Debat

2015: En ny global klimaftale – men hvordan?

DEBAT: COP20 i Peru var en skuffelse, ikke mindst fordi i- og ulande stod skarpt over for hinanden. Hvis et højere ambitionsniveau skal nås frem mod klimatopmødet i Paris i 2015, bør EU danne en alliance med de progressive ulande. Det skriver Troels Dam Christensen, koordinator i 92-gruppen.

EU bør forsøge at skabe en alliance med progressive ulande frem mod klimatopmødet i Paris. Det mener Troels Dam Christensen, koordinator i 92-gruppen.
EU bør forsøge at skabe en alliance med progressive ulande frem mod klimatopmødet i Paris. Det mener Troels Dam Christensen, koordinator i 92-gruppen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Troels Dam Christensen
Koordinator, 92-gruppen

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til: bohlbro@altinget.dk

2015 bliver et vigtigt år for verdens klima. En ny global klimaftale skal efter planen vedtages på FN klimamøde COP21 i december i Paris. I øjeblikket er der dog ikke udsigt til en tilstrækkelig klimaftale, og der er alvorligt brug for en forstærket indsats fra alle progressive aktører, herunder Danmark, hvis det skal ændres.

Budskabet fra videnskaben er ellers klart. IPCC, FN’s videnskabelige klimapanel, sagde det tydeligere end nogensinde før med rapporten fra deres møde i oktober i København. Hvis vi fortsætter som nu, er vi på vej mod katastrofale globale temperaturstigninger på 3,7-4,8 grader ved udgangen af dette århundrede. Vi kan stadig ændre denne kurs, men det haster. Forstærket handling de næste få år og årtier bliver afgørende.

Samtidigt giver verdens befolkninger i stigende grad udtryk for deres bekymring. Ved FN-klimatopmødet i New York i september, var over 400.000 mennesker på gaden alene i New York og over 600.000 over hele kloden, for at kræve mere handling fra deres politiske ledere. Og statslederne fra over 100 lande talte samtidig klima i FN-bygningen og anerkendte behovet for handling nu.

Tyndt og utilstrækkeligt resultat fra COP20 i Peru
Alligevel gik COP20-klimaforhandlingsmødet i Peru her i december meget trægt. Det lykkedes kun med nød og næppe at lande en meget tynd aftale – og først efter meget tunge sværdslag mellem især i- og ulande.

Konkret var håbet, at COP20 kunne aftale en klar køreplan frem til Paris-aftalen, hvor landene meldte deres umiddelbare mål ind i de første måneder af 2015, de skulle så sammenlignes med, hvad videnskaben siger er nødvendigt, og man kunne så på den baggrund tage en runde mere, hvor landene kunne hæve deres mål inden den endelige aftale i Paris.

Men det blev langtfra dette resultat. Godt nok et der i aftalen stadig en opfordring til, at de lande, der kan, skal melde deres umiddelbare mål ind i første kvartal 2015, men den efterfølgende fælles proces for at hære ambitionsniveauet inden Paris er næsten helt forsvundet. Altså ingen forhandling om det før Paris. Hvilket sandsynliggør et alt for lavt ambitionsniveau i Paris-aftalen.

Regnestykket fra ulandene er ganske klart: Hvis ikke de rige lande gør mere før 2020, kommer ulandene til at hænge på en større del af regningen efter 2020 med den nye aftale, og det vil de ikke. Ikke mindst derfor gik det så dårligt på COP20 i Peru.

Troels Dam Christensen, Koordinator i 92-gruppen

På samme måde med den handling på den korte bare frem til 2020, som videnskaben siger er så vigtig. Her lykkedes det kun at beslutte en fortsættelse af relativt uforpligtende initiativer som tekniske workshops og erfaringsudveksling, men intet, der kan sikre det nødvendige øgede ambitionsniveau.

De rige lande har ikke levet op til deres ansvar
Hvorfor endte det så så dårligt på COP20-mødet? Op til mødet var både EU samt USA og Kina ellers kommet med nye klimamål, og der var blevet lovet op mod 10 milliarder dollars i klimabistand fra de rige lande til ulandene gennem den Grønne Klimafond. Forklaringen skal blandt andet søges i, at ulandene stadig, og med god grund, synes, at de rige lande ikke lever op til deres historiske klima-ansvar, og at klimaregningen derfor tørres af på dem med den nye aftale.

Aftalen om at indgå den nye klimaftale i 2015 blev indgået på COP17 i Sydafrika i 2011. Den indebar et kompromis mellem i- og ulande. De rige lande skulle gøre mere ved klimaproblemet frem til 2020, og til gengæld skulle alle lande, inklusive de store ulande som Kina og Indien, så binde sig til handling fra den nye aftale træder i kraft i 2020. Men de rige lande har ind til nu ikke levet op til deres del af aftalen. Ingen store ilande, eller landegrupper som EU, har siden villet hæve deres reduktionsmål op til 2020.

Tværtimod har lande som Japan sænket deres mål kraftigt. Samtidigt vil de rige lande, inklusive EU, ikke sætte klare mål for klimafinansieringen til ulandene de kommende år. Det sidste blev gentaget meget tydeligt på COP20-mødet i Peru også af EU. 

EU, USA og Kina er som nævnt kommet med nye klimamål, men de er først i 2025 og 2030, altså først når den nye aftale er trådt i kraft, og er for øvrigt utilstrækkelige i forhold til 2. graders målsætningen. Og ja der kom penge til den Grønne Fond, men det er penge, der gives ad hoc og ikke de klare fælles måltal for finansieringen de kommende år, som ulandene efterlyser.

Regnestykket fra ulandene er ganske klart: Hvis ikke de rige lande gør mere før 2020, kommer ulandene til at hænge på en større del af regningen efter 2020 med den nye aftale, og det vil de ikke. Ikke mindst derfor gik det så dårligt på COP20 i Peru.

EU må nu opbygge alliance med progressive ulande
Spørgsmålet er så, hvad gør vi nu, hvis det stadig skal lykkes at få et større ambitionsniveau ind i aftalen i Paris til december. På COP20 endte i- og ulande med at stå skarpere over for hinanden end længe set.

Hvis det skal lykkes at ændre den dynamik og lægge pres på de store udlederlande, der ikke vil nok, må de progressive lande nu finde sammen i en effektiv alliance. EU og Danmark har her en nøglerolle.

EU er den eneste større ilandsgruppe, der for alvor vil noget på klimaområdet. Men EU kan kun flytte noget, hvis EU udbygger dialogen og alliancen med de progressive, herunder fattige og sårbare, ulande. Og det kræver ikke alene en kraftigt øget diplomatisk indsats fra EU de kommende måneder men også, at EU er reelt interesseret i at lytte til og ændre position i forhold til, hvad det er for ønsker og krav disse ulande har i forbindelse med den ny aftale. EU må for eksempel forstå, at konkrete mål for klimafinansieringen de kommende mål, er en uomgængelig del af en ny klimaftale, hvis ulandene for alvor skal gå med.

Danmark har en vigtig rolle her. For det kræver en aktiv og dedikeret indsat fra blandt andet Danmark, hvis EU skal påtage sig denne alliance-opbyggende rolle med de progressive ulande. Danmark har stor troværdighed blandt ulandene både på grund af vores egen klimaindsats og på grund af vores mangeårige ulandsindsats og ulandsbistand. Så Danmark har mulighed for at blive denne brobygger.

Men det kræver, at Danmark og den danske regering nu griber bolden og vil yde denne indsats, både i forhold til selv at opbygge dialog og alliancer med de relevante ulande, og i forhold til at påvirke resten af EU til at ville det samme.

Danmark har altså en stor rolle i at sikre en bedre klimaftale i Paris i december. Men det kræver, at vi nu kaster alle kræfter ind i kampen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Dam Christensen

Sekretariatsleder, 92-gruppen, medlem, 2030-panelet, Klimarådets Klimadialogforum
cand.scient. i biologi (Københavns Uni. 1993)