Tiltrængt sporskifte for Støjberg

Af Erik Jylling, 
formand for Akademikernes Centralorganisation

Et positivt markedsrenommé er essentielt; også på offentlige serviceområder. Beskæftigelsessystemet kan dog næppe være tilfredse med, at de har fået et nyt brand som hovedleverandør af pipfugleaktivering og indholdsløse opbevaringskurser. Medierne har været fyldt med eksempler på ledige, der har fået en urimelig behandling på det lokale jobcenter eller hos et privat firma hyret til opgaven. For eksempel har de ledige på seks-ugers-kurser skullet finde ud, hvilken fugl de var.

Det er blevet tydeligt udstillet, at der er en negativ sammenhæng mellem opskruede kvantitative krav om mere og tidligere aktivering og kvaliteten i den leverede aktivering.

Tid til at levere
I starten af juli annoncerede beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) så endelig, at der skal laves en kulegravning af den meningsløse aktivering. Dermed fik ministeren lidt ro til sommerferie. Nu er tiden så inde til at levere. Hvis ikke der sættes handling bag ordene inden Folketingets åbning i oktober, vil tilliden til såvel beskæftigelsessystem som minister ligge yderligere underdrejet.

Tilbage står vi dog med det demokratiske problem, at ingen hverken kan eller vil vedkende sig ansvaret for, at beskæftigelsessystemet har taget dette kvalitetsdyk. Lige nu sendes ansvaret rundt i ring. Beskæftigelsesministeren skyder på kommunerne. Kommunerne skyder på de statslige regler. De private firmaer siger, at de bare implementerer det, de får besked på.

Samme medicin til alle
AC har været i dialog med København og Århus om deres udfordringer med at skrue en fornuftig indsats sammen til nyuddannede akademikere. Meldingerne fra kommunerne er, at de statslige regler er rigide og fintmaskede. Det er nærmest umuligt for kommunerne at designe en differentieret og logisk indsats, som tager udgangspunkt i den enkeltes ledighedssituation. Resultatet er, at der i stedet doneres samme medicin til alle. Det har beskæftigelsesborgmestrene i de to byer og AC da også indberettet til Beskæftigelsesministeriet.

Statslige regler tvinger kommunerne til at betale bonusser til private jobformidlingsfirmaer for håndtering af dimittender, der er i job 2-3 måneder efter færdiggjorte studier. De private jobformidlingsfirmaer har incitament til at forlænge jobsøgningskurser med flere uger, selvom der ikke er fagligt indhold nok. Kommunerne er forpligtet til at stille aktiveringspladser til rådighed for alle, uanset om der er et karriereperspektiv for den enkelte dimittend.

Tilbage står vi dog med det demokratiske problem, at ingen hverken kan eller vil vedkende sig ansvaret for, at beskæftigelsessystemet har taget dette kvalitetsdyk. Lige nu sendes ansvaret rundt i ring.

Erik Jylling
Formand for Akademikernes Centralorganisation

Øget ledighed mødt med mere aktivering
Beskæftigelsessystemet har i de seneste to-tre år haft en tendens til at sidde fast i en overvurderet tro på, at aktivering kan skræmme folk til selvforsørgelse. Det på trods af at jobmarkedet er gået væsentligt ned i kadence. Kommunerne har derfor mødt krav om mere og mere aktivering, når ministeriet skulle komme med bud på at håndtere den stigende ledighed.

Det var fx filosofien bag den såkaldte refusionsmodel lanceret i 2009, hvor kommunen honoreres kontant for at holde så mange ledige i aktivering som muligt. Det var tankegangen bag de såkaldte ungeregler ligeledes indført i 2009, som lovfæster tvungen aktivering i et halvt år til alle unge, der lige er kommet ud af en uddannelsesinstitution, mens de unge søger efter ordinært arbejde.

Sporskifte i beskæftigelsessystemet
Derfor er det vigtigt, at Inger Støjbergs kulegravning ikke kun kommer til at handle om, at kommunerne må leve op til deres ansvar. Det er nemlig ret ugennemsigtigt, hvad kommunerne har af reelt handlingsrum. Hvis beskæftigelsessystemets renommé skal rettes op, og der skal etableres en klarere ansvarsplacering, så er der særligt tre ting, som bør blive konsekvensen af ministerens eftersyn af indsatsen i kommunerne:

•  Aktivering skal anvendes fundamentalt anderledes, end det er tilfældet i dag. Aktivering virker bedst, når den doseres individuelt på det rette tidspunkt med den rette længde. Aktivering bør overgå fra primært at være et skræmme-instrument til at være en hjælp til den enkelte ledige.
  
• Refusionsmodellen skal ændres, så kommunerne styres ud fra resultater og ikke ud fra et bestemt aktiveringskrav. Det vil være oplagt at skæve til regeringens Arbejdsmarkedskommission, som har foreslået en model, der netop honorerer alt efter, hvor gode kommunerne er til at få ledige i job.
  
• Der skal ryddes op i statslige regler, som dikterer samme aktiveringstidspunkt og samme aktiveringslængde til alle. Ungereglen beskrevet ovenfor er et godt eksempel på en kontraproduktiv regel, som afføder masseaktivering og ressourcespild.

Sensommerens kulegravning kan udnyttes til et tiltrængt sporskifte i beskæftigelsespolitikken. Vi håber, at beskæftigelsesministeren og Christiansborg-politikerne benytter chancen.