Danmark skal gå forrest i reduktionen af CO2 fremmod 2030

I dag fremlægger EU-Kommissionen sit forslag til, hvor meget EU's medlemslande må udlede af CO2 fra bygninger, transport og landbrug i 2030. I den forbindelse mener vicedirektør for Dansk Energi, Anders Stouge, at det er en oplagt mulighed for Danmark, at anvende vores store mængder af vedvarende energi i transportsektoren og til at opvarme bygninger.

EU’s medlemslande skal i dag tage stilling til EU-Kommissionens forslag til, hvor stor en del af den udledte CO2, der skal reduceres inden 2030 indenfor en række områder, heriblandt bygninger, affalds-, transport- og landbrugssektoren. Kommissionen har ikke i sinde at blande sig i, hvordan de enkelte lande opnår reduktionskravene, så længe der opnås den ønsket CO2-reduktion.

I Danmark forventes det, ifølge Dansk Energi, at vi skal skære 38-40 procent af vores CO2-udledning inden 2030, hvis vi sammenligner med vores udledning i 2005. Og det giver god grund til at sammentænke sektorerne. 

”Uanset målet, må vi tænke på tværs og høste den synergi, der ligger mellem el, transport og bygninger”, lyder det fra Anders Stouge i et debatindlæg på Dansk Energis hjemmeside.

”Vi har en god dansk tradition for at føre langsigtet energipolitik, og derfor har vi en fleksibel, delvist decentraliseret og stadigt grønnere elsektor, et veludbygget fjernvarmenet og nogle af de mest energieffektive bygninger i Europa”, lyder det videre fra Anders Stouge.

Danmark skal ifølge Anders Stouge gå forrest og statuere eksempler for de øvrige EU-lande, når det gælder reduktionen af CO2.

”Danmark er i dag et grønt fyrtårn inden for vedvarende energi og effektiv varmeforsyning. Fremover skal bygninger og transport i endnu højere grad knyttes til energisystemet. Hvis det lykkes, vil verden fortsat se mod os for inspiration til en omkostningseffektiv grøn omstilling af økonomien”, lyder det i en afsluttende bemærkning fra Anders Stouge på Dansk Energis hjemmeside.

Kilde: Dansk Energi


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget