Oxfam Ibis: Det er usolidarisk at bruge penge fra udviklingsbistanden til at løse klimakrisen

Af Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam Ibis

I den politiske forståelse, der er grundlaget for regeringen og støttepartiernes arbejde, står det klart, at Danmark "skal løfte et ansvar for verden".

Desværre ser det ud til, at de aktuelle finanslovsforhandlinger vil betyde, at Danmarks udviklingsbistand falder til det laveste niveau i 40 år. Verdens aktuelle udfordringer taget i betragtning er det ikke ansvarligt. Tværtimod.

Absurd global økonomisk ulighed, hundrede millioner mennesker, der lever i fattigdom, krige og konflikter med uoverskuelige humanitære følger, samt en klimakrise, der skriger på politisk handling.

Vores klimagæld til verden bør betales med reelt nye penge. Og vi skal tage ansvar ved at øge udviklingsbistanden.

Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam Ibis

Det er blandt verdenssamfundets største udfordringer. Og det er udfordringer, der delvist skal løses ved at prioritere udviklingssamarbejdet. Desværre er Danmarks afgørende økonomiske bidrag til den indsats aftagende.

Vi omfordeler fra de fattigste til de rigeste
I 1979 ydede Danmark 0,71 procent af vores bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand. Siden da steg den, og i 2000 toppede bistanden med knap 1,1 procent af BNI.

Hvis regeringens finanslovsforslag ikke ændres i de igangværende forhandlinger, vil Danmark i 2020, på trods af massive danske velstandsstigninger siden 1970'erne, igen ramme 0,7 procent af BNI.

Problemet er, at den andel af velstandsstigningen, vi omfordeler til verdens fattigste, falder i det meste af den vestlige verden. I Danmarks tilfælde sker det samtidig med, at nye tal fra Credit Suisse viser, at antallet af danske dollar-millionærer er mere end firdoblet siden 2010 – fra 52.000 til 237.000.

Stigende ulighed er ikke et naturgivent fænomen. Det er et politisk valg, og udviklingen kan vendes. De aktuelle finanslovsforhandlinger er et oplagt sted at starte.

Særligt fordi regeringens og støttepartiernes analyse er soleklar og sætter en stærk retning for Danmarks engagement i verden: Uligheden skal bekæmpes. Klimakrisen skal løses. FN's verdensmål skal indfries. De forpligtende internationale fællesskaber skal styrkes.

Den slags ambitioner kræver både internationalt engagement, politiske forandringer og bedre lovgivning. Men de kræver også penge og global omfordeling af velstand.