Rygterne om et tidligt folketingsvalg kører i denne tid for fuldt tryk. Senest har de fået endnu et nyk op ad efter de noget tumultariske forhandlingerne om udenlandsk arbejdskraft.

Argumenterne for et tidligt folketingsvalg er mange og i visse tilfælde også ganske farverige, men de fleste kan koges ned til to spor.

Regeringen er kørt fast. Vi er så tæt på valget, at tiden for de store forlig er slut, og resten af perioden er bare en lang nedslidning og bøvl med det parlamentariske grundlag. Derfor er det tid til at få renset luften, så man igen kan komme i gang med for eksempel at løse de stigende energipriser og manglen på arbejdskraft.

Regeringen frygter konklusionerne fra mink-kommissionen. Ingen forventer, at kommissionen vil finde noget, der kan give grundlag for en rigsret, men rapporten vil give regeringen og statsministeren personligt gevaldige ridser i lakken og fjerne den sidste rest af taknemmelighed over corona-håndteringen. Derfor vil regeringen helst have valget overstået, inden rapporten kommer.

Regeringen er ikke færdig med at fremlægge sin politik. Langt fra.

Benny Damsgaard

Analyser om valgtidspunkter er og bliver spekulationer og gisninger. Den eneste der reelt ved, hvornår valget kommer, er statsministeren. Jeg tvivler dog meget på, at valget kommer før tid. Tværtimod er det mit bud, at regeringen kører perioden ud, så valget kommer omkring juni 2023.

Og hvorfor så det? Der er tre primære grunde, som jeg ser det.

For det første, og det er den klart vigtigste. Regeringen er ikke færdig med at fremlægge sin politik. Langt fra. Selvom mængden af politiske udspil fra regeringen er steget betragteligt i takt med, at corona-krisen er tonet af, så har den stadigt meget på lager, som den gerne vil have ud over rampen.

Og i den sammenhæng er det ikke afgørende, om regeringen kan få dens politik vedtaget i Folketinget. Det vil den naturligvis helst, men det er ikke afgørende. Det afgørende er, at vælgerne ved, hvad regeringen vil, og hvad den kæmper for, og hvad den agter at gennemføre efter valget, hvis den får mandaterne til det. Derfor er det ikke i sig selv ikke et argument for et tidligt valg, at regeringen er kørt fast. Perception is reality. Som det også var for VLAK-regeringen.

Hvis man tager et valg på denne side af mink-rapporten, vil alle andre temaer derfor drukne i konspirationsteorier. 

Benny Damsgaard

For det andet, giver det ikke nogen mening for regeringen at tage et valg på den her side af mink-sagen - tværtimod. Dem der har fulgt afhøringerne i mink-kommissionen peger næsten enstemmigt i retning af, at den ikke vil komme frem til, at der vil være basis for en rigsretssag mod statsministeren. Ja, der vil komme kritik af regeringen og statsministeren vil se noget forpjusket ud bagefter, men det er det. En vurdering som også deles internt i regeringen.

Så længe rapporten ikke er ude, er alt dog åbent for spekulationer. Hvis man tager et valg på denne side af rapporten, vil alle andre temaer derfor drukne i konspirationsteorier. De blå vil gøre alt for at få valgkampen til handle om, at regeringen forsøger at dække over ”mink-skandalen” med et valg, og det primære tema i valgkampen bliver regeringens magtfuldkommenhed.

Et valg godt på den anden side af rapporten fra mink-kommissionen vil naturligvis foregå med dens konklusioner i baghovedet, men til næste år vil rapporten være ”old news”, og det vil være endda meget svært for oppositionen at blive ved med at holde sagen i live. Derfor vil det klogeste være at vente med valget så lang tid som muligt efter rapporten.

For det tredje, så er diskussionen om, hvem der skal være den borgerlige statsministerkandidat kun lige gået i gang for alvor. Det er en diskussion, regeringen har al mulig interesse i kommer til at fylde og trække ud. Jo mere den fylder og jo længere tid det tager, jo mindre regeringsduelig ser oppositionen ud.

I julen annoncerede Søren Pape, at den borgerlige partileder som kunne samle flest mandater bag sig skulle være borgerlig forhandlingsleder. Dermed gav han bolden op til en overbudskrig blandt de andre borgerlige partier. Resultatet har vi allerede set. Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har været ude med politiske krav og understreget, at hvis Pape eller Ellemann vil have støtte fra dem, så kræver det betydelige politiske indrømmelser.

En borgerlig overbudskrig på for eksempel udlændingepolitikken, hvor DF og Nye Borgerlige vil kræve nye stramninger, vil kun være til regeringens fordel. Den vil fjerne De Radikale endnu længere fra de borgerlige og dermed indirekte underminere en af de største radikale presbolde mod regeringen: Truslen om at kunne pege borgerligt.

Derfor kommer valget først i sommeren 2023!