Røde Kors: Sociale og økonomiske systemer er afgørende faktorer for klimafordrivelse

For 20 år siden havde vi i Røde Kors ikke forestillet os, at vi skulle forholde os til så omfattende en humanitær krise forårsaget af klimaforandringer som det, vi ser nu. Men i dag kan ingen være i tvivl om, at vi ikke har noget valg.

Klimaforandringerne er allerede en global humanitær krise. Millioner af mennesker er tvunget i fordrivelse, blandt andet fordi klimaforandringerne har gjort deres hjem ubeboeligt. Strategien for overlevelse bliver at flytte sig, krydse hele lande og siden grænser.

Groundswell-rapporterne fra Verdensbanken peger på, at de op imod 108 millioner mennesker, som i dag har brug for humanitær hjælp på grund af klimaforandringer, forventes at være fordoblet i 2050. Rapporterne understreger samtidig, at klimafordrivelse – ligesom klimaforandringerne – rammer skævt. Områder, som er fattigere og mere sårbare over for klimaforandringer, kommer også til at opleve det største omfang af fordrivelse. 

Strategien for overlevelse bliver at flytte sig, krydse hele lande og siden grænser.

Mette Norling Schmidt
Migrationsrådgiver, Røde Kors

For de mange millioner mennesker, der flygter fra krig og konflikt kan der være et håb om, at situationen en dag forbedres og at man trygt og sikkert kan vende tilbage. Men er fordrivelsen forårsaget af gentagen eller vedvarende tørke eller oversvømmelser, som ikke trækker sig tilbage, er håbet spinkelt.

En dråbe i havet
Udfordringerne er stadig langt større lokalt end globalt. Sammen har vi pligt til at forholde os til de store humanitære konsekvenser af klimaforandringerne. Også selv om de ikke foregår i egen baghave. Vi kan og skal handle nu og sikre langt større beskyttelse mod, at mennesker tvinges til fordrivelse, og at de som fordrives beskyttes bedre i implementeringen af internationale aftaler.

Den hjælp, som vi i dag rykker ud med, når tørken, oversvømmelsen eller orkanen har ramt, er kun en dråbe i havet i en krise af den størrelse, som klimaforandringerne er. Og den er reaktiv: midler frigives, når katastrofen er indtruffet. Vi skal i langt højere grad tænke beskyttelse proaktivt. Meget mere kan gøres, før klimaforandringer har voldt så store skader, at al livsgrundlag er væk og tvungen fordrivelse uden beskyttelse og langsigtet hjælp bliver eneste udvej.

Hvis vi investerer i klimatilpasning, katastrofeforebyggelse og beredskab, særligt i de mest klimaudsatte og skrøbelige områder, viser nylige beregninger at vi kan bringe antallet af mennesker, der får behov for humanitær hjælp som følge af klimarelaterede katastrofer, ned til 68 millioner i 2030, og måske helt ned til 10 millioner i 2050. Det ville være en reduktion på næsten 90 procent i forhold til i dag.

Samtidig skal vi huske, som med enhver anden form for fordrivelse, at det sjældent er én enkeltstående årsag bag. Fra Afghanistan til Mali er befolkninger ramt af konflikt ofte dobbelt sårbare over for klimatrusler. Konflikter begrænser tilpasningsmuligheder ved at ramme markeder og levebrød eller forhindre mennesker i af flytte sig for at finde livsnødvendige ressourcer.

Som rapporterne fra Verdensbanken også understreger, kan man ikke entydigt sige, at klimaforandringer fører direkte til fordrivelse. Manglende adgang til indtægtsmuligheder samt sociale og økonomiske systemer, der kan afbøde klimaforandringerne, er i sidste ende de afgørende faktorer for klimafordrivelse. 

Proaktiv beskyttelse
Udviklings- og klimabistand skal derfor i langt højere grad medvirke til en mere helhedsorienteret, lokalt forankret og proaktiv beskyttelse og sikre langt flere indsatser, før katastrofen indtræffer. Men det vil være naivt at hævde, at det gør det alene.

Udviklings- og klimabistand skal derfor i langt højere grad medvirke til en mere helhedsorienteret, lokalt forankret og proaktiv beskyttelse

Mette Norling Schmidt
Migrationsrådgiver, Røde Kors

Konsekvenserne af klimaforandringer og sammenhængen med konflikt er blevet for omfattende og komplekse til, at der ikke fortsat også vil være et under og et efter, som kræver langvarig beskyttelse og nye løsninger på et ødelagt livsgrundlag. 

Vi skal, med støtte fra udviklings- og klimabistand, støtte lokalsamfund og lokale aktører. Vi skal sikre fleksibel finansiering og arbejde sammen på tværs af sektorer – og grænser – med forebyggende indsatser, klimatilpassede genopbygningsindsatser, adgang til humanitær hjælp, sundhed og indtægtsmuligheder. Men også med langsigtet beskyttelse af fordrevne.

Uden dette vil situationen forværres og skabe øget og ofte gentagen fordrivelse og dermed endnu større behov for ny og gentagen nødhjælp. Uden udviklingsfokus og varige, inkluderende, løsninger øges risikoen for, at fremtidige klimakatastrofer får endnu mere omfattende konsekvenser og at stadig flere mennesker ekskluderes fra mulighederne for et anstændigt liv.

De risikerer at ende i langvarig fordrivelse, i situationer uden fremtidsperspektiv, beskyttelse og grundlæggende menneskerettigheder. Det kan ingen være tjent med.