Debat

Senior Erhverv til arbejdsgivere: Der er ikke meget at fejre, selvom vi har europarekord i at få seniorer i job

Trods en europarekord i at få seniorer i job, er der stadig omkring 40.000 seniorer, der står uden for arbejdsmarkedet. Derfor kan og bør vi gøre meget mere, og ikke blot være selvtilfredse og klappe hinanden på ryggen, som Dansk Arbejdsgiverforening gør, skriver Poul Elmegaard.

Omkring 40.000 seniorer vil gerne arbejde, men oplever vanskeligheder med at finde et match hos en ny arbejdsgiver. Derfor kan vi gøre det meget bedre, selvom vi har en europarekord i at få seniorer i arbejde, skriver Poul Elmegaard.
Omkring 40.000 seniorer vil gerne arbejde, men oplever vanskeligheder med at finde et match hos en ny arbejdsgiver. Derfor kan vi gøre det meget bedre, selvom vi har en europarekord i at få seniorer i arbejde, skriver Poul Elmegaard.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En spritny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser angiveligt, at Danmark er førende i Europa til at få seniorer i job.

Dansk Arbejdsgiverforenings hjemmeside kan man læse, at ”tæt på fire ud af ti af alle ledige seniorer i alderen 55-74 år er kommet i arbejde i 2022. Det er en markant større andel end i mange af de øvrige europæiske lande, og placerer Danmark på en førsteplads som det land i Europa, der er bedst til at få ledige seniorer i arbejde igen.”

Alt i alt er der altså omkring 40.000 seniorer, der gerne vil arbejde, men af forskellige årsager oplever vanskeligheder med at finde det rette match hos en ny arbejdsgiver

Poul Elmegaard
Landskoordinator, Senior Erhverv

Det er selvfølgelig glædeligt og værd at anerkende. Men jeg finder det en smule ensidigt med den selvtilfredshed og de rygklap, der blandt andet kom frem i Berlingske Tidende 2. december fra vicedirektør i Dansk Arbejdsgiverforening, Erik Simonsen.

40.000 står uden for arbejdsmarkedet

Fakta er nemlig, at der stadig er 20.000 mennesker i alderen 50-67 år på dagpenge, og dette tal ser ikke ud til at falde. Dertil kommer, at et skjult antal personer, der er presset ud af systemet efter at have mistet retten til dagpenge, føler sig overset og søger alternativer som Arne-pension, blot for at nævne et par grupper.

Dertil kommer et mørketal på omkring 20.000 ledige seniorer. Det er et godt bud, at i hvert fald 20.000 af de 70.000 mennesker mellem 55 og 66 år, der ifølge Danmarks Statistik ikke er registreret som hverken ledige, pensionister eller modtagere af støtte af nogen art, gerne ville have et job, hvis de havde mulighed for det.

Så alt i alt er der altså omkring 40.000 seniorer, der gerne vil arbejde, men af forskellige årsager oplever vanskeligheder med at finde det rette match hos en ny arbejdsgiver.

Læs også

Hånden på hjertet, så synes jeg, at Erik Simonsen bør have lidt større udsyn og se virkeligheden og hele virkeligheden i øjerne.

Konklusionen må være, at vi er effektive til at få en stor del hurtigt i job, at systemet fungerer, og at jobcentrene gør det godt for mange mennesker. Dog er der stadig en betydelig restgruppe på cirka 40.000, hvor systemet ikke synes at fungere tilstrækkeligt.

De ældre over 60 år er – som den eneste gruppe på arbejdsmarkedet – aldrig kommet sig efter først finanskrisen og siden corona, og de er den eneste gruppe, hvor ledigheden siden 2007 er steget

Poul Elmegaard
Landskoordinator, Senior Erhverv

Som en del af civilsamfundet bringer Senior Erhverv hvert år på frivillig basis mellem 500 og 1.000 tilbage i job. Der er jobsøgende, der har en passiv eller negativ indstilling, hvilket kan hæmme deres jobansøgningsproces. Der er også dem, der har mistet deres selvtillid, føler sig nedtrykte eller deprimerede, og som oplever den dybeste livskrise ved at miste deres job.

Dette er noget af det, vi arbejder med og hjælper mennesker videre. Men der er stadig 40.000, som ufrivilligt står uden for arbejdsmarkedet.

Seniorer over 60 år er særlig hårdt ramt

Af de 40.000 seniorer, der ufrivilligt står uden for arbejdsmarkedet, er særligt dm over 60 år hårdt ramt.

Senior Erhverv har fået lavet en kørsel fra Danmarks Statistik, der viser, at finanskrisen og siden corona-nedlukningen har haft alvorlige konsekvenser for særligt dem over 60 år på arbejdsmarkedet.

De ældre over 60 år er – som den eneste gruppe på arbejdsmarkedet – aldrig kommet sig efter først finanskrisen og siden corona, og de er den eneste gruppe, hvor ledigheden siden 2007 er steget – endda markant, til index 157. Ledigheden blandt alle andre grupper er faldet.

Læs også

Ledigheden blandt de 50-59-årige er faktisk faldet markant, til index 39. Men fordi aldersgruppen 50-59-årige er større end aldersgruppen på over 60 år, skjules den høje ledighed for dem over 60 år ofte, da man bruger betegnelsen +50-årige, når politikere, organisationer og eksperter taler om ledighed blandt seniorer.

Det er et kæmpe problem, selvsagt for den enkelte over 60 år, men nok så meget også for den danske økonomi og finansieringen af vores velfærdssamfund. Der er stort politisk fokus på, at vi alle skal arbejde mere og længere, og det ønsker dem på mere end 60 år at bidrage til.

Dilemmaet her er jo, at vi på én gang skriger på arbejdskraft og holder denne store gruppen uden for arbejdsmarkedet.

Poul Elmegaard
Landskoordinator, Senior Erhverv

Men det kræver jo, at arbejdsgiverne gør en indsats for at beholde dem.

Nytårsforsæt: Langt flere seniorer i job

Så kære Erik Simonsen, det er godt at rose, men det er ikke tilstrækkeligt. Der er behov for en langt større indsats, og vi skal fortsat udvikle os, så der skabes plads til at inkludere endnu flere.

Lad os give hinanden et nytårsforsæt.

I 2024 skal vi sammen arbejde for at få rigtig mange af de 40.000 ledige i arbejde, og nogle af de ubesatte stillinger skal finde en kompetent medarbejder. For dilemmaet her er jo, at vi på én gang skriger på arbejdskraft og holder denne store gruppen uden for arbejdsmarkedet.

Sammen kan vi gøre det meget bedre. Det er bare med at komme i gang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik E. Simonsen

Vicedirektør og chef for beskæftigelse og arbejdskraft, Dansk Arbejdsgiverforening
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)

0:000:00