Organisationer: Vi må ikke opgive kampen for rettigheder og fri presse i Mellemøsten og Nordafrika
Trods tilbagegang på en række områder, sætter talrige fremskridt en tyk streg under, at en dansk indsats for demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten og Nordafrika nytter, skriver repræsentanter fra fire organisationer.
Rasmus Grue Chistensen, Louise Holck m.fl.
Se alle indlæggets afsendere i faktaboksen længere nede i artiklenNyhederne fra Mellemøsten og Nordafrika er ofte foruroligende. Syrien er på tolvte år hærget af en ødelæggende og grusom borgerkrig, hvor diktatoren Assad med sin blodige, russisk-støttede krigsførelse synes at vinde stadig mere kontrol over landet.
Libyen er fortsat i kaos. Egypten er et autoritært styret land med en katastrofal menneskeretssituation og minimalt spillerum for civilsamfundet.
Selv i Tunesien, der i en årrække blev set som det lysende eksempel på demokratisering og udbredelse af borgerrettigheder, har præsident Kais Saied med en række tvivlsomme manøvrer centreret magten omkring sit præsidentembede.
Dårlige nyheder er der nok af, og nogle læsere vil sikkert spørge: Hvad skal det nytte, at Danmark fortsætter støtten til arbejdet for menneskerettigheder, når landene i regionen ikke synes at flytte sig ret meget fremad, selv efter mere end et årtis indsats i kølvandet på Det Arabiske Forår?
Konkrete fremskridt i flere lande
Vi repræsenterer fire danske organisationer, der alle har været engageret i indsatsen for demokrati og menneskerettigheder i Nordafrika og Mellemøsten. Og vi siger: Det nytter! Bliv ved!
Indlægget er skrevet af:
- Rasmus Grue Christensen, direktør i DIGNITY
- Louise Holck, direktør i Institut for Menneskerettigheder
- Jesper Højberg, direktør i International Media Support
- Henriette Laursen, direktør i KVINFO
Lad os tage fire områder, hvor der konkret er sket en positiv forskel:
For det første nytter det på området køn og ligestilling, hvor land efter land, herunder Marokko, Tunesien og Jordan, har afskaffet lovgivning, der gjorde det muligt for voldtægtsforbrydere at undgå straf ved at tvinge voldtægtsofferet til ægteskab.
Mænd har fået mere barselsorlov i Tunesien og Marokko. Tunesien har indført kønsparitet ved valg til kommunalbestyrelser, så kvinder nu har en langt højere repræsentation i de kommunale forsamlinger end i eksempelvis Danmark. KVINFO’s støtte til lokale organisationer i regionen har bidraget til disse vigtige fremskridt.
For det andet er der sket vigtige fremskridt i kampen mod tortur. Alene det, at tortur nu flere steder kan omtales og drøftes, er et skridt frem.
I Tunesien er der blevet indført en uafhængig monitorering af landets fængsler med både et stærkt tilsyn fra civilsamfundet og en såkaldt National Forebyggende Mekanisme under Tillægsprotokollen til FN’s Torturkonvention. Det er den første af sin slags i Mellemøsten og Nordafrika.
Derudover har en grupper læger med DIGNITY’s støtte etableret landets første rehabilieringscenter for torturofre.
I lande som Marokko, Jordan og Tunesien bistår danske eksperter landets justitsmyndigheder med at sætte bedre rammer for forebyggelse af tortur, og selvom det kunne gå hurtigere, så er det en vigtig støtte til de reformkræfter, der arbejder inden for systemet.
Menneskerettigheder og fri presse
For det tredje lykkes det stadig – under svære forhold – modige undersøgende journalister fra regionen at afsløre korruption og magtmisbrug, gennem partnerskab med IMS (International Media Support) og det dansk-støttede netværk Arab Reporters for Investigative Journalism (ARIJ).
Stærke civilsamfund er gået forrest og skabt positive forandringer
Rasmus Grue Chistensen, Louise Holck m.fl.
Se alle afsendere i indlæggets faktaboks
IMS samarbejder med en hel underskov af uafhængige medier samt unge journalister og dokumentarister, der stædigt og konstant formidler om udviklingen med kritiske briller. I en region, hvor ligestilling og LGBTQ-rettigheder mange steder er under massivt pres, publicerer de om tabubelagte emner, som rykker grænserne for unge i regionen.
For det fjerde har Institut for Menneskerettigheder i dialog med jordanske dommere og justitsmyndigheder opklaret misforståelser om menneskerettigheder og sikret, at dommerne i større grad bygger deres afgørelser på internationale konventioner. Landet har nu ratificeret syv af ni internationale menneskerettighedskonventioner.
I Tunesien har indsatsen i særlig grad været rettet mod at styrke borgernes mulighed for at klage over menneskerettighedskrænkelser og at inddrage landets unge, som for første gang er blevet hørt i forhold til afrapportering til FN. Og nye lovforslag er på vej i Tunesien for at sikre bedre ligestilling mellem køn og rettigheder for mennesker med handicap.
Stærke civilsamfund viser vejen frem
Vores partnere i Mellemøsten og Nordafrika, som med vores støtte er gået forrest i arbejdet for rettigheder, har grund til at være stolte over de opnåede fremskridt og resultater – og listen er længere, også selvom der åbenlyst er områder, hvor fremskridt er blevet rullet tilbage.
Derfor er det glædeligt, at Udenrigsministeriet 9. september ved et offentligt arrangement lancerer den næste femårige fase af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP), som med unge i den primære målgruppe har særligt fokus på jobskabelse og menneskerettigheder i fire udvalgte samarbejdslande: Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.
Vi fire organisationer har på hver vores arbejdsområder bidraget til at gøre en forskel. Med streg under 'bidraget', for vi arbejder naturligvis sammen med vores partnere, og det er dem, der kender vejen og driver udviklingen frem.
Afgørende og bæredygtige forandringer i Mellemøsten og Nordafrika kan ikke skabes uden et stærkt civilsamfund og en folkelig opbakning i landene.
Det er de stærke civilsamfund, som er gået forrest og har skabt de positive forandringer. Det gør de ofte under ekstremt vanskelige forhold.
I en tid hvor autoritære kræfter vinder frem flere steder i verden, og demokrati og civilsamfund er under voldsomt pres, kan næste fase af DAPP bidrage til at fastholde de talrige fremskridt, støtte engagererede unge, der kæmper for deres og deres medbrogeres rettigheder, og skubbe yderligere på i forhold til kampen for menneskerettigheder, ligestilling, fri presse og bekæmpelse af tortur.
Dét giver mening.