Frie Grønne: Klimaretfærdighed bør være en rettesnor for dansk udviklingspolitik

Problemet er at klimaforandringerne medfører menneskelige lidelser, gør ressourcerne knappe og betyder, at vi generelt bliver flere mennesker om færre ressourcer. Derfor bør klima stå centralt i udviklingspolitikken. Løsningen er ikke at bygge mure, men derimod at samarbejde og se i øjnene, at vores alles skæbner hænger sammen. Det er paradoksalt nok det smukke ved den overvældende klimakrise, vi står midt i. 

Løsningen er ikke at bygge mure, men derimod at samarbejde og se i øjnene, at vores alles skæbner hænger sammen

Sikandar Siddique
Politisk leder, Frie Grønne

Som mange udviklingspolitiske og humanitære organisationer siger, skal vores løfter og forpligtelser om ekstra klimabistand til verdens fattigste lande selvfølgelig lægges oveni den eksisterende udviklingsbistand. Vi forpligtede os under COP15 i København til at betale cirka fem milliarder kroner til klimabistand hvert år. Lige nu er vi ikke i nærheden af at betale de penge. 

Klimakrisen er så afsindig omfattende, fordi den rammer så forbandet skævt. Tørke, oversvømmelser og tilbagegang i de lokale økonomier rammer de svageste og de mest udsatte hårdest. Det er ikke piger, kvinder eller bønderne på landet i Tanzania, der skal betale prisen for, at vi ikke kan nosse os sammen til at betale det, vi skylder.

Men det er det, der sker, når vi tager klimabistanden fra udviklingsmidlerne, der egentlig skulle gå til at bekæmpe fattigdom og bygge skoler i udviklingslandene. Med vores forbrug og økologiske aftryk lever vi i den rigeste del af verden på skuldrene af de selvsamme lande, hvis livsgrundlag, vi trækker væk under dem. 

Styrk civilsamfundene
En del af den danske udviklingsbistand går til støtte til store virksomheder som Danone og Maersk kanaliseret gennem for eksempel Den Danske Investeringsfond for Udviklingslande. Det er uacceptabelt og elendig forvaltning af skattepengene, at pengene går til store virksomheder, der udkonkurrerer lokale økonomier og brænder planeten af på sin vej.

Ifølge researchorganisationen Grain brødføder småbønder 70 procent er verdens befolkning med kun cirka en tredjedel af landbrugsressourcerne. Det er effektivt og bæredygtigt. Vores udviklingspolitik skal gå ud på at fremme deres vilkår og muligheder for at skabe sig en bæredygtig madproduktion og arbejde med lokalt baserede landbrugspraksisser.

I et klimaperspektiv er disse ofte langt mere bæredygtige, og til forskel fra erhvervsstøtte til danske virksomheder har de lokalsamfundene for øje og bakker op om deres rettigheder.

Vi bør eksempelvis aktivt bakke op om FN's nyligt vedtagne deklaration om bønder og landarbejderes rettigheder (UNDROP), da det er en måde, vi på respektfuld vis og mindre kolonialistisk kan bakke op om de gode løsninger og kampe, der er i de lande, vi samarbejder med. 

Historisk og etisk ansvar
Størstedelen af udviklingsmidlerne på Finansloven går til migrationskontrol og på at forvalte et stærkt "Fort Europa" samt den danske hjemsendelsespolitik. Det er en farlig instrumentalisering, der har danske interesser for øje mere end gode og bæredygtige liv for verdens fattigste og mest udsatte.

Frie Grønne mener ikke, at udviklingspolitikken skal afspejle og afhænge af dansk indenrigs- og udlændingepolitik på nogen måde. Tværtimod. Vi mener derimod, at vi udover bekæmpelsen af klimaforandringerne i solidaritet med civilsamfundene i udviklingslandene, også skal arbejde for et mere sikkert og retfærdigt asylsystem. 

Det kunne lige så godt have været os selv. Den erkendelse skal være bærende for vores tilgang til klimaflygtninge

Sikandar Siddique
Politisk leder, Frie Grønne

Vi skal sikre, at mennesker, der er på flugt og fordrives fra deres hjem på grund af klimaforandringer og miljøkriser, kan få ophold i Danmark. Hvis vi vil være et grønt foregangsland, så gælder det hele vejen rundt.

Det er ikke nok blot at opstille vindmøller i Nordsøen. Vi må også tage os det humanitære ansvar på os. Så enten skal vi udvide udlændingeloven eller beslutte at tage imod et antal klimaflygtninge ved at give humanitære opholdstilladelser. Det har vi gjort før. Det kan vi gøre igen. 

Klimaretfærdighed bør være en rettesnor for vores udviklingspolitik. Vores udviklingspolitik skal ikke fokusere på markedsfremstød for danske virksomheder, men derimod ske i tæt samarbejde med lokale græsrodsorganisationer.

Vi skal påtage os vores historiske og etiske ansvar for at forebygge klimaforandringer, som i sidste ende fører til humanitære katastrofer. Og så skal vi hjælpe de folk, der allerede har mistet og de, der uundgåeligt vil miste deres livsgrundlag fremover. 

Det kunne lige så godt have været os selv. Den erkendelse skal være bærende for vores tilgang til klimaflygtninge.