DEA: Alle danskere skal med på uddannelsesvognen

Af Stina Vrang Elias
Adm. direktør, Tænketanken DEA

Vi må ikke glemme de danskere, som aldrig er kommet med på uddannelsesvognen, og som derfor har svært ved at blive en del af det fællesskab, som arbejdsmarkedet også er. Lad 2016 blive året, hvor vi, bl.a. via trepartsforhandlingerne, får nye uddannelsesløsninger på bordet, som får alle danskere med.

”Vi skal have hele Danmark med. Og vi skal have alle danskere med … Jeg tænker på de unge, der ikke rigtig har greb om skolen.” Sådan lød nogle af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ord, da han i sin nytårstale så frem mod det kommende års udfordringer.

Der er ikke nogen tvivl om, at statsministeren her tager fat i en stor udfordring for uddannelsesdanmark. For hvordan kan det være, at vi i Danmark, som ellers bryster os af at være et stolt og stærkt uddannelsesland, stadig ikke formår at få den sidste femtedel af danskerne med på uddannelsesvognen? Hvordan kan det være, at vi over de seneste mange år på trods af reformer og uddannelsespolitiske tiltag ikke er lykkedes med at skabe muligheder for disse udsatte unge, så de får uddannelse og dermed en mere stabil tilknytning til arbejdsmarkedet? Denne gruppe udgør en væsentlig udfordring for det danske samfund, både når det handler om at sikre en veluddannet arbejdsstyrke og social sammenhængskraft i fremtiden.

Vi skal blive meget bedre til at få flere med på uddannelsesvognen – men realistisk set, så vil en del af dem først være klar til uddannelse senere.

Stina Vrang Elias
Adm. direktør, Tænketanken DEA

Gør restgruppen til realpolitik
Det har ellers ikke skortet på reformiver og målsætninger på uddannelsesområdet de senere år. Vi har fået to store reformer af hhv. folkeskolen og erhvervsuddannelserne, og lige om hjørnet venter en reform af de gymnasiale uddannelser.

Vi er et land med høje ambitioner for det samlede uddannelsesniveau, hvilket målsætningerne for både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser vidner om. Og målsætningerne ser ud til at flytte adfærd. I hvert fald er der ikke længere behov for en målsætning for de lange videregående uddannelser, eftersom den til fulde er opfyldt.

Den målsætning kan passende erstattes af en politisk målsætning om at mindske andelen af danskere, som hægtes af uddannelses- og jobvognen i det danske samfund. Vi har brug for forpligtende målsætninger og realpolitiske investeringer, når det gælder de udsatte unge. I de kommende år bliver der endnu større behov for, at fokus rettes mod de unge, som ikke umiddelbart kan finde sig til rette i det formelle uddannelsessystem.

Med erhvervsuddannelsesreformen stilles der nu tydelige og relevante faglige krav til de unge. De krav vil i en periode øge andelen af unge, som ikke kan påbegynde en ungdomsuddannelse efter folkeskolen – og dermed øges gruppen af udsatte unge.

Derfor er det også glædeligt, at statsministeren vælger at prioritere disse unge i nytårstalen. Det er et problem, som vi ikke kan være bekendt. Og hvor fællesskabet, dvs. politikere, arbejdsmarkedets parter, uddannelsesinstitutionerne, eksperter m.fl., er nødt til at sætte sig sammen og finde nye konkrete forslag til, hvordan uddannelse kan blive en del af løsningen for de mange danskere, som i dag har svært ved at leve op til et arbejdsmarked præget af høje krav til produktivitet, nye teknologier og ikke mindst stigende global konkurrence.

Trepartsforhandlinger bør også handle om restgruppen
Der er bebudet trepartsforhandlinger meget snart, hvor uddannelse vil være et af de centrale omdrejningspunkter. Når det gælder restgruppen, så er der her mulighed for at sætte fokus på den almene voksen- og efteruddannelse som en vej for dem, som først senere i livet bliver klar til uddannelse.

Vi skal blive meget bedre til at få flere med på uddannelsesvognen – men realistisk set, så vil en del af dem først være klar til uddannelse senere. Når de er det, ja, så skal vi have et system, som kan levere det. Jeg håber, at trepartsforhandlingerne, som jo på mange måder er vores institutionaliserede fællesskab med en treenighed af arbejdstagere, arbejdsgivere og politikere, denne gang også kan blive en løftestang til at finde nye løsninger til dem, som befinder sig på kanten af uddannelses- og arbejdsmarkedet.

Restgruppen er ikke normalt pensum ved trepartsforhandlinger. Men fordi det er en så relativt stor gruppe – og fordi alle meldinger er, at vi kommer til at have en “manko” af faglærte og et overskud af ufaglærte, giver det mening, hvis den endelige trepartsaftale indeholder løsninger, som betyder, at det almene voksen- og efteruddannelsessystem (VEU) i højere grad end i dag rummer tilbud til folk på kanten af arbejdsmarkedet.

Mindre "uddannelsessystem" og mere ”arbejdspladsuddannelse”?
Trepartsaftalen skal naturligvis også løse andre udfordringer end restgruppen. Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) meldte allerede i august sidste år ud, at trepartsforhandlingerne skal have fokus på uddannelse, så de danske virksomheder har adgang til en kvalificeret arbejdsstyrke. Det er et fokus, som jeg kun kan støtte op om.

Her er der brug for at nuancere udfordringen. I 2015 kom vi i Tænketanken DEA med en ny analyse, der viste, at mange ufaglærte – op imod 200.000 – reelt arbejder som såkaldte super ufaglærte. Dvs. at de nok er ufaglærte, men at de både arbejder og får en løn, som svarer til faglært niveau. Det betyder, at masser af danskere leverer varen ude i de danske virksomheder uden at have en formel uddannelse. Noget tyder altså på, at der foregår masser af læring og uddannelse ude i virksomhederne.

Det betyder to ting: For det første, at det danske arbejdsmarked måske er i bedre form, end vi normalt går og tror. Og for det andet, at vi, når vi debatterer uddannelse, skal blive bedre til også at anerkende den læring og kompetenceudvikling, som foregår ude på gulvet, ved maskinerne, i de danske virksomheder. Formel anerkendelse af medarbejdernes kompetencer er nemlig afgørende for at sikre et produktivt arbejdsmarked, hvor arbejdskraften søger derhen, hvor der er mest brug for den. Risikoen for, at det ikke sker, er større, hvis medarbejderne ikke har dokumentation for deres færdigheder.

Jeg taler ikke for, at vi skal have mindre formel uddannelse i Danmark. Men der er en tendens til, at vi først kan anerkende uddannelse, hvis den er gennemført på en uddannelsesinstitution. Vi er stadig langt fra gode nok til at anerkende den læring, som foregår i praksis. Og det på trods af, at det er læring, som er nyttig for virksomhederne, men som også kan være løsningen for en hel del danskere, som ikke har lyst, evner eller motivation til at uddanne sig i vores formelle uddannelsessystem.

Lad 2016 blive det år, hvor vi får defineret nogle sigtelinjer og målsætninger for de udsatte unge, hvor de får brudt skillelinjerne mellem formel læring og praksislæring ned, og hvor vores videre- og efteruddannelsessystem bliver et centralt omdrejningspunkt - det kan være nogle af elementerne i forhold til at gøre statsministerens ord til virkelighed; nemlig at 2016 bliver året, hvor vi får alle danskere med.