Debat

Fonde: Danmark kan spille en afgørende rolle for kvinders sundhed i resten af verden

En ny dansk regering skal investere der, hvor vores udviklingsbistand virkelig batter – i jordemoderfaget og udviklingen af digitale sundhedsløsninger, skriver Anna Frellsen og Carl Björkman.

Danmark har historisk været en stormagt i kampen for kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder, skriver Anna Frellsen og Carl Björkman.
Danmark har historisk været en stormagt i kampen for kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder, skriver Anna Frellsen og Carl Björkman.Foto: Armend Nimani/AFP/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lige nu forhandler Mette Frederiksen med en række partier om at danne en ny regering og om hvilke politiske områder, som skal prioriteres. Her er det helt afgørende, at verdens kvinders sundhed kommer på agendaen. For lige nu går det den forkerte vej, og det har ikke bare betydning for kvinderne, men for os alle sammen.

Succeshistorien slår revner

Danmark har traditionelt været et foregangsland, når det gælder den globale indsats for at sikre kvinders og pigers rettigheder. Vi har ydet et stort bidrag til et af dette århundredes succeshistorier, nemlig at vi har formået at nedbringe mødredødeligheden på globalt plan.

Siden år 2000 er antallet af kvinder, der dør i forbindelse med graviditet og fødsel, faldet med 29 procent, og vi har taget skridt hen imod at nå FN’s verdensmål om at reducere mødredødeligheden til mindre end 70 dødsfald per 100.000 fødsler inden 2030.

Hele verdens udvikling vil blive påvirket positivt, hvis vi fremmer kvinders rettigheder og sundhed

Anna Frellsen og Carl Björkman
Hhv. direktør, Maternity Foundation og Nordenchef, Bill & Melinda Gates Foundation

Vi ved, at næsten alle dødsfald kan forhindres, hvis vi giver kvinderne adgang til kvalificeret sundhedshjælp og får uddannet flere jordemødre.

Men lige nu går det den forkerte vej. For første gang i årtier ser vi tendenser til, at mødredødeligheden stiger, antallet af uønskede graviditeter vokser og deraf også omfanget af usikre aborter. Det står værst til i verdens fattigste lande og egne.

De nye tendenser skyldes blandt andet corona-pandemien og de historisk mange kriser, som verden står over for netop nu. Mange gravide og fødende mistede adgang til kvalificeret sundhedshjælp under pandemien, og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) estimerer, at 270 millioner kvinder i dag mangler adgang til moderne prævention.

Under naturkatastrofer, konflikter og krige lever særligt de gravide og fødende et udsat liv. FN’s Befolkningsfond (UNFPA) estimerede for eksempel tidligere på året, at over 6.000 kvinder ville føde hver eneste uge i Ukraine. Heraf vil cirka 15 procent af fødslerne ende i potentielt livstruende komplikationer, som kræver professionel sundhedshjælp. En hjælp som ofte ikke er tilgængelig under kriser, konflikter og krige. Det gælder både i Ukraine og i mange af verdens andre udsatte områder.

Invester i kvinders sundhed

Det er nu, vi skal vende udviklingen for verdens kvinder. Alternativet har alt for store konsekvenser. Ikke bare for kvinderne selv, deres familier og lokalsamfund, men for et sammenhængende og sundt verdenssamfund.

Vi ved, at der er direkte sammenhæng mellem høj mødredødelighed og et lavt bruttonationalprodukt. Det har altså konsekvenser for landenes økonomiske tilstand, når mødrene ikke overlever deres graviditeter og fødsler.

Samtidig ved vi, at flere af verdensmålene kun er mulige at opnå, hvis kvinder og deres rettigheder opprioriteres. Hele verdens udvikling vil med andre ord blive påvirket positivt, hvis vi fremmer kvinders rettigheder og sundhed.

Læs også

Vi ved også, hvad der skal til. Ligesom i Danmark spiller jordemødrene i verdens fattigste lande en afgørende rolle i at skabe flere sikre fødsler og dermed reducere mødredødeligheden.

Investeringer i flere og bedre uddannede jordemødre er derfor af høj prioritet i mange lande og en særdeles omkostningseffektiv investering, der både kommer kvinderne og samfundet omkring dem til gode. Samlet set bør vi uddanne næsten en million ekstra jordemødre og dermed sikre, at alle kvinder i verden kan få en sikker fødsel.

Danmark kan spille en afgørende rolle

Danmark har historisk været en stormagt i kampen for kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder. Den nye danske regering skal blive ved med at investere dér, hvor vi har en særlig ekspertise, og vores udviklingsbistand virkelig batter – både for Danmark og i udviklingslandene.

Som eksempel har vi brugt den danske ekspertise inden for jordemoderfaget og i udvikling af digital sundhedsløsninger til at udvikle Safe Delivery app'en.

App'en er kommet til i et samarbejde mellem Maternity Foundation, Københavns Universitet og Syddansk Universitet og baseret på støtte fra blandt andet Bill & Melinda Gates Foundation. Den har trænet og uddannet  tusindvis af jordemødre i lavindkomstområder på tværs af Afrika og Asien.

Lad os blive ved med at bringe vores teknologiske viden i spil, dele og skalere digitale løsninger globalt. Og lad os styrke lokale organisationer med det, vi er gode til fra dansk side og ikke lade os forføre af nye – omend meget vigtige – dagsordnener.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Cecilia Frellsen

Adm. direktør, Maternity Foundation
MBA (IESE Business School), ha (Copenhagen Business School)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00