Lisbeth Knudsen om ny ældrelov: Mette Frederiksens populistiske quickfix vil ikke redde ældreområdet

Det lød rigtig godt i statsministerens nytårstale med at hugge igennem et vildnis af lovgivning, regler, kontroller, retningslinjer og bureaukratiet på ældreområdet med et snuptag.

Gribe et stykke blankt papir og skabe nye rammer for en værdig ældrepleje. Starte forfra med en simpel ”ældrelov” med nogle meget overordnede principper for værdighed, valgfrihed og selvbestemmelse for de ældre, og så overlade resten til kommunerne og medarbejderne i ældreplejen i samarbejde med de ældre selv. Sådan! Handlekraft.

Det er en statsministers privilegium at spille ud på overordnet niveau og lade fagministrene feje op, når de kedelige, praktiske realiteter melder deres ankomst.

Statsministeren kaldte det selv et ”vidtgående” forslag. Det må man sige, at det er. Men det er desværre også – ja undskyld mig – temmelig populistisk og helt urealistisk.

Ingen tvivl om, at vi i dag har store mængder af regler og retningslinjer, der ikke er skabt af onde mennesker, men som et resultatet af møgsager, der har skullet handles på, omhyggelige ønsker om at undgå nye fejl, passe godt på de ældre, sikre en klar ledelsesmæssig ansvarsplacering og en effektiv forvaltning af skattekronerne.

Tanken om det blanke papir er fascinerende og ansporende, men der kommer nok hurtigt til at stå en del på papiret igen.

Lisbeth Knudsen

Konsekvensen er blevet et system, hvor administration og dokumentation tager mere tid end godt er, og hvor der er for lidt tid og for få medarbejdere til relationer, nærvær og omsorg for de ældre. Hvor fronttropperne i ældreplejen bliver til kontrolskema og køreliste forvaltere og mennesker, der skal observere de ældre, i stedet for at have tid til at tale med dem. Sådan lyder det fra mange både medarbejdere, pårørende og ældre.

Men kommunerne kan ikke styre ældreplejen uden nogle rammer og retningslinjer. Der er godt 82.000 fuldtidsbeskæftigede mennesker, som arbejder i ældreplejen, og frem mod 2024 er det tanken, at der skal være godt 1.000 yderligere. Det kræver en enorm ledelses- og styringsindsats. Kommunerne skal kunne styre økonomien ved at den politisk ansvarlige ledelse i byrådene fastlægger nogle kvalitetskrav og niveauer.

Ledere og medarbejdere skal have nogle retningslinjer at styre efter, så en ældrelov klarer ikke problemerne. Tanken om det blanke papir er fascinerende og ansporende, men der kommer nok hurtigt til at stå en del på papiret igen.

Statsminister Mette Frederiksen har uden tvivl haft brug for politisk at sende signalet om et quick-fix med en ny ældrelov. Af fem gode grunde:

• Antallet af ældre over 80 stiger markant i de kommende år og presset på udgifterne til området stiger tilsvarende. Der er sat ekstra penge af til ældreområdet på de kommende års finanslove, men alligevel vil der blive store udfordringer, som også vil presse sundhedsvæsenet. Ingen tvivl om, at de næste generationer af ældre og deres pårørende vil stille flere krav til den offentlige service.
• Samtidig vokser manglen på medarbejdere til ældreplejen så voldsomt, at flere kommuner har måttet opgive tilstrækkelig rekruttering for i stedet at begrænse servicen til de ældre for at prioritere det mest fornødne. Antallet af medarbejdere pr. ældre med hjemmeplejebehov er faldet.
• En helt uholdbar situation, der har fået den magtfulde organisation Ældresagen med over 900.000 medlemmer helt op i det røde felt. Og lige præcis dem ønsker ingen politiker sig som uvenner.
• Der findes masser af gode eksempler på en vellykket ældrepleje, der kalder på respekt og anerkendelse, men også eksempler på en ældrepleje, der er blevet til en febrilsk og overbelastet omsorgsmaskine, som medarbejderne flygter fra på grund af konstant dårlig samvittighed, stress og et stort vikarcirkus.
• Medierne har ikke svært ved at finde den slags eksempler på problemer i ældreplejen og for hver gang, det sker, bliver det at have et job i ældresektoren stadig mindre attraktivt. Politikerne kaster sig over de hjerteskærende eksempler på svigt og kræver handling og forbedring. Sagerne gør igen rekrutteringen til området vanskelig og den onde cirkel fortsætter.

Ældreplejen har det med at blive hentet ind på podiet i det politiske og mediemæssige maskinrum med jævne mellemrum. 1. marts 2016 trådte en ny lov i kraft, som pålægger kommunerne at udfærdige en værdighedspolitik for ældreplejen. Værdighedspolitikken skal beskrive de overordnede værdier, prioriteringer for personlig hjælp, omsorg og pleje med videre, som jo primært er en kommunal opgave.

Initiativet blev knyttet til en ekstra såkaldt værdighedsmilliard, der skulle rette op på ældreplejens problemer. Politikkerne blev revideret i 2018 efter kommunalvalget i 2017. Næste gang, de skal revideres, er nu efter kommunalvalget i 2021. Det er politikker fyldt med de gode intentioner og politiske løfter.

Astrid Krag skal nu feje op på forslaget om en ældrelov, men har hidtil ikke kunnet nævne, hvilke regler, der skal smides væk.

Lisbeth Knudsen

TV 2 bragte historien om demente Else og dokumentaren ”Plejehjem bag facaden” fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus i 2020. Stort ramaskrig og forargelse over det hjerteskærende indslag og manglen på omsorg, empati og faglig kompetence hos det involverede personale, og Else var ikke det eneste eksempel. Så kom ældrepolitikken på det politiske podie igen, og ældreministeren – dengang Magnus Heunicke – måtte etablere et ”Ældrepolitisk topmøde” for at vise politisk handlekraft. Det blev gentaget sidste år med den nuværende ældreminister Astrid Krag som vært i alliance med blandt andet FOA, Ældresagen og kommunerne.

Her blev selvstyrende teams regeringens nye mantra. Ældreministeren foreslog et charter med tre hovedpunkter: a) At hånden skal holdes under velfærden på ældreområdet, så der følger flere penge med til kommunerne, når der blive flere ældre. Det mener regeringen at have leveret på. b) At relationerne skal mere i spil og der skal skrues ned for centralisering og overstyring og endelig c) At nye løsninger skal komme frem fra hverdagen og nede fra og ikke fra Christiansborg.

FOA kom på konferencen med et forslag til et nationalt Ældreråd, lige som vi har fået et Klimaråd. Ministeren gled af på det forslag.

Nu har statsministeren så bragt ældreområdet ind på det politiske podie en gang til. Og med god grund. Astrid Krag skal nu feje op på forslaget om en ældrelov, men har hidtil ikke kunnet nævne, hvilke regler, der skal smides væk.

Vi kan ikke være bekendt ikke at komme i dybden med denne enormt komplicerede problemstilling, og vi skubber en uoverkommelig tsunami af udfordringer foran os, hvis ikke vi gør noget.

Lisbeth Knudsen

Problemerne i ældreplejen løses ikke ved en ny simpel ældrelov, der måske får overført de paragraffer i Serviceloven, som omhandler specifikt de ældre. Og hvorfor nu ikke bare tage ja-hatten på og blive imponeret over modet til så vidtgående et forslag?

• Fordi vi har brug for en hel ny tilgang til ældregruppen, som i de kommende år bliver meget mere differentieret i sammensætning fra raske og ressourcestærke ældre til dem med behov for lidt eller nogen hjælp og til de demente på plejehjemmene, der kræves pasning 24/7. Vi mangler ganske enkelt ældreboliger i massivt omfang til gruppen af ældre, som har brug for mere hjælp og tryghed, end de kan få ved at bo alene, men som ikke er hverken demente eller på et stadie, hvor de har brug for hjælp i døgndrift på et plejecenter. Der mangler planer for, hvordan kommunerne skal håndtere de mange flere ældres differentierede boligbehov.
• Fordi de regler og dokumentationskrav, som er ved at kvæle gejsten hos ældreplejens medarbejdere faktisk ikke bare kan afskaffes med et pennestrøg. Lad mig tage f.eks. ”Regler for korrekt håndtering af medicin” udstedt af Styrelsen for Patientsikkerhed. Her er 20 siders tæt beskrevne regler og dokumentationskrav som plejecentre, hjemmepleje, hjemmesygepleje og bosteder skal leve op til. Nogle af dem er vildt detaljerede og sikkert besværlige. Men hvilken kommunalbestyrelse eller forvaltning tør stryge lidt i dem og overlade ansvaret til selvstyrende grupper på et plejecenter?  Og hvem tager ansvaret, hvis medicineringen går galt en dag?
• Fordi selvstyrende teams helt sikkert vil kunne give en masse fordele, men det forekommer ikke realistisk at skrive ledere og administration i den grad ud af ligningen. Klarer de selvstyrende teams ud over hensigtsmæssige kørelister og mere faste borgerbesøg også fordelingen af de mindre eftertragtede nattevagter og weekendvagter, vikarinddækning med mere?
• Fordi ældreplejen i den grad hænger sammen med en sundhedsreform, som ældreministeren indtil videre har skudt til hjørne. Rigtigt mange problemer i ældreplejen hænger sammen med, at de ældre udskrives fra hospitalerne for tidligt eller ryger frem og tilbage mellem eget hjem og hospital, fordi genoptræning, aflastningspladser m.v. ikke er på plads.
• Fordi manglen på kompetente medarbejdere i ældreplejen ikke løses ved at sende indvandrerkvinder, der har været uden for arbejdsmarkedet i årevis, ud og smøre madder, vaske tøj og gøre rent i ældreplejen, hvor der mangler folk, som statsministeren formulerede det.

Hvis en ældrelov ikke alene er svaret, hvad er så? Det tror jeg er at tage ældreområdet under samme seriøse reformbehandling, som regeringen valgte med de såkaldt ”vilde” og uløste problemer på andre samfundsområder. Nemlig placeringen i Reformkommissionen under professor Nina Smiths ledelse. Med et klart mandat til at tænke ud af boksen og komme med løsninger på problemer med dimittendledighed, unge der falder uden for job og uddannelse, opkvalificering og integration.

Giv sådan en Ældrereformkommission halvandet år til arbejdet og forpligtelsen til at komme frem med en ordentlig og velfunderet nytænkning af lovgivning på ældreområdet, regelsæt, dokumentationskrav, rekruttering, boligbehov og sundhedstilbud. Vi kan ikke være bekendt ikke at komme i dybden med denne enormt komplicerede problemstilling, og vi skubber en uoverkommelig tsunami af udfordringer foran os, hvis ikke vi gør noget. Deri har statsministeren fuldstændig ret.