-Larsen · Centerchef

    Eller et spørgsmål om hvad kompetence er?

    ”Adaptiv læring er betegnelsen for en læringsform, hvor et digitalt system kan tilbyde læringsmaterialer med udgangspunkt i det niveau, som deltageren befinder sig på, så deltageren får mulighed for at udvikle sig til det nærmeste næste niveau på området ” (citat fra mit indlæg) som vel også er den definition du anvender, og som også Wikipedia foreslår (her på norsk): ” Adaptiv læring er en undervisningsmetode som benytter IKT for spesialtilpasse læremidler og oppgaver til den enkeltes forkunnskaper og ferdighetsnivå.”.
    Men du har ret i, at diskussionen i en vis udstrækning er et spørgsmål om definitioner – det er dog ikke om hvad adaptiv læring er, men hvad vi forstår ved kompetencer.
    Knud Illeris, der er en anerkendt uddannelses- og læringsforsker, definerer kompetence som, at man kan handle ”i relation til bestemte kendte, ukendte og uforudsigelige situationer” (2011). Det er altså egenskaber, der gør, at man kan handle i nye sammenhænge.
    Lad mig give et eksempel, der har relation til de aktuelle overenskomstforhandlinger:
    HK udgav for nogle år siden et digitalt læringsmateriale, der skulle støtte deres medlemmer i at forhandle løn. Materialet var opbygget med en række dilemmaer, som afspejlede typiske situationer under en forhandling. Efter hver situation, kunne deltageren foretage forskellige handlinger, hvorefter der fremkom en ny situation på bagrund af dette valg. Og spillet endte med, at man enten opnåede eller ikke opnåede et forhandlingsresultat.
    Spillets formål var at træne den enkelte i forhandling. Men alle situationer var defineret på forhånd – der var således ikke mulighed for, at der kunne opstå ukendte situationer. Et it-system kan nemlig ikke generere situationer, det ikke kender i forvejen. Og de valg, man kunne træffe var værdiladede i den forstand, at spiludviklerne havde bestemt, hvad der var den bedste reaktion på en situation. Deltageren (spilleren) tilegnede sig således de værdier, der var lagt ind i spillet.
    Men havde deltageren opnået forhandlingskompetence? Nej, deltageren havde opnået viden om forhandlingssituationen samt færdighed i at gøre bestemte ting i bestemte forhandlingssituationer. Vi ved således ikke, om deltageren kunne reflektere over dette og transformere sin viden over til andre situationer – for det kan maskinen ikke måle.
    Det er selvfølgelig et meget forsimplet eksempel – men et forsøg på at klargøre problemstillingen.

  • Anmeld

    Claus Christensen · Underviser

    Udvikling af kompetencer kræver virkelighedsnær træning

    Tak for et tankevækkende og inspirerende svar.
    Hvis jeg må tage udgangspunkt i opgaven med at lære forhandlingskompetencer. Jeg er enig i, at gennemførelse af det bekrevne læringsforløb ikke er tilstrækkeligt til at udvikle kompetencer, så man er i stand til at agere som en dreven forhandler i virkeligheden. Men ville man kunne tilrettelægge et ikke-digitalt forløb, hvor man bedre udvikler disse kompetencer? Dette er vanskeligt i en skolesammenhæng uden praktisk træning i virkelighedsnære situationer – uanset om man bruger digitale værktøjer eller ej. Man får ikke den kropslige dimension med, men må i både en digital og ikke-digital nøjes med en intellektuel træning og det er ikke nok til at opnå kompetencer, hvor man har med mennesker at gøre. Dette er dog nok lidt mere muligt i en ikke-digital verden, hvor man kan gennemføre øvelser med kursister, der er fysisk til stede. Men hvis vi afgrænser os til den intellektuelle side af sagen: at kunne analysere forhandlingssituationer og træffe logiske valg, vil jeg fortsat mene, at digitale adaptive systemer er på højde med en ikke-digital tilgang. Du skriver: ” Men alle situationer var defineret på forhånd – der var således ikke mulighed for, at der kunne opstå ukendte situationer.” Jo, men situationerne vil være nye for kursisten og dermed vil de udfordre ham/hende i at håndtere en for ham/hende ukendt situation. Derved udvikles en del af forhandlingskompetencerne. Du skriver videre: ”Deltageren (spilleren) tilegnede sig således de værdier, der var lagt ind i spillet.” Ja, men det sker vel også i en ikke-digital verden, hvor der kan være værdier indlagt i faget og/eller underviseren, der påvirker bedømmelsen og kursistens adfærd. Endelig vedrørende om man kan måle, om kompetencerne er nået. Nej ikke hvis det kræver at man kan vurdere, hvordan kursisten i fremtiden kan håndtere udfordringerne som forhandler. Men det kan hverken digitale eller ikke-digitale systemer. Men begge kan måle de 40-50% af kompetencerne som forhandler, der vedrører den intellektuelle side af sagen