Hvert 3. Barn: Politikere, træd i skilsmissefamiliernes sko!

DEBAT: Politikere fra LA, V, S og RV mangler forståelse for skilsmissefamiliernes situation, mener direktør Tanja Graabæk. Hvis et nyt skilsmissesystem skal lykkes, må politikere sætte sig i familiernes sted - ellers bliver børnene endnu engang taberne. 

Af Tanja Graabæk
Direktør, Hvert 3. Barn

Som praktiker på skilsmisseområdet græmmes jeg over debatindlæg som Liberal Alliances ”Gode skilsmisser er forældrenes ansvar – ikke statens” på Altinget.

I den perfekte verden ville LA have ret, men når mennesker er pressede – og det bliver vi, når det handler om vores børn – så mister vi let evnen til at handle rationelt. Derfor er det for nemt og for billigt at behandle skilsmisseområdet med en ”tag jer nu sammen”-attitude, for den barske virkelighed er, at forældre i en skilsmisse ofte står i sorg og krise op over begge ører. I en krisesituation er kun få i stand til at være den bedste forældreversion af sig selv, og en politikers manglende forståelse for den virkelighed er ærligt talt rystende.

LA’s holdning udspringer selvfølgelig af historierne om den ”gode skilsmisse”, men den forekommer bare uhyre sjældent. Hvis ikke forældrene er i konflikt ved selve skilsmissen, så kommer sammenstødene typisk senere, enten på grund af en ny kæreste eller fordi forældrene bevæger sig i forskellige retninger, for eksempel i synet på børneopdragelse. Det får myndighederne bare ikke altid at vide, fordi mange forældre søger privat rådgivning, fordi deres børn ikke skal være en sag i systemet.  
 
Når vi som praktikere peger fingre af domstolene, kommunerne og Statsforvaltningen, er det, fordi vi ser konsekvenserne for børnene og oplever, at systemet ikke formår at sikre skilsmissefamiliernes behov.

Regeringens skilsmisseudspil er ikke nytænkning!
Vi har i Hvert 3. barn i øjeblikket en sag med en dreng, der har været selvskadende gennem det seneste år – og ingen hjælper ham, fordi hans sagsbehandling er fanget mellem to myndighedssiloer: Kommunen og det familieretlige system. Derfor bliver jeg også vred, når Carl Holst på Altinget udtaler, at ”Som systemet er indrettet nu, så kaster processerne grus i maskineriet. Jeg er derfor glad for, at regeringen har fremlagt et ambitiøst udspil, der sørger for en sammenhæng”.

Regeringens udspil hjælper på ingen måde børn som ham, selv om hele formålet med et nyt skilsmissesystem blandt andet var netop at stoppe denne slags situationer. Med regeringens forslag ville kommunen fortsat afvise at tilbyde ham hjælp, og skilsmissesystemet ville fortsat sætte samværssagen i bero, mens de afventer kommunens (nye) §50-undersøgelse.

Så kan vi ikke nok blive fri for at skulle høre om regeringens udspil som den store nytænkning af skilsmissesystemet? Det bliver faktisk ikke mere sandt af at blive gentaget.

Hvor er realitetssansen? 
Det er den samme manglende forståelse for skilsmissefamiliernes virkelighed, der får politikerne til at købe Danske Familieadvokaters argument om, at ”Store skilsmissekonflikter skal løses hurtigt i retten”.

Men hvornår har et hammerslag nogensinde løst en bagvedliggende konflikt? Hvem tror, at udsatte børn i højkonfliktsagerne automatisk får ro, ikke længere præges negativt eller ikke sættes i en loyalitetskrise, fordi en dommer har afsagt en samværsdom?

Hvis man ikke behandler den bagvedliggende konflikt, vil den blive ved med at stikke sit grimme hoved frem. Det afhjælpes ikke af at kopiere nordmændene, som Marianne Jelved foreslår, for selv nordmændene erkender, at de ikke har fundet den optimale løsning. Evner man virkelig ikke at agere på de erfaringer, som vi eller andre har gjort sig? For Børns Vilkår har ret: Vi skal finde en dansk model!

Den manglende forståelse viser sig også, når Socialdemokratiet begrænser deres ellers fornuftige forslag om, at skilsmissebørn kan have to bopæle i en seks måneders periode. Det i stedet for at give forældre mulighed for reelt at være forældre på lige fod. Forældre er normalt ligeværdige og jævnbyrdige, lige indtil skilsmissesystemet tvinger dem ned i rollerne som bopælsforælder og samværsforælder, hvilket skævvrider magtforholdet. En sondring, som i hvert tilfælde ingen mening giver i forhold til de mange forældre, der praktiserer deleordninger.

Man kan som politiker låse sig inde i sit elfenbenstårn, men vi bør som samfund arbejde for, at skilsmissebørn ikke fortsat ender som udsatte i statistikkerne. Hvis I vil skabe et skilsmissesystem, der afhjælper konflikt og hjælper de involverede børn, ér I altså nødt til at kravle ned fra elfenbenstårnet og træde i skilsmissefamiliernes sko. Ellers bliver skilsmissebørnene taberne – igen. 

Forrige artikel Centerchef: Uddannelsessteder har akut behov for handicappolitik Centerchef: Uddannelsessteder har akut behov for handicappolitik Næste artikel Døve-forbund: Vi marginaliseres yderligere med lukning af Døvefilm Døve-forbund: Vi marginaliseres yderligere med lukning af Døvefilm
  • Anmeld

    Bruno Skibbild · Cand.mag.

    Handling, ja tak

    Helt enig, Tanja Gråbæk. Det var rystende at læse Laura Lindahls indlæg. Hvad med de socialt tunge sager, hvor den ene eller begge forældre har begrænsede forældreevner? Hendes indlæg er i bedste fald naivt.
    Og nej, det er ikke nok at adressere, at der er et problem med kvaliteten af de børnesagkyndige undersøgelser. Det er et skridt på vejen, men der skal handling bag ordene. Der skal relevante faggrupper til, der har viden om de problemer der er i den enkelte sag.
    Jeg håber også, at der kommer handling bag ordene fra Holst om gråzonerne. Jeg ser præcist de samme problemer imellem familieret og socialret som du beskriver ovenfor, og DET efterlader barnet i en afgrund imellem de to systemer.