Forsker: Nyt udspil lover risikovillig forskning – men systemet hæmmer potentialet

Flere basismidler er positivt
Regeringen foreslår at styrke dansk forskning inden for områder som sikkerhed, klima og grøn omstilling, sundhed og social sammenhængskraft – og samtidig skabe bedre betingelser for både den "risikovillige topforskning" og for innovation og iværksætteri. 

Regeringen taler varmt om "risikovillig topforskning" og "vilde satsninger", men hvad betyder det egentlig?

Jesper Wiborg Schneider

Samtidig vil man understøtte forskningens synlighed og integritet samt internationalt samarbejde.

Forslaget er generelt blevet positivt modtaget. Udsigten til flere basismidler og ikke mindst opgøret med den kortsigtede tænkning er blevet mødt med positive tilkendegivelser – og med god grund.

De årlige politiske forhandlinger om forskningsreserven og de efterfølgende bevillinger har til tider virket ukoordinerede og idiosynkratiske. Med den nuværende markante vækst i puljen af midler giver det god mening at skabe en mere langsigtet prioritering – det får man utvivlsomt også bedre forskning og innovation ud af.

Man kan jo altid diskutere de foreslåede prioriteter – og det gør politikerne i øjeblikket – men det kan også være interessant at se lidt nærmere på nogle af de antagelser, der ligger bag udspillet, og de forventninger eller forhåbninger, som er knyttet til det.

Et årligt ritual
Som jeg tidligere har bemærket, opstår der i forbindelse med forhandlingerne om forskningsreserven næsten hvert år en rituel debat om, hvorvidt midlerne skal være "frie" eller "bundne".

Regeringens udspil søger tydeligvis at imødegå den forudsigelige kritik – fordi mange af midlerne prioriteres til strategisk forskning og innovation – ved at fremhæve behovet for balance i forskningsfinansieringen.

Med andre ord: Der skal tilføres frie forskningsmidler for to milliarder kroner til universiteterne, 120 millioner kroner til Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) og knap 150 millioner kroner til talentprogrammer under DFF.

Det bliver interessant at følge, i hvilket omfang dette faktisk kan være med til at understøtte et "solidt fundament" for såkaldt "risikovillig topforskning".

Meget afhænger af, hvordan universiteterne prioriterer pengene internt – noget går til fællesudgifter, noget bliver prioriteret politisk, og ikke alle forskere skal nødvendigvis glæde sig for tidligt, hvis de håber på et generelt løft. De ekstra frie midler til DFF kommer næppe til at ændre væsentligt på de i forvejen lave succesrater.

Forskningssystemet er udfordret
Vi har løbende her i Altinget peget på udfordringerne i det nuværende forskningssystem: en uhensigtsmæssig koncentration af midler, hyperkonkurrence, belønning af de få, et udbredt prekariat og vanskelighederne ved at bedrive forskning, medmindre man er blandt de få, der får foden indenfor og formår at kapitalisere på det. 

I min optik mangler der nogle grundlæggende systemiske overvejelser i udspillet.

Jesper Wiborg Schneider

Der er desværre ikke meget i det nye udspil, som ser ud til at ville modvirke eller ændre på dette – tværtimod. Meget er ved det gamle, og retorikken er skruet markant op.

Regeringen taler varmt om "risikovillig topforskning" og "vilde satsninger", men hvad betyder det egentlig?

Sådan forskning opstår ikke automatisk, blot fordi universiteterne får flere basismidler. Risikovillighed kommer sjældent ud af det blå, men modnes gennem en længere, koncentreret forskningsindsats.

Nogle gange opstår den risikofyldte idé som et biprodukt af det, man egentlig arbejder med – lidt som når banebrydende forskning ofte skyldes en uforudset eller tilfældig opdagelse.

Litteraturen om forskningssystemers risikovillighed peger på, at det afgørende ikke er finansieringsniveauet i sig selv, men de institutionelle og kulturelle rammer for forskningen – især etableringen af "beskyttede rum", der afskærmer forskningen fra kortsigtede eksterne krav og giver forskere stabilitet, autonomi og mulighed for at forfølge langsigtede eller usikre videnskabelige ideer.

Et eksempel kunne være Danmarks Grundforskningsfonds excellenscentre, som synes at lykkes med at skabe sådanne beskyttede rum – og dermed grobund for risikovillighed – selvom det egentlig ikke er det, de formelt støtter.

Det peger alt sammen i retning af, at et "solidt fundament" – ud over ressourcer – også kræver beskyttede rum, tid og åbenhed. Spørgsmålet er, om ikke flere i systemet burde have mulighed for dette? Det vil være uheldigt, hvis de nye midler blot styrker det bestående – for det er næppe herfra, de fleste vilde idéer vil komme.

Kan fondene fordele midlerne intentionerne?
I min optik mangler der nogle grundlæggende systemiske overvejelser i udspillet. Uddelingen af de mange nye frie og tematiske forsknings- og innovationsmidler rejser åbenlyse spørgsmål om kapacitetsudfordringer.

Der er i forvejen mange penge i dansk forskning, og med de velkendte koncentrationseffekter in mente kan man godt bekymre sig over, om systemet effektivt kan absorbere de mange nye midler, eller om fondene overhovedet kan fordele dem hensigtsmæssigt efter intentionerne.

Man kunne jo minde om, at man tidligere har haft et velfungerende Strategisk Forskningsråd til netop sådanne formål.

Et sidste pip herfra skal være udspillets manglende ambition i forhold til de private fonde. Der tales om et årligt topmøde, hvor man kan diskutere ambitioner.

Faktum er dog, at den danske forskningspolitiske verden er lille, og folk mødes ofte – og mon ikke man også allerede er nogenlunde enige om ambitionerne? Som vi tidligere har påpeget her i Altinget, bør en dansk forskningsstrategi omfatte både offentlige og private fonde.

Ud over fælles ambitioner bør man også adressere forskningssystemets udfordringer, lave klare arbejdsdelinger mellem fondene – og ambitionen kunne jo med fordel være lidt mere end et årligt topmøde.

Når det er sagt, skal "nybruddet" hilses positivt velkommen – også herfra.