Færre danskere frygter arbejdsløshed

LEDIGHED: Under hver femte dansker frygter at blive fyret. Danskerne føler sig mere jobsikre. Overraskende, siger forsker. Ligegyldigt, når ledigheden stadig stiger, mener oppositionen.
Under hver femte dansker er bange for at miste jobbet. En positiv udvikling siden september, hvor det var hver fjerde.
Under hver femte dansker er bange for at miste jobbet. En positiv udvikling siden september, hvor det var hver fjerde.Foto: colourbox.com
Tyson W. Lyall
Fakta
De seneste ledighedstal fra december 2009 viser, at i alt 121.400 personer er ledige i Danmark.

Kilde: Danmarks Statistik

Danskerne er blevet mindre bange for at miste deres job. For blot fem måneder siden frygtede mere end hver fjerde at miste jobbet, mens det nu er under hver femte. Det kommer bag på arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Larsen.

"Det overrasker mig, at tallene falder. Det kan jo være, at befolkningen mener, at nu har man endelig nået bunden og af den årsag føler sig mere sikre på deres arbejde," siger Flemming Larsen.

Meningsmålingen, som er foretaget af A&B Analyse for Altinget | Arbejdsmarked, viser, at kun 18 procent af danskerne i høj eller nogen grad frygter at blive afskediget lige nu. Tallene afslører et drastisk fald i forhold til en tilsvarende meningsmåling fra september sidste år. Her var hele 28 procent af danskerne bange for at miste deres job, mens kun 59 procent slet ikke frygtede en fyreseddel.

Danmark har et andet sikkerhedsnet
Den positive udvikling i tilliden til jobsikkerheden kommer i en periode, hvor flere eksperter spår en stadig større stigning i ledigheden. Flemming Larsen påpeger, at det også har sin naturlige forklaring i Danmark:

"Hvis man ser på tilsvarende undersøgelser udført på europæisk plan om jobsikkerhed, så skinner det igennem, at man i Danmark ikke har den samme type frygt, som man har i andre europæiske lande. Det er dét, man forbinder med flexicurity-modellen," siger Flemming Larsen og forsætter:

"Vi har trods alt en eller anden bund. Man ender ikke i social armod, fordi man bliver fyret," siger Flemming Larsen.

S: Finanskrisen er blevet hverdag
Hos Socialdemokraternes mener man, at forklaringen bag tallene skal findes i, at finanskrisen er blevet en del af danskernes hverdag.

"Jeg tror bestemt ikke, at befolkningen har fået øget tillid til regeringen eller Inger Støjberg. Det handler derimod om, at det nu er halvandet år siden, at danskerne begyndte at forholde sig til finanskrisen. Det er blevet en del af hverdagen. Jeg tror, at det er en naturlig ting, at danskerne nu har vænnet sig til den nye virkelighed," siger Torben Hansen (S).

Selvom tallene i meningsmålingen er et udtryk for en positiv udvikling, påpeger Torben Hansen, at der stadig er brug for at forholde sig kritisk til stigningen i ledigheden.

"Jeg synes, at det er en rigtig god nyhed, at frygten for at blive fyret tilsyneladende falder, men faktum er, at ledigheden stadig stiger, og det hjælper de her tal ikke så meget på," siger Torben Hansen.

SF: Ledigheden vil stadig stige
Det er arbejdsmarkedsordfører i SF Eigil Andersen enig i, hvorfor han appellerer til, at man ikke ser sig blind på målingen.

"Tallene må forstås på den måde, at folk tror, at det værste nu er overstået. Men om det så også er rigtigt, det tror jeg desværre bare ikke."

Eigil Andersen påpeger endvidere, at den forbedrede stemning blandt lønmodtagerne ikke må tolkes som et udtryk for en overordnet økonomisk fremgang.

"Når vi når frem til slutningen af året, vil vi formentlig være nået op på 70.000 flere ledige, og det er immervæk mange mennesker, der kommer til at miste deres job. Der er stadig en 2. halvleg tilbage til afskedigelser - desværre. 18 procent af befolkningen, der stadig frygter at blive fyret, er stadig også utrolig mange mennesker," udtaler Eigil Andersen.

Dokumentation

Spørgsmål:

Hvor meget frygter du lige nu at blive fyret?

I høj grad: 4.4%
I nogen grad: 14.0%
Set ikke: 73.7%
Ved ikke: 7.9%

1086 personer har deltaget.


0:000:00