Analyse af 
Esben Schjørring

Fagbevægelsen giver Frederiksen den første store bule i forskærmen

ANALYSE: Med fagforeningernes kampagne for bedre dagpenge er Socialdemokratiet havnet i et umuligt dilemma mellem sit nyvundne image som arbejderparti og lønmodtagernes vilkår på et globalt marked.  

Hvordan passer fortællingen om de rigtige og arbejderklasseorienterede socialdemokrater ind i overskrifter om, at Hummelgaard og regeringen afviser/ikke-kan-men-åh-så-gerne-ville gøre noget ved dagpengene? Ikke ret godt.
Hvordan passer fortællingen om de rigtige og arbejderklasseorienterede socialdemokrater ind i overskrifter om, at Hummelgaard og regeringen afviser/ikke-kan-men-åh-så-gerne-ville gøre noget ved dagpengene? Ikke ret godt.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Esben Schjørring

Så fik vi endelig en opposition. Hvedebrødsdagene for Mette Frederiksen og hendes regering har indtil nu ellers været uden ende, og selv har hun set så stærk og dominerende ud, at sammenligningerne med Anders Fogh Rasmussen har trængt sig på.

Sidst en socialdemokrat så åbenlyst har nydt at have magten, hed han Bjarne Corydon. Ham vender vi for øvrigt tilbage til.

Men i denne uge meldte fagbevægelsen med sin kampagne for øget kompensationsgrad af dagpengene sig på banen med et voldsomt angreb på regeringen.

Voldsomt, fordi det meget direkte angriber den fortælling, Mette Frederiksen og kredsen omkring hende har opelsket, siden hun blev partiformand: om det arbejderistiske, klassiske, danske socialdemokrati, der er vendt tilbage til fabrikshallen efter at være faret vild i storbyen på den tredje vej.

 Spidser man ører, er det, man kan høre, dagpengespøgelset og Bjarne Corydon-spøgelset, der rasler med jernkæderne.

Dagpengen som rød linje
Fra beretningerne om Mette Frederiksens opvækst i Aalborgs arbejderkvarter og de nyerhvervede kunstmalerier i partiets gruppeværelse over opgøret med statens forbrug af dyre konsulenter og til den storstilede præsentation op til FV19 af partiets 2025-plan, 'Gør gode tider bedre for alle', der genbrugte sloganet fra Socialdemokratiets helt store folketingsvalg i efterkrigstiden (det i 1960), har fortællingen handlet om genfødsel af det ægte socialdemokrati.

Arnes tur – forslaget om tidligere tilbagetrækning – har på én gang været et konkret forslag og et symbol på alt det. Og statsministeren har selv sat hele sin politiske kapital ind på at få ordningen gennemført.

Men der har hele tiden været et spøgelse i baggrunden af det narrativ; dagpengereformen, som regeringen Helle Thorning-Schmidt overtog fra VK-regeringen, og som skar to af fire års dækning væk.

Som finans- og eurokrisen hærgede de vestlige økonomier i starten af tierne, blev håndteringen af dagpengereformen ved med at plage Helle Thorning-Schmidt og ikke mindst Mette Frederiksen, der dengang var beskæftigelsesminister og stod med ansvaret, da de første arbejdsløse løb tør for dagpenge. De blev efterhånden mange tusinde.

Det har Mette Frederiksen siden forsvoret skulle komme til at ske igen. ”Og det skulle heller ikke være sket i vores regeringstid,” som hun sagde til Berlingskes Thomas Larsen i hans portrætbog af hende fra sidste år.

Dermed blev dagpengene også udpeget som rød linje. Problemet for S-regeringen er så bare, at det er en rød linje, der de seneste 30 år har flyttet sig og vil fortsætte med at gøre det. Hvis man altså ikke gør noget.

Frem til 1995 udgjorde dagpengene 60 procent af en gennemsnitslig fuldtidløn. Mange reformer og en satsregulering senere udgør de i dag 46 procent, og om fem år 44 procent. Det var også i 1990'erne, at regeringen Poul Nyrup Rasmussen ad to omgange skar dagpengeperioden ned fra nærmest at være uendelig til de fire år.

Reaktionen fra fagforeninger og lønmodtagere har, som Altinget fortalte om i november sidste år, selv været med til at spæde til med private lønsikringer, som op imod 400.000 danskere har i dag. Det er en femtedel – cirka – af arbejdsstyrken. I 2006 var det under 100.000.

Læs også

Dermed har danske lønmodtagere overtaget en del af statens ansvar for den berømte danske flexicuritymodel, hvor lønmodtagerne mod arbejdsløshedsforsikring accepterer lav jobsikkerhed, så virksomhederne kan få en vækstfremmende fleksibilitet.

Moder stat
Det er den udvikling, fagbevægelsen nu slår sig i tøjret over. Hvor meget der er teater for medlemmerne, og hvor meget der er reelle trusler i forbindelse med de igangværende overenskomstforhandlinger på det private område, er svært at sige.

For fagbevægelsen har jo også hørt det, når beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard slår ud med armene, som han gjorde i Altinget sidste år og nu igen i Politiken, og siger, at han ikke har hverken penge eller flertal til at gøre noget. Selvom han gerne ville.

Omvendt indrømmer Hummelgaard dog også, at det er et prioriteringsspørgsmål for regeringen. Tidlig tilbagetrækning, flere sygeplejersker og pædagoger, fjernede omprioriteringsbidrag og klimakampen har ædt råderummet.

Udvidelsen af kompensationsgraden er dyr – både direkte på statens budget og i de afledte effekter. Men man kunne altså have valgt anderledes.

Og det er her, en kampagne for dagpengene bliver farlig for regeringen. Som 3F-formand Per Christensen sagde det i Politiken: ”Nu har vi fået en socialdemokratisk regering, og så skal vi have dagpengene på den politiske dagsorden.”

For hvordan passer fortællingen om de rigtige og arbejderklasseorienterede socialdemokrater ind i overskrifter om, at Hummelgaard og regeringen afviser/ikke-kan-men-åh-så-gerne-ville gøre noget ved dagpengene? Ikke ret godt.

Arne eller ingen Arne – udviklingen på det brede danske arbejdsmarked går i retning af flere private forsikringer og mindre sikkerhed.

Og det slår buler i forskærmen på Mette Frederiksens fortælling om hendes socialdemokrati og sig selv som Moder stat, der værner borgerne mod den usikkerhed, globaliseringen fører med sig, at regeringen ikke kommer til at gøre noget ved dagpengene for alvor.

Det er her, Bjarne Corydon kommer ind i billedet.

Dagpengespøgelse rasler med kæderne
Ja, han er jo næsten retoucheret ud af fortællingen om Socialdemokratiet. Det har han også selv bidraget til med sit hamskifte til finans- og erhvervsjournalistikkens bastion ovre på Børsen. Men det er den logik, han tænkte efter, som nu trænger sig på for Mette Frederiksen.

De seneste snart 30 års reformer af dagpengene har jo handlet om udvidelsen af arbejdsudbuddet, der (angiveligt) skaber sin egen efterspørgsel, fordi lønomkostningerne holdes i stramme tøjler, så danske virksomheders konkurrenceevne styrkes i en benhård global økonomi. Det har været fælles tværpolitisk kurs for danske regeringer siden Schlüter at forfølge det mål. Konkurrencestat og alt det der.

Her har Mette Frederiksen signaleret, at hun repræsenterede et tidehverv. I sin kongrestale i 2018 spurgte hun retorisk: ”Er vi blevet mere klassiske socialdemokrater, når det kommer til fordelingspolitik?” Det blev et ja, hvis man ikke havde fanget den i første omgang.

Men lige bagefter sagde hun:

”Og kan I huske det sidste regeringsgrundlag? Der var en enkelt formulering, som mange syntes var lidt mærkelig for en socialdemokratisk ledet regering. Det her med, at vi ville videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand. Kære kongres. Lad os være enige om, at den formulering ikke kommer med igen. Til gengæld. Så lover jeg hermed, at vi vil føre socialdemokratisk politik i bredeste forstand!”

Det var Thorning og Corydons regeringsgrundlag og især sidstnævntes finanspolitik, hun lagde afstand til.

Det spørgsmål, fagbevægelsen stiller med sin kampagne, er, hvor stor afstanden egentlig er, når det kommer til kridtet. Gælder socialdemokratisk politik i bredeste forstand også de forandrerede vilkår for de danske lønmodtagere?

Indtil videre er Mette Frederiksen lykkedes med at overbevise vælgerne om, at det klassiske socialdemokratiske projekt i dag er et restaureringsprojekt, hvor tingene ganske vist ikke bliver lige så gode, som de var engang. Eller som vi husker, de var engang. Men at med hende i spidsen for landet kunne ”vi undgå de værste tilbageskridt,” som hun skrev i en kronik et par måneder efter sin tale til kongressen i 2018.

Nu kræver fagbevægelsen handling bag de ord. Angiveligt har hun ikke råd på finanserne til at sige ja. Spørgsmålet er, om hun har politisk kapital til at sige nej.

Spidser man ører, er det, man kan høre, dagpengespøgelset og Bjarne Corydon-spøgelset, der rasler med jernkæderne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00