Oxfam Ibis: Det er usolidarisk at bruge penge fra udviklingsbistanden til at løse klimakrisen

DEBAT: Stigende ulighed er ikke et naturgivent fænomen. Det er et politisk valg, og udviklingen kan vendes. De aktuelle finanslovsforhandlinger er et oplagt sted at starte, skriver Kristian Weise.

Af Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam Ibis

I den politiske forståelse, der er grundlaget for regeringen og støttepartiernes arbejde, står det klart, at Danmark "skal løfte et ansvar for verden".

Desværre ser det ud til, at de aktuelle finanslovsforhandlinger vil betyde, at Danmarks udviklingsbistand falder til det laveste niveau i 40 år. Verdens aktuelle udfordringer taget i betragtning er det ikke ansvarligt. Tværtimod.

Absurd global økonomisk ulighed, hundrede millioner mennesker, der lever i fattigdom, krige og konflikter med uoverskuelige humanitære følger, samt en klimakrise, der skriger på politisk handling.

Det er blandt verdenssamfundets største udfordringer. Og det er udfordringer, der delvist skal løses ved at prioritere udviklingssamarbejdet. Desværre er Danmarks afgørende økonomiske bidrag til den indsats aftagende.

Vi omfordeler fra de fattigste til de rigeste
I 1979 ydede Danmark 0,71 procent af vores bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand. Siden da steg den, og i 2000 toppede bistanden med knap 1,1 procent af BNI.

Hvis regeringens finanslovsforslag ikke ændres i de igangværende forhandlinger, vil Danmark i 2020, på trods af massive danske velstandsstigninger siden 1970'erne, igen ramme 0,7 procent af BNI.

Problemet er, at den andel af velstandsstigningen, vi omfordeler til verdens fattigste, falder i det meste af den vestlige verden. I Danmarks tilfælde sker det samtidig med, at nye tal fra Credit Suisse viser, at antallet af danske dollar-millionærer er mere end firdoblet siden 2010 – fra 52.000 til 237.000.

Stigende ulighed er ikke et naturgivent fænomen. Det er et politisk valg, og udviklingen kan vendes. De aktuelle finanslovsforhandlinger er et oplagt sted at starte.

Særligt fordi regeringens og støttepartiernes analyse er soleklar og sætter en stærk retning for Danmarks engagement i verden: Uligheden skal bekæmpes. Klimakrisen skal løses. FN's verdensmål skal indfries. De forpligtende internationale fællesskaber skal styrkes.

Den slags ambitioner kræver både internationalt engagement, politiske forandringer og bedre lovgivning. Men de kræver også penge og global omfordeling af velstand.

FN's verdensmål mangler penge
Opnåelsen af FN's verdensmål i 2030 er nemlig kraftigt underfinansieret. Især i verdens fattigste udviklingslande, hvor Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) anslår, at der mangler cirka 350 milliarder dollar om året, hvis verdensmålene skal nås.

En anseelig del af disse penge skal være offentlige og komme fra donorer som Danmark, hvis også verdens fattigste og mest udsatte mennesker skal have deres verdensmål opfyldt.

For noget af det helt særlige, som udviklingsbistand kan, er at understøtte udvikling for de mennesker, der har det sværest. Det har altid været en prioritet i dansk udviklingssamarbejde. Og når det er sagt, så skal vi også sikre os, at det netop er dét, bistandsmidlerne går til.

Hvis Danmark vil tage "ansvar for verden", bør vi derfor stoppe nedskæringerne og i stedet øge udviklingsbistanden. Danmark er et velhavende land, mens halvdelen af verdens befolkning lever for under 40 kroner om dagen.

Regeringen har derfor et ansvar for at få udviklingsbistanden tilbage på det tidligere niveau – fra før Løkke og Co. beskar den i 2015.

Klimabistand skal være nye penge
I finanslovsforslaget har regeringen desuden valgt at omprioritere udviklingsbistanden, så Danmark i højere grad prioriterer den grønne omstilling over andre udviklingspolitiske tiltag. Men kampen mod klimaforandringerne og for mindre ulighed hænger sammen.

Derfor bør klimabistanden også være reelt nye midler og ikke gå fra udviklingsbistanden og klodens fattigste mennesker. De har et meget begrænset ansvar for klimakrisen, men oplever samtidig de største konsekvenser, når høsten slår fejl, eller deres landsbyer oversvømmes.

Følger man de aktuelle forhandlinger om finansloven, kan man desværre konstatere, at pengene til nye og vigtige klimaindsatser bliver taget fra bekæmpelsen af ulighed og fattigdom. Det er usolidarisk, når Danmark vil betale for vores høje udledning af CO2 gennem udviklingsbistanden.

Det kan siges faktisk siges kort: Vores klimagæld til verden bør betales med reelt nye penge. Og vi skal tage ansvar ved at øge udviklingsbistanden.

Forrige artikel Debat: Stærke organisationer kræver topledere på sociale medier Debat: Stærke organisationer kræver topledere på sociale medier Næste artikel FN-chef: Irregulær migration kan forhindres ved fælles samarbejde FN-chef: Irregulær migration kan forhindres ved fælles samarbejde
Finanslov vækker glæde i ngo'er

Finanslov vækker glæde i ngo'er

FL20: Det er en sejr, at der på finansloven er afsat 150 millioner kroner til klimabistand, som ikke tages fra ulandsmidlerne. Det er konklusionen fra tre ngo'er, Altinget har talt med. Håbet er, at det kan bruges som løftestang for næste års finanslov.