Debat

Forskere: Danmark bør sende overskydende vacciner til Nepal

Nepal er dybt afhængig af medicin- og vaccine-leverancer fra Indien. Men Indien har sin egen krise og har lukket ned for eksport af vacciner til Nepal. Danmark bør bidrage med nødhjælp i form af ilt- og testudstyr, overskuds-vacciner og anden relevant medicinsk udstyr, skriver forskere. 

Cirka halvdelen af alle, der testes, er smittet. Mange dør en langsom og pinefuld død foran paniske, men hjælpeløse pårørende udenfor overfyldte hospitaler. 
Cirka halvdelen af alle, der testes, er smittet. Mange dør en langsom og pinefuld død foran paniske, men hjælpeløse pårørende udenfor overfyldte hospitaler. Foto: Navesh Chitrakar/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse dage cirkulerer et #HelpNepalBreathe på de sociale medier som et opråb til verdenssamfundet om at træde til med øjeblikkelig humanitær støtte til Nepal. Covid-19 hærger med stor voldsomhed. Landet står over for en humanitær katastrofe, der forventes at have endnu mere vidtrækkende konsekvenser for befolkningen end det store jordskælv i 2015. Mens jordskælvet lagde infrastrukturen ned, overstiger Covid-19 langt dens kapacitet og dødstallet vokser time for time. 

Danmark var i mange år en central aktør i bilateralt samarbejde med Nepal. Blandt andet derfor bidrog Danmark også med humanitær bistand i forbindelse med det store jordskælv. Efter Danida trak sig ud, er samarbejdet forsat både på forskningsområdet og mellem organisationer, ligesom mange turister tager til Nepal for at vandre i de storslåede bjerglandskaber og nyde befolkningens gæstfrihed. Men ikke nu.

Da Indien lukkede ned, måtte også nepalesiske arbejdere rejse hjem, og de bragte smitten med sig. Ligesom den britiske mutation skønnes at være 60 procent mere smitsom end den oprindelige, er der tidligere indikationer på, at den nye indiske mutation kan være op til 60 procent mere smitsom end den britiske. Indien er hårdt ramt, men Nepal har slet ikke Indiens infrastruktur, hverken hvad angår hospitaler, laboratorier til at teste eller faciliteter til at producere medicin og vacciner.

Indien har lukket ned for eksport
Nepal er dybt afhængig af medicin- og vaccine-leverancer fra Indien. Men Indien har sin egen krise og har lukket ned for eksport af vacciner til Nepal, og vaccineprogrammet med blandt andet Astra-Zeneca-vaccinen er truet af sammenbrud samtidig med, at COVAX – det internationale samarbejde, der skal sikre vacciner til verdens fattige lande – meddeler, at deres kapacitet er meget begrænset og at der vil være store forsinkelser. 

Det er påkrævet, at Danmark handler nu. Vi har lært af pandemien, at hver dag tæller. For hver dag, vi venter, forværres situationen drastisk.

Jens Seeberg og Karen Valentin
Hhv. professor og lektor, Aarhus Universitet

Samtidig prioriterer vi i Danmark at bruge vores overskudsvaccine på at fremrykke vaccinationstidspunktet et par uger for risikovillige unge, der forståeligt nok er trætte af tests i en situation hvor risikoen for dødsfald på grund af vaccinen for dem er langt højere end fordelen ved vacciner. Hvor er proportionerne? Nepal har p.t. verdens højeste positivprocent.

Cirka halvdelen af alle, der testes, er smittet. Mange dør en langsom og pinefuld død foran paniske, men hjælpeløse pårørende udenfor overfyldte hospitaler, på den lange vej fra landsbyen til hospitalet eller i eget hjem, fordi der end ikke er mulighed for at forsøge at nå til hospitalet, eller fordi man ved dét heller ikke nytter. 

Dertil kommer de afledte fattigdomseffekter både af epidemiens hærgen og nedlukningen. Mange familier har ingen indtjening, fordi hele den uformelle økonomi er lukket ned med sine gadehandlere, daglejer-arbejde og andre jobs, som den fattige del af befolkningen er afhængig af for sin overlevelse. Skoler er lukkede, og kun meget få elever har adgang til online undervisning. Her er Zoom kun en løsning for de privilegerede. Sygdom og død rammer hver enkelt familie hårdt, og alle har dødsfald i familien.  

Appel til regeringen
I en appel sendt til udenrigs- og udviklingsministrene samt en række udviklingspolitiske ordførere opfordrede vi forrige uge sammen med andre forskere og Nepal-organisationer til, at Danmark sender nødhjælp i form af ilt- og testudstyr, overskuds-vacciner og anden relevant medicinsk udstyr.

Vi glæder os over, at appellen takket være ordførere på tværs af partiskel nu er landet i Folketingets Udenrigsudvalg. Men det er påkrævet, at Danmark handler nu. Vi har lært af pandemien, at hver dag tæller. For hver dag, vi venter, forværres situationen drastisk.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00