Kommentar af 
Jesper Dalgaard Pøhler

Regeringen bør bestemme, hvor varmt du har det

Selvom du opfordres til at skrue ned for radiatoren den kommende vinter, mener regeringen ikke, at det er lige så vigtigt som sidste år at spare på varmen. Det mudrede budskab fra regeringen er uheldigt i en tid, hvor den grønne omstilling aldrig har været vigtigere, skriver Jesper Dalgaard Pøhler. 

Når folk tager oksekød fra buffeten, eller hvis de skruer op for varmen på kontoret, synes holdningen at være, at regeringen ikke skal blande sig i folks privatliv. Men måske bør den faktisk blande sig, skriver Jesper Dalgaard Pøhler.  
Når folk tager oksekød fra buffeten, eller hvis de skruer op for varmen på kontoret, synes holdningen at være, at regeringen ikke skal blande sig i folks privatliv. Men måske bør den faktisk blande sig, skriver Jesper Dalgaard Pøhler.  Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Jesper Dalgaard Pøhler
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvornår er noget en krise? Det er en politisk beslutning. Det er også en politisk beslutning, hvordan der skal handles på den.

Jeg har været til utallige oplæg om bæredygtighed, hvor rygeloven er blevet fremhævet som det perfekte eksempel på, at vi kan påvirkes til at ændre vaner radikalt. Og endda på ret kort tid.

Der var kæmpestor modstand mod rygeloven, men den blev tvunget igennem, og i dag vil folk virkelig rynke på næsen, hvis du tænder en smøg inden døre de fleste steder – selv rygerne. Vi har skabt en ny standard for, hvad der er normalt og socialt accepteret med hensyn til rygning.

Det samme gjaldt corona-krisen, hvor de fleste gode vaner dog er glemt igen, og energikrisen, hvor de gode vaner nu er i gang med at blive glemt.

Det er slet ikke den samme holdning, vi møder, når folk tager oksekød fra buffeten, eller hvis de skruer op for varmen på kontoret.

Læs også

Her synes holdningen nærmere at være, at regeringen ikke skal blande sig i folks privatliv. Men måske bør de?

Er det nemmest for dig at tage cyklen, offentlig transport eller bilen, når du skal nogen steder? Der er en stor sandsynlighed for, at det er bilen, for vores infrastruktur er primært planlagt med hensyn til privatbilismen. Og selv om de fleste danskere siger, at de gerne vil donere deres organer, når de dør, så er det de færreste, der gør det – for de skal selv aktivt huske at få det gjort.

Der er en række områder i samfundet, hvor politiske beslutninger danner grundlag for, hvad vi synes, der er ret og rimeligt, og hvad der er normal adfærd. Baseret på love, reguleringer, skatter og så videre.

Der er altid en krise, der er lidt tættere på, som vi lige skal klare først.

Jesper Dalgaard Pøhler
Bæredygtighedskonsulent og forfatter

Det seneste skud på stammen er diskussionen om, hvor varmt der må være på kontoret. 19 grader var det sidste år, for der var energiforsyningskrise. I år er det anderledes.

Nu kan vi godt skrue op igen, men regeringen opfordrer til at huske de gode sparevaner fra sidste år.

Ja tak, men det er da immervæk noget sværere nu, hvor det ikke er en nødvendighed.

For hvem skal insistere på de 19 grader? Og kan man holde distancen, når naboen ikke gør det?

Her ryger vi tilbage i klassikeren for klimaforandringerne: Der er altid en krise, der er lidt tættere på, som vi lige skal klare først. Og det må i øvrigt ikke gå ud over nogen at gennemføre den grønne omstilling – bortset fra alle dem, der bliver ramt af klimaforandringerne.

Alle må skrue ned for deres forbrug – rige mennesker mere end andre. I det hele taget bliver vi alle nødt til at gå på kompromis med vores komfort over hele linjen.

Jesper Dalgaard Pøhler
Bæredygtighedskonsulent og forfatter

Men vi bliver nødt til at ofre noget. Vi bør holde os til 19 grader og ruste os med tykke sweatre og varm kakao. Her er der dog en risiko for, at nogen vil opleve dette værre end andre. Studier viser nemlig, at kvinders produktivitet falder ved lavere temperaturer. Derfor er anbefalingen at skrue helt op til 24 grader på kontorer med blandede køn.

Jeg er endnu ikke i stand til at vurdere, om tabet af produktivitet og arbejdsgener er så voldsomt, at 19 grader bliver for stort et offer at gøre sig i klimakampen. Min umiddelbare vurdering er, at det er et rimeligt offer i forhold til de udfordringer, vi står over for.

Men jeg kan meget vel tage fejl og er klar på at ændre holdning.

Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at klimaforandringerne kræver flere ofre fra flere mennesker. Kødelskere må undvære oksekødet. Alle må skrue ned for deres forbrug – rige mennesker mere end andre.

I det hele taget bliver vi alle nødt til at gå på kompromis med vores komfort over hele linjen. Vi har vænnet os til en levevis, som går for hårdt ud over andre levende dyr, planter og mennesker, og vi har ikke gode nok argumenter for at opretholde den levevis med den viden, vi har i dag (for ”komfort” er simpelthen ikke et godt nok argument).

Læs også

Den gode nyhed er, at vi kan lære at finde glæden i andre ting. Sven Brinkmann har skrevet en glimrende bog om glæden ved at gå glip.

Og jeg bringer gerne en liste over rollemodeller, der viser, at man kan gå mod strømmen, omlægge sine vaner, sige fra over for uretfærdigheder, behandle andre mennesker ligeværdigt, nedsætte sit forbrug og droppe flyrejser – og stadig være et godt og lykkeligt menneske. 

Ja, måske kan man endda blive en lille smule lykkeligere af at opdage, hvor lidt ens lykke afhænger af komfort og forbrug.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00