Debat

Danmarks Lærerforening: Vi har et særligt ansvar i den grønne omstilling

Når samfundet står over for store udfordringer i form af menneskeskabte klimaforandringer, der vil kræve en fundamental omlægning af vores måde at leve på, så giver det sig selv, at folkeskolen må og skal spille en afgørende rolle, skriver Dorte Lange.

Bæredygtighed hører ikke kun hjemme i natur- og samfundsfag, men også i fag som historie, dansk og madkundskab, og lærerne har især fokus på forbrugskultur og klimaforandringer som væsentlige temaer, skriver Dorte Lange.
Bæredygtighed hører ikke kun hjemme i natur- og samfundsfag, men også i fag som historie, dansk og madkundskab, og lærerne har især fokus på forbrugskultur og klimaforandringer som væsentlige temaer, skriver Dorte Lange.Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Dorte Lange
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Epinion har netop offentliggjort en undersøgelse om undervisning i bæredygtighed i grundskolen. Undersøgelsen dokumenterer, at et stort flertal af lærerne mener, at bæredygtighed er et vigtigt element i undervisningen, og at det bør tænkes ind i alle fag.

Emnet hører ikke kun hjemme i natur- og samfundsfag, men også i fag som historie, dansk og madkundskab, og lærerne har især fokus på forbrugskultur og klimaforandringer som væsentlige temaer. Begrundelsen for ønsket om at undervise mere i bæredygtighed handler først og fremmest om, at emnet får eleverne til at tænke og handle anderledes, og at det styrker elevernes tro på, at de kan skabe forandringer.

En stor del af lærerne betragter det som et samfundsansvar at undervise i bæredygtighed, og mange peger på, at de ønsker at undervise i temaet, uanset om der er krav om det i lovgivningen. Udfordringerne for lærerne er, at emnet er komplekst for eleverne at forstå.

Og så mener mange lærere, at der mangler gode undervisningsmaterialer – medierne er således den primære kilde til inspiration for undervisningen.

Lighed, retfærdighed og demokrati

I Danmarks Lærerforening ønsker vi at bakke vores medlemmer op i deres ambition i forhold til eleverne, og vi vil samtidig gerne gøre flere i stand til at bidrage aktivt til at arbejde for den nødvendige grønne omstilling i samfundet. Det skal blandt andet ske ved at give vores lokale kredse mulighed for at engagere medlemmerne i aktiviteter bredt set i forhold til bæredygtighed og grøn omstilling.

Danmarks Lærerforening er klar til at tage sin del af ansvaret for, at folkeskolen kan løfte sin opgave.

Dorte Lange
Næstformand, Danmarks Lærerforening

Kredsene kan få økonomisk støtte til netværk for medlemmerne til for eksempel at udveksle erfaringer, søge inspiration på tværs af skoler, til materialer og undervisningsformer med grøn omstilling og bæredygtighed eller til at præge skolen og kommunen i en grøn og bæredygtig retning. Jeg håber, at mange medlemmer af Danmarks Lærerforening vil bruge den mulighed.   
 
Kampen mod klimaforandringer er en opgave for fagbevægelsen i stil med den opgave, bevægelsen gennem årene har løftet for gode leveforhold for lønmodtagerne. Det gælder ikke alene løn og arbejdsforhold. Det gælder også ret til for eksempel uddannelse og sundhed. Og generelt har fagbevægelsen kæmpet for et samfund præget af lighed, retfærdighed og demokrati.

Klimakrisen truer leveforholdene for mennesker generelt på kloden, og de, der har mindst, vil få det sværest. Klimakrisen risikerer dermed at øge uligheden, og underminere tilliden til demokratiet blandt lønmodtagere. De Gule Veste i Frankrig er et aktuelt eksempel på den udvikling. Fagbevægelsen har et ansvar for at blive en del af løsningen på de udfordringer, vi står overfor på miljøområdet.

Klar til at tage sin del af ansvaret

Som fagforening for lærere mener vi, at vi har et særligt ansvar. Vi betegner folkeskolen som en samfundsbærende institution, og når samfundet står over for store udfordringer i form af menneskeskabte klimaforandringer – der vil kræve en fundamental omlægning af vores måde at leve på – så giver det sig selv, at folkeskolen må og skal spille en afgørende rolle i udviklingen.

I folkeskolen danner vi eleverne til at blive aktive, kompetente deltagere i et demokratisk samfund. Spørgsmål om bæredygtighed er en væsentlig del af den almene- og demokratiske dannelse, der finder sted i skolen. Lærerne i folkeskolen står i frontlinjen for at sikre et demokratisk samfund, der er i stand til at handle på et oplyst grundlag på de udfordringer, vi møder i fremtiden.

At nutidens og fremtidens borgere har grundlæggende viden om emnet bæredygtighed er en forudsætning for, at der kan handles – og at der kan handles demokratisk. Spørgsmålet om bæredygtighed og ikke mindst klimakrisen vil kun blive mere akut de kommende år.

Danmarks Lærerforening er klar til at tage sin del af ansvaret for, at folkeskolen kan løfte sin opgave i den sammenhæng. Der er ingen tid at spilde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00