Debat

Beskæftigelsesindsats ikke kun for arbejdsmarkedsnørder

DEBAT: En af de største ændringer i indretningen af det danske beskæftigelsessystem tegner til at udvikle sig i en meget uheldig retning, mener Mette Rose Skaksen fra DI.
Mette Rose Skaksen frygter, at arbejdsløse vil hænge fast i køen på de kommunale jobcentre, hvis ikke kommunerne har økonomiske incitamenter til at få folk i arbejde.
Mette Rose Skaksen frygter, at arbejdsløse vil hænge fast i køen på de kommunale jobcentre, hvis ikke kommunerne har økonomiske incitamenter til at få folk i arbejde.Foto: Dansk Industri
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Rose Skaksen
Arbejdsmarkedspolitisk chef i DI

Et af det mest aktuelle arbejdsmarkedspolitiske temaer lige nu er den såkaldte "kommunalisering af beskæftigelsesindsatsen". Man skal lede længe efter en overskrift, der lyder mere teknisk og kedelig end netop den - og ikke lige det oplagte emne til konversationen til middagen med venner og familie, skulle jeg hilse og sige. Men under den noget kedelige facade gemmer sig en af de største ændringer i indretningen af det danske beskæftigelsessystem i de senere år. Desværre tegner det sig imidlertid til at blive i en uheldig retning.

Det er blevet besluttet at overlade hele beskæftigelsesindsatsen til kommunerne, der hidtil kun har haft ansvar for indsatsen over for kontanthjælpsmodtagerne. Fremover vil kommunerne også have ansvaret for dagpengemodtagerne, herunder finansiering af dagpengene, dog med delvis statslig refusion.

Kommunal indsats halter
Allerede inden kommunerne overtager ansvaret over for samtlige ledige, er kommunernes indsats over for arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere mangelfuld og uensartet. Det halter nemlig bagefter for kommunerne at sikre den løbende dialog med ledige, også kaldet jobsamtalerne, og ledige aktiveres heller ikke indenfor den periode, det er fastsat i loven. Det går ud over de ledige. Erfaringerne fra tidligere projekter, og udenlandske erfaringer viser, at ledige kommer hurtigere i job, når man har en hyppig dialog og en tæt opfølgning.

Det faktum markerer klart, at der er brug for en stram styring af kommunerens indsats, når de overtager ansvaret for hele beskæftigelsesindsatsen. Desværre er der noget, der kan tyde på, at det ikke vil ske. Kommunerne overtager således som nævnt opgaven per 1. august, men det forlyder, at kommunernes medfinansiering først træder i kraft med indgangen til 2010. Der kommer dermed til at gå næsten et halvt år, hvor kommunerne har begrænset økonomisk incitament til at hjælpe ledige i job - og det vel og mærke et halvt år, hvor alle prognoser peger i retning af, at ledigheden vil være stigende.

Ledige risikerer at hænge fast i køen
Samtidig bør kommunerne bære det økonomiske ansvar gennem hele ledighedsforløbet. Det vil være stærkt uheldigt, hvis kommunerne ikke har økonomiske incitamenter til at gøre en tidlig indsats, da det kan betyde, at nogle ledige vil hænge fast i ledighedskøen i længere tid end nødvendigt. Vi har tidligere set i forbindelse med kommunernes indsats overfor borgerne på sygedagpenge, at det først er, når kommunerne selv skal til lommen, at de begynder at have fokus på indsatsen over for sygedagpengemodtagerne.

Der kommer dermed til at gå næsten et halvt år, hvor kommunerne har begrænset økonomisk incitament til at hjælpe ledige i job - og det vel og mærke et halvt år, hvor alle prognoser peger i retning af, at ledigheden vil være stigende.

Mette Rose Skaksen
Arbejdsmarkedspolitisk chef, Dansk Industri

Som det tegner lige nu, ser det kommende system desværre ikke ud til at kunne sikre en ensartet og hurtig indsats over for de borgere, der bliver ramt af ledighed - og det bør være et emne, som ikke kun vi arbejdsmarkedsnørder er optaget af.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Rose Skaksen

Viceadm. direktør, Green Power Denmark
cand.oecon. (Aarhus Uni. 2000), ph.d. i nationaløkonomi (Aarhus Uni. 2002)

0:000:00