Høring af bekendtgørelse om frister for indberetning af kvantitative indberetningsskemaer for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner

Finanstilsynet har i dag sendt udkast til bekendtgørelse om frister for indberetninger af de kvantitative indberetningsskemaer for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner i høring. Hele udkastet kan downloades nedenfor.

Bekendtgørelsen er en del af solvens II-pakken, hvoraf en række bekendtgørelser forventes at blive sendt i høring i de kommende uger, og har til formål at gennemføre artikel 308b, stk. 5, 7 og 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), som ændret ved direktiv 2014/51/EU (Omnibus II).

Bekendtgørelsen skal ses i sammenhæng med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed (Gennemførelse af solvens II- og omnibus II-direktivet), samt artiklerne 304-317 og 372-375 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). I henhold til artikel 35, stk. 10, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, vil Kommissionen vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberetning med hensyn til modellerne for indgivelse af oplysninger til tilsynsmyndighederne, og bekendtgørelsen vil derfor også skulle ses i sammenhæng hermed.

Solvens II-direktivet stiller krav om at gruppe 1-forsikringsselskaber skal indberette kvantitative indberetningsskemaer, der supplerer oplysningerne i rapporten til Finanstilsynet om selskabets solvens og finansielle situation. Indberetningsskemaerne skal ifølge direktivet senest indsendes til tilsynsmyndighederne henholdsvis 14 uger fra regnskabsårets afslutning for den årlige indberetning og 5 uger fra regnskabsårets afslutning for den kvartalsvise indberetning. For koncerner er disse frister forlænget med 6 uger. Derudover kan tilsynsmyndighederne indføre en overgangsperiode, der medfører en længere frist, der nedtrappes over en 4-årig periode.

For at sikre beskyttelsen af forsikringstagernes interesser og at Finanstilsynet kan føre et lige så effektivt tilsyn fremover som i dag, har Finanstilsynet imidlertid vurderet, at en 14 ugers frist for den årlige indberetning af de kvantitative indberetningsskemaer ikke er hensigtsmæssig. Bekendtgørelsen stiller derfor krav om, at den årlige indberetning af de kvantitative indberetningsskemaer skal foretages senest 8 uger efter regnskabsårets afslutning. Fristen på 5 uger for den kvartalsvise indberetning er videreført i bekendtgørelsen. For koncerner er fristerne hhv. 14 og 11 uger.

Finanstilsynet har desuden vurderet, at det ikke er hensigtsmæssigt at indføre en overgangsperiode for indberetning af de kvantitative indberetningsskemaer.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.

Udkastet er desuden sendt i høring hos en række organisationer.

Finanstilsynet skal anmode om eventuelle bemærkninger til udkastet senest den 29. april 2015.

Bemærkninger kan sendes pr. e-mail på [email protected] og [email protected] eller pr. post til Finanstilsynet, Århusgade 110, 2100 København Ø, Att.: Natasja Uldall Svennevig og Mikala Schiellerup.

Kontaktperson: Mikala Schiellerup

Direkte tlf.nr.: +45 33 55 83 79

Eventuelle høringssvar offentliggør Finanstilsynet her på Høringsportalen. Svarene kan læses i 5 måneder efter høringsfristen er udløbet.

Finanstilsynet er en styrelse i Erhvervs- og Vækstministeriet. Finanstilsynets primære opgave er at føre tilsyn med den finansielle sektor. Desuden deltager Finanstilsynet inden for sit ansvarsområde i lovgivnings- og EU-arbejde om den finansielle sektor.

Myndighed: Finanstilsynet
Type: Lovforslag
Høringsfrist: 29-04-2015
Status: Igang


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget