Forslag til lov om ændring hundeloven

Fødevarestyrelsen sender hermed udkast til forslag til lov om ændring af lov om hunde i høring.

Med forslaget gives der mulighed for, at politiet i særlige tilfælde vil kunne træffe afgørelse om, at en hund af udenlandsk oprindelse udføres fra Danmark frem for, at den aflives. Bestemmelsen tænkes kun anvendt i særlige tilfælde, herunder hvor hundens besidder har været uvidende om lovens forbudsordning, som indeholder forbud mod 13 hunderacer, og uforvarende har bragt en hund af ulovlig race ind i Danmark. Den foreslåede bestemmelse vil ikke gælde for hunde, der er indført og holdes som led i erhvervsmæssig virksomhed.

Det foreslås endvidere, at politiet kan beslutte, at anbringe hunden i pension, indtil der er truffet afgørelse om udførsel af hunden fra Danmark, og at hunden kan anbringes eller skal forblive i pension, indtil hunden udføres af landet. Der kan dog være tilfælde, hvor det vurderes overvejende sandsynligt, at der vil blive truffet afgørelse om udførsel af hunden, og det dermed vil være hensigtsmæssigt, at hunden ikke pensionsanbringes, men kan udføres med det samme, f.eks. i tilfælde, hvor udenlandske turister uforvarende har medbragt en hund af ulovlig race på ferie i Danmark.

Lovforslaget forventes fremsat i Folketinget i oktober 2017.

Myndighed: Fødevarestyrelsen
Type: Lovforslag
Høringsfrist: 11-08-2017
Status: Igang


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget