Fundamentet under forskningen slår sprækker. Derfor har vi brug for en ny forskningsstrategi

Udfordringerne er ellers velkendte både her i Danmark og bredt set i EU, som beskrevet i Draghi-rapporten. Jeg påstår ikke at have alle svarene, men jeg har da gjort mig nogle tanker om området, som jeg kommer ind på nedenfor.

Derfor ville jeg som det første nedsætte en kommission med relevante aktører, der kunne analysere området grundigt, beskrive styrker og svagheder, og komme med forslag til tiltag, der kan fremtidssikre denne helt afgørende del af vores samfund.

Jeg ville kigge på, hvilke styrkepositioner vi har i dansk forskning, som vi skal sørge for at værne om og – hvor det er nødvendigt – hjælpe med at omsætte viden og ideer til produkter og virksomheder.

Men hvis vi skal bevare vores position som et stærkt videnssamfund, skal vi sikre både bredden og dybden i forskningen og ikke tage en enstrenget merkantil tilgang til området, som der desværre er en tendens til de senere år.

Når uddannelser svækkes eller helt forsvinder, går det også ud over forskningen.

Stinus Lindgreen (R)

Derfor skal vi også have identificeret svaghederne i vores forskningslandskab. Hvilke områder er truede på studerende, undervisere, forskere og midler? Der skal være en vis kritisk masse, før det er holdbart, og den skal vi sikre.

De seneste års reformer på området – ikke mindst kandidatreformen – har desværre gjort stor skade på vores videregående uddannelser, og det rammer særligt små fagområder. Her skal vi sætte ind for at sikre, at disse felter ikke forsvinder, for når de først er væk, er det meget svært at bygge op igen.

For når uddannelser svækkes eller helt forsvinder, går det også ud over forskningen. Det kræver naturligvis en vis kritisk masse af undervisere, hvis man også skal have et forskningsmiljø.

Med til denne diskussion hører nok også en mere overordnet diskussion af, hvilke profiler vores universiteter har, og om den fordeling stadig giver mening.

Det er kun blevet mere relevant på bagkant af regeringens reformer, der har ramt flere særligt små fag, så det kan være svært at sikre den nødvendige størrelse, finansiering og tiltrækning af både studerende og medarbejdere.

For hvorfor er det, vi har universiteter? Hvad er formålet med dem? Hvorfor skal vi forske i alt fra videnskab, teknologi, ingeniørfag og matematik over sprogfag til kunst og kultur?

Den diskussion savner jeg bliver taget i dag, for når man ser på de politiske reformer på området, virker det som om, at flere partier ikke har en holdning til det.

Vi er også nødt til at se på finansieringen af vores universiteter i lyset af de store og stadigt voksende private fonde overfor offentlige forskningsmidler og basismidlerne, der slet ikke har kunnet følge med. Den udvikling har en række konsekvenser.

At der er private fonde, der ønsker at støtte dansk forskning, er en god ting, men man kan – om jeg så må sige – få for meget af det gode.

Man har fra statens side ikke taget problemet alvorligt, selv om udviklingen har været velkendt længe.

Stinus Lindgreen (R)

Problemet er ikke, at fondene gerne vil give penge. Udfordringen ligger i, at de eksterne bevillinger binder flere og flere basismidler, hvilket igen låser universiteternes frihedsgrader og den enkelte forskers mulighed for at forfølge egne gode ideer.

Når basismidlerne kun vokser en smule, mens de eksterne bevillinger vokser voldsomt, så bliver de frie midler udhulet. Med andre ord har man fra statens side ikke taget problemet alvorligt, selv om udviklingen har været velkendt længe.

Den voksende ubalance mellem private og offentlige midler betyder også, at der sker en skævvridning i, hvilke områder der forskes i, og det kan have endog meget store konsekvenser for den faglige profil og deraf afsmittende effekt på en række andre områder.

Igen er problemet ikke i sig selv de eksterne midler, men derimod, at man ikke har forsøgt at matche udviklingen fra offentlig side.

Endelig er denne udvikling også med til at gøre selve arbejdsmiljøet mere stresset.

Forskning er og skal være kompetitivt, for det handler om at lade ideer brydes og lade fagfolk vurdere kvaliteten og prioritere midlerne til de bedste.

Men der skal også være en balance.

Tallene viser, at det over de seneste årtier er blevet stadigt sværere for unge forskere at finde ansættelse, og tiden fra doktorgrad til fastansættelse er vokset støt.

Derudover er det i dag et faktum, at man selv som fastansat konstant skal søge eksterne midler til egen forskning, hvilket lægger et konstant pres på de ansatte, hvilket ikke nødvendigvis er fordrende for kreative ideer og god forskning.

Jeg ser flere løsninger her. For det første skal man indse, at målsætningen om at afsætte 1 procent af bruttonationalproduktet til forskning er et minimum.

Vi skal arbejde for at øge andelen af offentlige forskningsmidler – vi har i Radikale foreslået at komme op på 1,5 procent over tid – så det ikke kun er de private fonde, der styrer forskningen i Danmark.

Det er i dag et faktum, at man selv som fastansat konstant skal søge eksterne midler til egen forskning, hvilket lægger et konstant pres på de ansatte.

Stinus Lindgreen (R)

Det er vores ansvar at sikre midler til de områder, der ikke nødvendigvis er fokus for en fond, men som vi som samfund gerne vil have forskning i. Kun sådan kan vi skabe balance i finansieringen.

For det andet skal vi have en diskussion af forskningsreserven, der er vokset fra omkring en halv milliard kroner til i dag at være 5,5 milliarder kroner.

Det er en voldsomt stor andel af de offentlige midler, der fordeles politisk, og det er i mine øjne ikke den optimale måde at gøre det på.

I stedet burde man bruge langt hovedparten til dels at øge basismidlerne, dels at øge grundfinansieringen af de offentlige fonde. Det vil sikre bedre balance på universiteterne og en styrkelse af de konkurrenceudsatte midler.

Til sidst vil jeg fremhæve, at den geopolitiske situation med al tydelighed viser, at vi skal have en ordentlig diskussion af forskningens rolle i den nye verdensorden.

Lige nu er tendensen, at vi i Danmark går i protektionistisk retning, afbryder samarbejder og lukker os om os selv. Det er i mine øjne en forkert vej at gå.

Forskning er i sin natur grænseoverskridende, og vi vinder som land mere af at samarbejde med andre, end vi måtte tabe.

Hvis vi over en bred kam lukker for samarbejder, er det os, der taber mest. Ikke de andre.

Selvfølgelig skal man ikke være naiv, og der er oplagte områder, hvor vi ikke bare kan samarbejde med hvem som helst, og hvor vi skal være (mere) opmærksomme på, hvor data ender henne – men det er undtagelsen.

Ikke mindst fordi offentlig forskning jo som udgangspunkt ender med, at resultaterne alligevel offentliggøres og deles med alle andre.

Man kan på et splitsekund smide årtiers arbejde på gulvet og miste viden, man ikke bare lige kan genetablere.

Stinus Lindgreen (R)

Man skal huske, at det kan tage årevis at opbygge samarbejder og relationer, og hvis man tvinges til at afbryde dem, kan man på et splitsekund smide årtiers arbejde på gulvet og miste viden, man ikke bare lige kan genetablere.

Man bør hellere se forskning som diplomati og som en mulighed for at styrke bånd og relationer.

Andreas Mogensen har flere gange fremhævet den Internationale Rumstation som det smukkeste eksempel på internationalt samarbejde, fordi alle de repræsenterede nationer skal være til stede. Rumstationen fungerer kun, når man samarbejder.

Jeg vil påstå, at netop i disse tider er det endnu vigtigere at etablere samarbejder på tværs af landegrænser – og måske kan vi endda tiltrække forskere fra andre lande, hvis rammerne og friheden er til stede herhjemme.

Det er nogle af mine tanker om en national forskningsstrategi. Nu venter jeg spændt på, hvad regeringen kommer med. Måske bliver jeg positivt overrasket.