Fortsat stigende inflation peger på valg til efteråret

Jeg har indtil for ganske nyligt været af den overbevisning, at regeringen ville køre perioden ud. Man var slet ikke færdige med at fremlægge politik, og selvom alt tyder på, at rapporten fra mink-kommissionen ikke kommer til at koste regeringen livet, ville især statsministeren få ridser i lakken. Ridser som gerne skulle forsvinde ud af folks bevidsthed inden valget blev udskrevet.

Krigen i Ukraine har ændret det billede. De allerede høje energipriser, råvaremanglen og ikke mindst den stigende inflation har alle fået et gevaldigt nyk op ad siden 24. februar. Tilbage står en ekstremt usikker økonomisk situation med potentielt meget mørke skyer i horisonten.

Nok er arbejdsløsheden netop nu historisk lav, men hvor længe? Risikoen for en overophedning af økonomien er kun blevet større siden februar, og regeringens annoncerede hjælpepakker vil ikke gøre problemerne mindre. Og til efteråret venter historisk svære overenskomstforhandlinger på det private område, hvor lønmodtagerne vil kræve kompensation for udhulingen af reallønnen.

Alt i alt peger pilen derfor nu i retning af, at regeringen tager valget inden krigen i Ukraine for alvor hiver luften ud af beskæftigelsen og reallønnen. Mit bud er, at hvis den stigende inflation og den økonomiske usikkerhed fortsætter hen over sommeren, så har vi, med udgangspunkt i et velfærds-gavmildt finanslovsforslag, været ved valgurnerne, når Folketinget mødes igen til oktober. Regeringen har behov for at få valget overstået, inden de svære udfordringer i økonomien skal løses, og inden de svære overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked starter.

Regeringen har behov for at få valget overstået, inden de svære udfordringer i økonomien skal løses, og inden de svære overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked starter.

Benny Damsgaard

Formanden for CO-industri, Claus Jensen fra Dansk Metal, formulerede udfordringerne til overenskomstforhandlingerne på denne måde i Finans: ”Vi står over for lokale lønforhandlinger, og her forventer jeg, at arbejdsgiverne vil være lydhøre. Ellers må vi jo tage den ved de næste overenskomstforhandlinger, hvor vi står med strejkevåbnet i hånden, og det kan ingen være interesserede i”.

For Dansk Metal er det meget usædvanligt at true med strejkevåbnet så tidligt i et overenskomstforløb. De har normalt altid fokus på at sikre virksomhedernes konkurrenceevne, så der er jobs til deres medlemmer. ”Jobfest og ikke lønfest”, som det er blevet formuleret.

Derfor understreger den meget usædvanlige trussel fra Dansk Metal det betydelige pres for resultater som fagbevægelsen er udsat for internt. Et pres som ville være langt mere offentligt, hvis ikke vi havde haft en Socialdemokratisk regering, som har sikret både Arne-pension og forhøjede dagpenge.

Fælles for de stigende energipriser, den øgede råvaremangel og den stigende inflation er, at de især rammer husstande med lave indtægter. Når for eksempel prisen på noget så dagligdags som æg potentielt kan stige til op mod 70 kroner for en bakke med 10 stk., fordi producenterne ikke længere kan få billigt hønsefoder i Ukraine, så rammer det med den tunge ende nedad. Og hvad værre er rent politisk, så er det problemer, som det er meget svært at gøre det store ved på den korte bane.

Forudsætninger er, at regeringen kommer forholdsvis helskinnet gennem sommeren.

Benny Damsgaard

Jo, man kan politisk vedtage varmehjælpspakker til husstande med lave indtægter eller øge ældrechecken og befordringsfradraget, som regeringen netop har lagt op til. Udfordringen for dem, der står og mangler penge til varmeregningen eller en bakke æg er dog bare, at pengene dels kommer med en betydelig forsinkelse og, og det er det værste for økonomien som helhed, at hjælpepakker af denne slags gør det grundlæggende inflationsproblem værre.

Reelt er det eneste, man kan gøre for at dæmpe inflation at trække købekraft ud af samfundet gennem enten højere skatter eller offentlige besparelser, så det opadgående pres på priserne lettes. Når man politisk vælger målrettet at give ekstra midler til udsatte grupper, som næsten udelukkende vil bruge det til forbrug, gør man det stik modsatte af at lette presset på inflationen.

Det ved regeringens økonomer også godt, men man har alligevel politisk prioriteret at gøre det for at tage toppen af de umiddelbare problemer, som krigen i Ukraine har skabt for de økonomisk mest udsatte. Det er dog ikke en holdbar løsning, og derfor er hjælpepakker af denne art normalt en klar indikator på, at valget kommer snart og inden regningen for dem skal betales.

Udover de målrettede hjælpepakker er der også andre forhold, som peger i retning af, at regeringen er ved at gøre klar til efterårsvalg.

De afgørende forhandlinger om en ydelsesreform, som foregår hos beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, og som er et af de sidste udeståender fra forståelsespapiret, står mere eller mindre stille, og flere af partierne har efterhånden den opfattelse, at regeringen bevidst har parkeret sagen til efter næste valg.

Ydelsesreformen har altid været en svær opgave for regeringen, men med et Enhedslisten under pres på grund af deres noget famlende kurs på Nato og Putin er den blevet noget nær umulig. Enhedslisten har behov for en velfærdskonflikt med regeringen, som kan få vælgerne til at tænke på noget andet end Ukraine. Den hjælp er regeringen ikke specielt interesseret i at give Enhedslisten på den her side af et valg.

Vejen frem mod et efterårsvalg er dog på ingen måde nem for regeringen. Forudsætninger er, at regeringen kommer forholdsvis helskinnet gennem sommeren. Et efterårsvalg giver ikke tid til den lange omhyggelige opbygning, som man ville have haft, hvis valget først kom i sommeren 23.

Der er en ganske stor risiko for, at ja-siden taber forbeholdsafstemningen til juni. Det kan give statsministeren en dukkert, og tage toppen af en ellers effektivt håndteret krig i Ukraine. Og selvom alt tyder på, at rapporten fra mink-kommissionen ikke koster regeringen livet, så er den store joker, hvor dybe ridser i lakken den giver statsministeren. En af hendes stærkeste kort er, at vælgerne er trygge ved Mette Frederiksen for bordenden. Hvis det kort forsvinder, kan et efterårsvalg være for risikofyldt – uanset hvor dårligt økonomien har det.