Magtudredningen: Vi har meget begrænset viden om de mest indflydelsesrige spillere på forsknings- og fondsområdet

I det følgende forsøger vi at opridse, hvad vi allerede ved om forskningsfinansiering, og hvilke udfordringer, der kan være ved et mere differentieret finansieringssystem.

Dernæst præsenterer vi en oversigt over fondslandskabet, fondenes uddelingsprofiler samt en kort analyse af samspillet mellem offentlige og private finansieringskilder.

Vi afslutter med at diskutere, hvad vi endnu ikke ved nok om, og hvordan debatten om de private fondes magt i forskningssystemet kan kvalificeres. 

Demokratier har brug for forskning

Et velfungerende og uafhængigt forskningssystem er essentielt for moderne demokratiske samfund. Danmarks status som videnssamfund er blevet slået fast af skiftende regeringer siden 2000'erne, og de offentlige investeringer i forskning er steget til i omegnen af 27 milliarder kroner i 2023.

En væsentlig udvikling er dog, at en stigende andel af disse midler er konkurrenceudsatte, eksempelvis via uddeling fra Danmarks Frie Forskningsfond eller andre offentlige puljer. 

Generelt viser studier, at forskning finansieret via konkurrenceudsatte midler er i stigning globalt.

I Danmark nærmer andelen af konkurrenceudsatte midler sig 50 procent af de samlede midler. Dertil kommer den stigende mængde midler, som uddeles af de private fonde. 

Private fonde, som finansierer forskning eller andre almennyttige formål, er et globalt fænomen. Blandt store og kendte filantropiske fonde kan nævnes Volkswagen Stiftung i Tyskland, Wellcome Trust i Storbritannien og the Bill and Melinda Gates Foundation i USA. 

Danmark skiller sig imidlertid ud i forhold til mængden af fonde; I 2022 var der over 3.000 fonde, som bevilgede midler til almennyttige formål, herunder forskning. Fondslandskabet i Danmark er dermed meget varieret og består af en stor mængde små og mellemstore fonde, som uddeler under 50 millioner kroner om året til forskellige almennyttige formål. 

Det er dog ofte de meget store fonde, som er i fokus. Det er med god grund, da det netop er disse, som de seneste år har øget deres bevillinger til forskning markant. Også her adskiller det danske fondslandskab sig fra andre lande: Relativt til landets og forskningssystemets størrelse har Danmark en håndfuld meget store fonde, der som nævnt uddeler mange milliarder til bestemte forskningsområder. 

Global trend rammer Danmark

Man kan måske spørge, hvad problemet er ved, at der i disse år tilføres rigtig mange penge til forskning i Danmark.

I den internationale litteratur er der igennem de senere år blevet peget på en række mekanismer, som potentielt kan føre til skævheder og ulighed i forskningen, hvilket igen eksempelvis kan føre til marginalisering af bestemte områder. 

Den generelle betragtning er, at dansk sundhedsvidenskabelig forskning er begunstiget med særdeles gode finansieringsmuligheder.

Lise Degn, Jesper W. Schneider, Emil Bargmann Madsen og Maria-Theresa Norn

Først og fremmest ses en global tendens til koncentration, hvilket er et udtryk for, at en stor del af de konkurrenceudsatte midler koncentreres på få hænder eller få grupper. Overordnet kontrollerer mellem 20 og 25 procent af forskerne 70 til 80 procent af midlerne. Det er også et udtryk for den veldokumenterede Matthæus-effekt. Det vil sige "de, som har, skal mere gives".

Effekterne af koncentration af forskningsmidler er eksempelvis faldende marginalt vidensudbytte og dårligere vækstlag i forskningsmiljøerne. 

Så hvordan kan vi forstå de danske private fonde i relation til dette?

De private fonde har forskellige primære indsatsområder, når det kommer til forskningsfinansiering. Deres indsatsområder er typisk forbundet til den primære aktivitet i den eller de virksomheder, fondene ejer, og/eller mere almene interesser, typisk nedfældet historisk i fondenes fundats.

For eksempel uddeler Lundbeckfonden midler til offentlig dansk forskning, overvejende inden for biomedicin og sundhedsvidenskab og primært med fokus på hjernen. Lundbeckfonden ejer hovedparten af Lundbeck, som er et globalt medicinalfirma med speciale i hjernesygdomme. 

Man kunne derfor godt få den opfattelse, at det danske forskningslandskab har en bred økologi, når det kommer til forskningsfinansiering, bestående af private fonde, der dækker mange områder med begrænset overlap, og som supplerer de offentlige forskningsfonde som DFF og Grundforskningsfonden. 

Men sådan forholder det sig ikke.

Ulighed præger sundhedsforskning

Først og fremmest ser vi i Danmark også en stor grad af koncentration, som beskrevet oven for, da omkring 20 procent af forskerne får mere end 80 procent af midlerne. Derfor ser vi også en stærk koncentration af midler på områdeniveau, hvor cirka 25 procent af områderne får 75 procent af alle midlerne. Selv inden for områderne ses en kraftig skævhed, eksempelvis inden for sundhedsvidenskab.

Forskningssystemer er generelt kendetegnet ved skævhed eller ulighed i belønninger og tildeling af resurser.

Lise Degn, Jesper W. Schneider, Emil Bargmann Madsen og Maria-Theresa Norn

Den generelle betragtning er, at dansk sundhedsvidenskabelig forskning er begunstiget med særdeles gode finansieringsmuligheder. Men mulighederne er ikke lige.

Der er eksempelvis stor forskel på, om man forsker i endokrinologi eller lungefysiologi. De endokrine områder står alene for omkring 11 procent af den totale finansiering af sygdomsrelateret forskning i Danmark.

Dette er interessant af flere grunde, men er det måske primært, fordi der ikke er nogen nævneværdig sammenhæng mellem, hvor meget forskningsfinansiering der går til et sygdomsområde, og hvor stor en byrde dette sygdomsområde udgør for samfundet.

Med andre ord har man en række sygdomme som KOL og forskellige hjertesygdomme, som udgør en større byrde for samfundet end eksempelvis brystkræft eller endokrinologiske sygdomme som diabetes, der til sammenligning er utrolig velfinansierede.

Her kunne man ræsonnere, at dette er et resultat af, at Novo Nordisk Fonden har store interesser i stofskifte og diabetes og derfor også understøtter forskningen indenfor disse områder. Men her er det værd at bemærke, at der faktisk er et betragteligt overlap i finansieringsmønstrene mellem de offentlige og de private fonde.

Med andre ord flyder offentlige og private midler ofte til de samme områder og de samme personer. Det kan der være forskellige grunde til. En helt oplagt er, at midlerne går til de samme få forskere. Det vil sige dem, som allerede er succesfulde, og som derfor kommer til at kendetegne forskningsindsatsen. 

Skæve forhold rejser nye spørgsmål

Forskningssystemer er generelt kendetegnet ved skævhed eller ulighed i belønninger og tildeling af ressourcer.

Men når nu dette synes at være et vilkår, rejser det jo et interessant spørgsmål om, hvordan prioriteterne for forskningsindsatser og bevillinger bestemmes både i de private fonde og blandt offentlige beslutningstagere.

Læg dertil, at hvem og hvad der opnår finansiering, desuden påvirkes af, hvilke forskningsansøgninger forskningsmiljøerne selv vælger at indsende – samt af universitetsledernes strategier og dialoger med private fonde.

Det kan dermed ikke konkluderes entydigt, hvordan eller i hvilket omfang private fondes finansiering af forskning påvirker dansk forskning.

Men én ting synes klart: Der opstår en selvforstærkende effekt af forskningsfinansieringen, som skaber en ensretning. Nogle områder har det svært, mens andre trives.

Nogle vil argumentere for, at koncentrationen er vigtig for at opretholde styrkepositioner; Andre vil argumentere for, at nybrud sjældent kommer fra veletablerede forskningsprogrammer.

Danmark mangler viden om fondenes strategiske magt

Som vi har peget på i ovenstående, ved vi altså en del om fondenes uddelinger, hvordan de fordeler sig over videnskabelige områder, og hvordan de til en vis grad overlapper med de offentlige fondes uddelinger.

Med andre ord ved vi en del om effekterne af deres uddelinger, men til gengæld er der meget lidt forskning i fondenes strategiske arbejde, deres netværksrelationer ind i og udenom det videnskabelige system samt samspillet mellem disse – altså fondenes relationelle og strategiske magt. 

Der er dermed en række områder, som med fordel kunne undersøges nærmere i forhold til at komme tættere på at beskrive, hvordan fondenes magt udspiller sig.

Særligt vil vi pege på to centrale spørgsmål:

1. Hvordan prioriterer de enkelte fonde, hvilke områder de vil støtte og med hvilke instrumenter?
2. Hvordan udfolder den relationelle magt sig eksempelvis i samspil med andre private og offentlige interessenter? 

Som nævnt er de private fonde meget forskellige, men mange af de største uddeler faktisk på en meget ens måde. Deres virkemidler er overordnet set ret ens, hvilket vil sige, at de retter sig mod samme stillingskategorier eller mod eksempelvis oprettelsen af forskningscentre.

På den anden side kommer forskelligheden i stigende grad til udtryk eksempelvis i skrivende stund, hvor Novo Nordisk Fonden har annonceret en række massive investeringer, som mange har stillet sig kritisk over for, da de finder prioriteringerne og beslutningsprocesserne uigennemskuelige. 

Generelt vil vi med denne kronik pege på, at der er behov for mere forskning i, hvordan magt udfolder sig i forskningssystemet.

Lise Degn, Jesper W. Schneider, Emil Bargmann Madsen og Maria-Theresa Norn

I relation til fondenes relationelle magt ville det være gavnligt at kortlægge, hvordan beslutningsstrukturer og indflydelsesnetværk udfolder sig internt i fondene og mellem fonde og centrale interessenter.

En populær opfattelse er, at fondene fastlægger deres prioriteter uafhængigt af universiteterne og forskersamfundet. Men i mange af fondene sidder forskere og tidligere universitetsledere på helt centrale poster.

Der er dermed en ganske betydelig "persontrafik" mellem universiteter, fonde og offentlige poster, som med fordel kunne kortlægges for at få et mere nuanceret blik for, hvordan den relationelle magt udfolder sig i fonds- og forskningsverdenen. 

Generelt vil vi med denne kronik pege på, at der er behov for mere forskning i, hvordan magt udfolder sig i forskningssystemet. Som skiftende regeringer har peget på siden årtusindskiftet, så er forskning og innovation helt centralt for det danske samfund og verdenssamfundet, men alligevel har vi meget begrænset viden om de mest indflydelsesrige spillere på dette område: Fonde, forskere og forskningspolitikere.