Det nye kodeks for forskningsfrihed er kun papir, indtil det udmønter sig i en ny styring af universiteterne

Ikke fordi deltagerne ikke mener det alvorligt, men fordi politik – især i perioder, hvor valgkampen inde på Christiansborg de facto allerede er gået i gang – har en tendens til at blive ved symbolpolitikken, storslåede vendinger og fine strofer.

Når politik bliver til signaler og påfuglefjer, kan noget så fint som et "topmøde" blive en del af en tjekliste: "Se! Vi har talt om akademisk frihed."

Så kan man vise en "god stemning" frem. Men akademisk frihed kan ikke sikres med god stemning.

Det opdaterede 'Kodeks for integritet i forskning' er imidlertid et skridt i den rigtige retning.

Kodekset er blevet revideret med fokus på blandt andet internationalt samarbejde, open science, kunstig intelligens – og forskningsfrihed.

Der er henvisning til Bonn-deklarationen og UNESCO's anbefalinger i forhold til ansættelsesvilkår samt akademisk frihed, hvor der er vidtgående anbefalinger og erklæringer vedrørende de strukturer, der er nødvendige foranstaltninger til at sikre reel frihed til at forske, undervise og formidle – uden frygt for repressalier. 

Uden reelle uafhængige klagemuligheder, kontrolmekanismer og dermed retssikkerhed bliver normerne for forskningsintegritet let til et ansvar pålagt den enkelte forsker.

Maria Toft

Strukturer såsom ansættelsessikkerhed eller uafhængige instanser, der kan beskytte mod pres på forskernes integritet. Alle foranstaltninger, der i øvrigt ikke er indført i Danmark (endnu).

Men her kommer det afgørende punkt: Et kodeks er papir, indtil der findes infrastruktur til at håndhæve det – og et sikkert sted at gå hen, når papiret møder virkeligheden.

Jeg og tusindvis af andre (især prekært ansatte) forskere har selv måttet erfare den sandhed på den hårde måde, for eksempel ved at sige fra over for forskningstyveri, sexisme eller giftige ledelser.

Til konteksten bør det nævnes, at Danmark har et af de mest top-down styrede og hierarkiske universitetssystemer i verden, hvor der er færre uafhængige kontrolmekanismer (såkaldte checks and balances) end hos større virksomheder.

Uden reelle uafhængige klagemuligheder, kontrolmekanismer og dermed retssikkerhed bliver normerne for forskningsintegritet let til et ansvar pålagt den enkelte forsker. I et magtasymmetrisk rum bliver forskningskulturen således skævvredet med tiden – til sidst præget af tavshed og "den stærkes ret."

I forskningssociologien findes en udbredt diagnose om universitetssystemet, der rammer noget genkendeligt: "academic feudalism." Pointen er ikke, at universiteter er middelalderlige, men at bestemte magtformer kan ligne dem.

Ressourcer samler sig i "len": bevillinger, data, laboratorier, forfatterskaber, netværk, adgang til næste ansættelse. Afhængighed bliver dermed ikke blot et individuelt vilkår, men et organiseringsprincip.

Den, der kontrollerer adgangen, kan forme, hvad der bliver forsket i, hvordan der tales om det, og hvem der får lov til at blive.

Universitetet er på én gang hypermoderne i sin teknologi og på samme tid totalt gammeldags i sin organisering.

Feudalsamfundet eksisterede i en tid, hvor magt, ressourcer og beskyttelse var bundet til personlige afhængigheder: Herremanden kunne give adgang til jord, men kunne også tage den fra dig.

Man gjorde hoveri, man betalte afgifter, og man levede med usikkerhed – og med en klar fornemmelse af, hvem der kunne afgøre ens fremtid.

Hvis man skifter "jord" ud med "midler, netværk, data, laboratorier og stillinger," bliver analogien til universitetsverdenen foruroligende præcis.

Mange yngre forskere lever i korttidskontrakter, hvor adgang til næste ansættelse, publikationer og faglig legitimitet ofte er knyttet til en lille gruppe magtcentre: bevillingshavere, ledelser og udvalg.

Det er ikke nødvendigvis ond vilje; det er struktur. Netop derfor er et kodeks – selv et godt kodeks – aldrig nok.

Når man ser universitetsverdenen gennem den feudale linse, bliver det tydeligt, hvorfor forskningsfrihed ikke kan sikres med anbefalinger alene. Frihed er ikke kun en rettighed; den er ligeledes en praktisk mulighed – ligesom brud på forskerens integritet bør være en praktisk umulighed.

Muligheder og umuligheder kræver struktur: retssikkerhed, gennemsigtighed, adgang til uafhængig hjælp – og en arbejdsmarkedslignende tryghed, der gør det realistisk at sige fra over for pres på sin (forsknings)integritet.

Her er det værd at huske, at en stor del af forskerstaben lever i vedvarende usikkerhed. Tidsbegrænsede stillinger udgjorde 70 procent af alle nyansatte forskere i Danmark i 2022, og vejen til fast ansættelse strækker sig ofte over ti år eller mere.

Midlertidighed er ikke kun et personalepolitisk forhold; det er en styringsteknologi. Den gør det rationelt at udskyde konflikter, nedtone kritik og undgå vanskelige forskningsspørgsmål.

Hvis topmødet skal være andet end en vellykket markering af et fint nyt kodeks, bør det derfor munde ud i en tydelig politisk vilje til at undersøge etableringen af nye rammer for styringen af universiteterne. Rammer, der sikrer en mere balanceret og moderne kultur med reel demokratisk inddragelse – samt en reel implementering af Bonn-deklarationen og UNESCOs anbefalinger.

Løsningerne findes, og der er adskillige gode idéer blandt forskerkollektivet til at styrke forskningens rammer. Bare se de 26 konkrete løsningsforslag, som Forskerbevægelsen har lagt frem til diskussion op til topmødet, kaldet "Universiteter til nutiden."

Løsninger, der handler om styrkelse af forskningskulturen, styringen og ledelsen af universiteter, ansættelsesvilkår og universiteternes rolle i et oplyst demokrati.

Muligheder og umuligheder kræver struktur: retssikkerhed, gennemsigtighed, adgang til uafhængig hjælp – og en arbejdsmarkedslignende tryghed, der gør det realistisk at sige fra.

Maria Toft

Til sidst er det værd at dvæle ved ordet "integritet". Ordet integritet kommer af latin integritas, som betyder 'helhed, uskadthed.' At have integritet betyder således at være hel (med sig selv).

En tilstand, hvor der er overensstemmelse mellem værdier og handlinger – hvor der er resonans mellem det, man siger, og det, man gør. På den måde er forskningsintegritet, personlig integritet og politisk integritet alle sider af samme sag.

Med andre ord: Der findes ingen integritet i kodekset som tekst, hvis det ikke ledsages af handlinger og strukturer, der afspejler og understøtter kodekset.

Uden disse risikerer kodekset at blive et hult og fragmenteret forsøg på at skabe "god stemning" – i et fortidigt universitetssystem med middelalderlige afhængigheder.