En offentlig forskningsstrategi nytter ikke noget. Private fonde skal med

Både Stinus Lindgren og Carlsbergfondet fremhæver, hvordan forskningsreserven er vokset markant inden for de seneste år, og hvordan den primært bruges til at oprette tematiske, fokuserede puljer, som rettes mod politisk definerede områder. Eksempelvis klimaforskning, forskning i læring og trivsel, eller kunstig intelligens.

Alle disse områder er uden tvivl vigtige og relevante, men problemet, som fremhæves, er, at der ikke er nogen overordnet retning, og at grundforskningen reelt nedprioriteres, når større og større puljer rettes mod skiftende tematikker. 

En anden udfordring, som manglen på en national forskningsstrategi understøtter, er, at forskningsfinansieringen på mange måder bliver reaktiv og ikke giver mulighed for at imødegå de mekanismer, som vi ved, der eksisterer.

Det kan eksempelvis være koncentrationseffekter, hvor få forskere (og forskningsmiljøer) bliver ekstremt succesfulde, og alle andre får forholdsvist sværere ved at opnå finansiering til deres forskning.

Hvis der skal laves en samlet strategi for dansk forskning, så nytter det nok ikke noget kun at lave en offentlig strategi.

Lise Degn
Lektor, Aarhus Universitet

Koncentrationseffekter ved forskningsmidler har undertegnede og kolleger tidligere beskrevet i Altinget. De er i en vis udstrækning udtryk for, at det danske forskningsfinansieringssystem ikke er koordineret; At private og offentlige kilder finansierer det samme efter devisen: "Vi finansierer blot de bedste".

Udfordringen er, at de bedste kun bliver de bedste, fordi de har mulighed for at få finansieret deres forskning. Omvendt er det svært at blive verdensførende, hvis man ikke kan få finansieret sin forskning. 

Overordnet er der mange gode grunde til at skubbe på for at få udarbejdet en national forskningsstrategi. Men spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at lave en forskningsstrategi, uden involvering af de private fonde?

Carlsbergfondets ledelse kalder i ovennævnte indlæg også på "dialog med de forskningsstøttende fonde". Men er dialog nok, eller kræver en effektiv strategi et mere forpligtende samarbejde mellem det offentlige forskningsfinansieringssystem og det private? 

Som det er blevet pointeret mange gange, fylder de private fonde – og ikke mindst Novo Nordisk Fonden – så meget i det danske forskningslandskab, at de snart deler flere penge ud til dansk forskning end de offentlige kilder.

Novo Nordisk Fonden finansierer alene cirka 14 procent af al offentlig forskning, primært inden for det sundhedsvidenskabelige område.

Når vi samtidig ser, at det offentlige system finansierer sundhedsforskning med uformindsket styrke, giver dette uvægerligt problemer med at omsætte midlerne effektivt – særligt, fordi at pengene flyder til de samme områder inden for sundhedsforskningen.

Omvendt kan vi se, at ganske få private fonde finansierer eksempelvis humanistisk forskning – og når de gør, er det ofte med fokus på tværfaglighed og altså ikke grundvidenskabelig humaniora.

Denne "skævhed" er på nogen måder rimelig. Både ud fra et forskningsperspektiv og fra et fondsperspektiv.

De private fonde opererer ud fra en fundats, som i høj grad definerer, hvilke typer forskning, de støtter. Som de også selv ofte pointerer, så skal vi være glade for, at vi har så mange gavmilde fonde, som understøtter dansk forskning.

Fra et forskningsperspektiv kan det pointeres, at der er god grund til, at sundhedsforskning samlet set skal have flere penge end humanistisk forskning. Der er forskel på, hvad forskning koster, alt efter vidensproduktionsmodel.

Netop derfor er det også påfaldende, at store dele af forskningsfinansieringen fordeles på samme måde: Med projektmidler, som opstiller bestemte rammer for, hvordan forskning kan udføres.

Disse rammer fastlægger først og fremmest en vis varighed og en vis størrelse (typisk fire til seks millioner), hvilket er med til at anspore forskere til at tænke forskningsprocesser på bestemte måder; Typisk opdelte processer, som kan udføres mere eller mindre selvstændigt af junior-forskere, da mange projekter ikke indebærer midler til fastansatte.

Der er snarere behov for en fælles national strategi.

Lise Degn
Lektor, Aarhus Universitet

Dette kan man også kalde laboratoriemodellen, da det tydeligvis er inspireret af en forskningspraksis, hvor en professor står i spidsen for en forskningsgruppe.

Det er en model, som vil være genkendelig for mange natur- og sundhedsvidenskabelige forskere, men måske i mindre grad for humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere.

Både offentlige og private finansieringskilder har dog adopteret denne model for uddelingspraksis, hvilket giver en bemærkelsesværdigt homogen uddelingspraksis i et ellers relativt heterogent finansieringslandskab. 

Netop de to tendenser, som jeg har skitseret her – at de private og offentlige kilder mere eller mindre bevidst: 1) Finansierer det/de samme (koncentrationseffekter), og 2) ensretter deres måder at finansiere på (ensartede projektbevillinger) – understreger behovet for, at alle aktører inddrages i arbejdet med at beslutte, hvordan vi bedst understøtte det samlede forskningssystem i Danmark. 

Her står de private fonde ikke på ydersiden, men er en central og vigtig brik i det samlede puslespil.

Det betyder dermed også, at hvis der skal laves en samlet strategi for dansk forskning, så nytter det nok ikke noget kun at lave en offentlig strategi. Der er snarere behov for en fælles national strategi, hvor hele dette økosystem tænkes ind og ikke mindst forpligtes på en længerevarende strategisk plan for dansk forskning.