Debat

Udviklingskonsulent: Israel må indse, at de ikke kan besejre et ønske om frihed med magt

Israels nuværende strategi virker ikke til at nærme sig målet om, at 7. oktobers grufulde massakre ikke må ske igen, og det burde utvivlsomt føre til strategisk selvrefleksion. Her er tre bud på, hvad vesten kan lære af krigen, skriver Malene Sønderskov.

Selv om Israel har bombarderet Gaza stort set uophørligt siden midten af oktober, har dets sikkerhedsstyrker ikke været i stand til at fremvise hverken Hamas' hovedkvarterer eller store lagre af ammunition, skriver Malene Sønderskov.<br>
Selv om Israel har bombarderet Gaza stort set uophørligt siden midten af oktober, har dets sikkerhedsstyrker ikke været i stand til at fremvise hverken Hamas' hovedkvarterer eller store lagre af ammunition, skriver Malene Sønderskov.
Foto: Menahem Kahana/AFP/Ritzau Scanpix
Malene Sønderskov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da Israel indledte sit bombardement af Gaza i ugerne efter Hamas’ grufulde nedslagtning af 1200 fortrinsvist civile israelere, var det med det officielle mål at udslette Hamas og sikre, at en lignende massakre, aldrig nogensinde ville gentage sig.

Mens bombardementerne af Gaza går ind i sin fjerde måned, og mere end 80.000 palæstinensere enten er døde, sårede eller savnede, ser Israel imidlertid ud til at være længere fra det mål end nogensinde.

Det er for tidligt at erklære Israels strategi for fejlslagen. Men prisen er høj og kontraproduktiv. Her er tre bud på, hvad krigen koster. Og hvad vi burde lære af det.

1. Hamas findes endnu og har større opbakning

Selv om Israel har bombarderet Gaza stort set uophørligt siden midten af oktober, har dets sikkerhedsstyrker ikke været i stand til at fremvise hverken Hamas' hovedkvarterer eller store lagre af ammunition. Dertil kommer, at mange analytikere stiller spørgsmål ved, om Hamas overhovedet kan sættes ud af spillet, så længe årsagen til bevægelsens eksistens eksisterer. 

Palæstinenserne ser ikke Hamas’ brutale overgreb på israelske civile. For de sociale medier, de ser, bringer billeder, der viser Hamas som retskafne humane krigere

Malene Sønderskov
Partner og seniorkonsulent, Strategyhouse

Hamas’ ledelse er intakt, og mens verdens ledere, herunder vores statsminister, har travlt med at undsige Hamas som en del af en fremtidig forhandlingsproces, så har ingen været i stand til at opstille reelle alternativer.

Verdens lande står ikke i kø for at garantere sikkerhed i området, og Hamas er – sandsynligvis – den eneste enhed, der har legitimitet til at kunne.

Det hænger sammen med, at Hamas – i mange palæstinenseres øjne – ikke bare er en terrororganisation. Hamas er en frihedsbevægelse og et opgør med den besættelse, palæstinenserne har levet under siden 1967.

Støtten til Hamas er samtidig en protest mod Fatah-bevægelsen, der i øvrigt ligesom den danske regering under anden verdenskrig, samarbejdede med besættelsesmagten. Og palæstinenserne ser ikke Hamas’ brutale overgreb på israelske civile. For de sociale medier, de ser, bringer billeder, der viser Hamas som retskafne humane krigere, der også beskytter israelske kvinder og børn. Derfor er det ikke overraskende, at Hamas’ popularitet på Vestbredden er stigende.

Det synes at bekræfte den ubehagelige sandhed, at man ikke kan besejre et ønske om frihed med magt. Og at man må forhandle med fjenden – hvor meget man end foragter den – for at skabe fred.

Læs også

2. Hamas' venner rykker sammen

I medierne fremstilles det, som om krigen i Gaza udspiller sig mellem Hamas og den israelske hær. Men som Hizbollahs angreb fra Libanon og Houthiernes angreb på skibe i golfen viser, så handler Hamas ikke alene.

Faktisk har krigen styrket koordinationen – også mellem fraktioner, der ikke tidligere har villet være i stue sammen. Hvem skulle for eksempel have troet, at Fatah-bevægelsens militante arm, Al-Aqsa-brigaderne, ville koordinere med ærkefjenden Hamas?

Ud fra parolen, at min fjendes fjende er min ven, synes Israels bombardementer at have bidraget til at forene styrker, der ellers ikke har samarbejdet, og at øge risikoen for, at besættelsen af Gaza og Vestbredden skaber konflikt i hele regionen.

3. De vestlige værdiers troværdighed

I Danmark kunne vi måske være ligeglade med det, hvis det ikke var fordi, vi som småstat siden afslutningen af Anden Verdenskrig har nydt godt af og derfor også aktivt promoveret en regelstyret international verdensorden med dertilhørende rettigheder for alle mennesker.

I den danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi kan man læse, at: "Vi skal føre en aktiv, ambitiøs og optimistisk udenrigspolitik med udgangspunkt i de værdier, vi selv er rundet af. Fordi vi tror på, at demokrati, frihed og menneskerettigheder giver bedre liv uanset hvor i verden, man lever."

I Danmark kunne vi måske være ligeglade, hvis vi ikke som småstat havde nydt godt af og derfor også aktivt promoveret en regelstyret international verdensorden med rettigheder for alle mennesker

Malene Sønderskov
Partner og seniorkonsulent, Strategyhouse

Koranafbrændinger og tegninger – lavet i ytringsfrihedens navn – af profeten Muhammed med bomber i turbanen har i årevis bidraget til den opfattelse i Mellemøsten, at menneskerettigheder er noget, vesten har opfundet for at undergrave og forhåne mellemøstlige værdier og fremme egne interesser.

Hidtil har opfattelsen mest hersket i konservative muslimske kredse. Men efter vestens manglende fordømmelse af Israels bombardementer i Gaza deles den nu af sekulære muslimer og kristne i regionen.

I et interview i oktober talte Jordans yderst populære dronning Rania i klare vendinger om vestens hykleri, når det kommer til fordømmelse af henholdsvis Israels og Hamas’ drab på civile.

Også præsten ved den lutherske kirke i Betlehem var yderst direkte, da han ved årets juleprædikenen sagde: "Jeg vil aldrig mere høre jer belære os om menneskerettigheder og international ret. Vi er ikke hvide, må jeg forstå. De gælder ikke for os – efter jeres egen logik." Udenfor citat udtrykker ansatte i Udenrigsministeriet også bekymring for, hvordan udenrigstjenesten fremover med troværdighed kan fremføre argumenter om menneskerettigheder.

Volden i Mellemøsten har alvorlige konsekvenser for os alle. Men lige nu allermest for to millioner palæstinensere i Gaza og for israelske gidsler, deres familier og pårørende til de mange sårede og dræbte.

Den nuværende strategi synes desværre ikke at bringe os tættere på målet om, at en grufuld massakre, som den vi så 7. oktober, ikke må ske igen. I andre sammenhænge ville sådan en konklusion utvivlsomt give anledning til strategisk refleksion. Lad os håbe Israel med vestens hjælp snart finder visdom til at gøre netop det.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Malene Sønderskov

Partner og seniorkonsulent, Strategyhouse
cand. scient. soc. i udviklingsstudier (Roskilde Uni.), master i evaluering (Melbourne Uni.)

0:000:00