Studenterrådgivningen: SPS-støtte er både nødvendig og problematisk – derfor kræver den sin egen faglighed

God støtte kræver faglig dømmekraft

Jo større støttebehov, desto større er risikoen for, at den studerende oplever sig som anderledes eller på kanten af fællesskabet: "Hører sådan en som mig til her?" Og jo mere støtte, der organiseres parallelt med uddannelsen, desto større er risikoen for, at støtten utilsigtet bidrager til afkobling frem for deltagelse.

Det er derfor ikke kun støtten i sig selv, der er vigtig – det er fagligheden bag støtten også.

SPS-støtte kan ikke reduceres til et administrativt eller praktisk anliggende. Den indebærer komplekse afvejninger mellem individuelle livsvilkår og almene studielivsudfordringer, mellem hjælp og selvhjulpenhed – og mellem diagnose og funktion i den konkrete studiesammenhæng.

Det kræver faglig dømmekraft at vurdere, hvornår støtte er hjælpsom, og hvornår den risikerer at fastholde den studerende i en position som særlig og afvigende.

SPS-støtte kan ikke reduceres til et administrativt eller praktisk anliggende. Den indebærer komplekse afvejninger mellem individuelle livsvilkår og almene studielivsudfordringer.

 Marie Linde Husby & Thomas Bruun

Denne dømmekraft opstår ikke af sig selv, men forudsætter klare faglige standarder, løbende kompetenceudvikling og organisatoriske rammer, der giver plads til faglig refleksion og videndeling og et tydeligt organisatorisk ansvar for, at disse rammer faktisk er til stede på tværs af institutioner.

Hvem skal udvikle fagligheden?

Støttegiverfagligheden praktiseres af dem, der yder den konkrete støtte til studerende med SPS-behov.

Det drejer sig grundlæggende om tre grupper: medarbejdere, der har SPS som deres kerneopgave, undervisere, der har det som en ekstrafunktion og medstuderende, der fungerer som studiementorer.

Fælles for dem er, at de står i et praksisnært og relationelt arbejde med de studerende – og at de ofte løfter opgaven under meget forskellige rammer og med varierende adgang til faglig sparring og opkvalificering.

Netop derfor er der behov for at betragte støttegiverfagligheden som en fælles faglig disciplin, der bør udvikles nationalt på tværs af roller og institutioner. Det kunne være i Videncenter for Inkluderende Læringsmiljøer, der ligger under Studenterrådgivningen og som i forvejen har fokus på støttegiverfagligheden – men det kunne også være en anden national, sektorintern aktør.

Støttegiverfagligheden bør have ophæng i en række pejlemærker – nedenfor vil vi nævne de væsentligste.

Mindre diagnosefokus, mere på funktion

Et centralt pejlemærke er et fokusskifte fra diagnose til funktion. Diagnoser siger ofte meget lidt om, hvordan udfordringer viser sig i praksis - og endnu mindre om, hvilken støtte der giver mening i en konkret uddannelseskontekst.

Støtten bør derfor tage udgangspunkt i funktion og potentiale og, i samarbejde med den studerende, adressere kognitive, sociale og emotionelle udfordringer uden at reducere den studerende til sin diagnose.

Et vigtigt pejlemærke er blikket for de udfordringer, de fleste studerende oplever. Tvivl, ensomhed, bøvl med gruppearbejde, stress og præstationspres er almene vilkår i studielivet – ikke særkende ved funktionsnedsættelser.

Støttegiverfagligheden må derfor kunne skelne mellem det almene og det særlige for både at ramme det rette kompensationsniveau og mindske oplevelsen af at være alene eller forkert.

Diagnoser siger ofte meget lidt om, hvordan udfordringer viser sig i praksis - og endnu mindre om, hvilken støtte der giver mening.

 Marie Linde Husby & Thomas Bruun

Støtte virker kun i sin kontekst

Uddannelses- og læringsmiljøer er markant forskellige. En studiestrategi, der fungerer ét sted, kan være virkningsløs et andet.

Støttegiverfaglighed kræver derfor forståelse for den konkrete uddannelse og evnen til at oversætte generelle strategier til lokale vilkår. Det nuancerer både støtten og den studerendes billede af egne muligheder.

Støttegivere får gennem deres arbejde viden om, hvilke undervisningsformer og strukturer der gentagne gange skaber barrierer for studerende med SPS-behov. Når denne viden systematisk loopes tilbage til uddannelsesplanlæggere og undervisere, kan læringsmiljøerne tilpasses, så behovet for individuel kompensation over tid mindskes.

Støtte bør gives i det omfang, den er nødvendig – men ikke mere end det. Ikke som et spareprincip, men som et fagligt pejlemærke for proportionalitet.

At vurdere støttebehov kræver indsigt i både studielivets almene vilkår, funktionsnedsættelsens betydning og en tillidsfuld relation til den studerende.

Målet er ikke maksimal hjælp, men tilstrækkelig kompensation, der styrker selvhjulpenhed og kan justeres, når behovet ændrer sig.