Landsorganisationen for sociale tilbud laver SDG-kodeks til medlemmer

Verdensmål og sociale indsatser går hånd i hånd, lyder det fra Landsorganisationen for sociale tilbud. Derfor har de lavet et kodeks til deres medlemmer, som kan hjælpe dem med at strukturere deres arbejde med SDG’erne.

Hjemmesiden og det nye kodeks præsenteres på en workshop 30. september
Hjemmesiden og det nye kodeks præsenteres på en workshop 30. septemberFoto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Christina Houlind

Et nyt kodeks og en tilhørende hjemmeside skal gøre det nemmere for landets sociale tilbud at arbejde med verdensmålene.  

Det fortæller Laust Westtoft, der er politisk og strategisk chef i Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS), der repræsenterer private sociale tilbud. 

“Vi vil gerne skabe en større bevidsthed blandt vores medlemmer om, hvad verdensmålene går ud på, og hvordan de relaterer sig til de sociale indsatser, som de leverer,” siger han.   

Derfor har brancheorganisationen netop lanceret hjemmesiden SammenOmVerdensmaal.dk.

Den indeholder en række værktøjer, som sociale tilbud kan anvende i arbejdet med at identificere de relevante verdensmål, udvikle aktiviteter og sætte mål på indsatsen. Samtidig har de udviklet et kodeks for, hvordan tilbuddene kan arbejde med verdensmålene.  

Det er vigtigt, at man altid overvejer, hvordan ens beslutninger i den enkelte virksomhed – i det her tilfælde sociale tilbud – påvirker verdensmålene og bæredygtigheden. Derfor er det vigtigt, man gør sig nogle overvejelser omkring, hvorvidt man kan oversætte ens indsatser til verdensmålsindsatser.

Laust Westtoft
Politisk og strategisk chef i Landsorganisationen for sociale tilbud(LOS)

En ny historie og brandingværdi  

Kodekset fremstår som en tjekliste, medlemmerne kan bruge til at strukturere deres arbejde med SDG’erne. Her opfordrer LOS blandt andet sine medlemmer til at sætte gang i konkrete aktiviteter, som relaterer sig til verdensmålene og opstille mål for arbejdet.  

Ifølge Laust Westtoft arbejder de sociale tilbud allerede med både social og grøn bæredygtighed, men kodekset skal hjælpe dem både med at kommunikere og synliggøre deres arbejde. Blandt andet over for kommunerne, som de leverer velfærd til.  

“Det hjælper med at fortælle en ny historie om det sociale område, som også løfter et samfundsansvar i forhold til verdensmålene,” siger han og forklarer, at det både kan være i form af øget fokus på samkørsel tilbuddene imellem for at sparre benzin og i det hele taget at involvere udsatte borgere i arbejdet med verdensmålene.  

Men det er vel også, fordi I kan vise kommunerne, at det er en god idé at arbejde med det her sociale tilbud, fordi de arbejder med bæredygtighed? 

“Selvfølgelig er der en brandingeffekt i at stå frem og fortælle, hvordan man ønsker at tage et større samfundsansvar,” siger Laust Westtoft. Men han understreger, at det i lige så høj grad handler om, at de sociale tilbud selv bliver bevidste om, hvordan de og de borgere, de arbejder med, kan understøtte den bæredygtige omstilling.  

Udbredes til alle 

Laust Westtoft forklarer, at LOS vil følge op på medlemmernes brug af både hjemmeside og kodeks i løbet af det kommende år.  

“Vi kommer til at interviewe vores medlemmer løbende og opfordre flere til at involvere sig. Vi håber, vi kan udbrede det til samtlige af vores medlemmer,” siger han og fortsætter:  

“Det er vigtigt, at man altid overvejer, hvordan ens beslutninger i den enkelte virksomhed – i det her tilfælde sociale tilbud – påvirker verdensmålene og bæredygtigheden. Derfor er det vigtigt, man gør sig nogle overvejelser omkring, hvorvidt man kan oversætte ens indsatser til verdensmålsindsatser.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00