21. maj 2020 kl. 08.00Ministersvar
svarer Peter Hummelgaard
Beskæftigelsesudvalget spørger beskæftigelsesministeren, Peter Hummelgaard, om kommentar til henvendelse af 7/5-20 fra Frie Danske Lastbilvognmænd
Altingets robotMinistersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
L 185, Spørgsmål 1
Vil ministeren kommentere henvendelsen af 7. maj 2020 fra Fire Danske Lastbilvognmænd, jf. L 185 - bilag 3?
Svar fra torsdag den 21. maj 2020
” Vil ministeren kommentere henvendelsen af 7. maj 2020 fra Frie Danske Lastbilvognmænd, jf. L 185 - bilag 3?
” Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra Transport- og Boligministeriet, der oplyser følgende:
”De ændringer af godskørselsloven og buskørselsloven, der foreslås i det fremsatte lovforslag, tager grundlæggende udgangspunkt i betænkningen af 3. december 2019 fra det lovforberedende udvalg vedrørende ordnede forhold på vejtransportområdet. Betænkningens anbefalinger hviler på en grundlæggende forudsætning om, at de kollektive overenskomster, der er indgået af de på gods- og buskørselslovens område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter og gælder på hele det danske område, fremover skal udgøre de retningsgivende overenskomster på transportområdet for så vidt angår det omkostningsniveau, en tilladelsesindehaver skal følge.
Den politiske aftale af 15. januar 2020 blev også indgået med afsæt i betænkningens anbefalinger, idet det dog fremgår af aftalen, at det skulle være muligt også at leve op til lovens krav om løn- og arbejdsvilkår ved at enten at følge et omkostningsniveau eller være omfattet af en landsdækkende kollektiv overenskomst, som ikke afviger entydigt og væsentligt fra det samlede omkostningsniveau i de retningsgivende overenskomster. Det princip er baggrunden for forslaget til godskørselslovens § 6, stk. 3, og buskørselslovens § 18, stk. 2.
Transport- og Boligministeriet skal særligt bemærke vedrørende overenskomstnævnet, at lovforslaget grundlæggende ikke ændrer på nævnets nuværende sammensætning. Det følger af gældende ret, at nævnet oprettes af arbejdsmarkedets parter, og det fremgår direkte af lovteksten, at to medlemmer udpeges af DI og Dansk Erhverv Arbejdsgiver, og to medlemmer udpeges af 3F. Dette foreslås ændret, så det fremover vil være de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, der udpeger medlemmerne. I 21. maj 2020 J.nr.
2020 - 3714 praksis vil forslaget således ikke medføre ændringer i nævnets sammensætning på nuværende tidspunkt, idet den foreslåede ændring dog understøtter lovforslagets model for løn- og arbejdsvilkår, hvor kollektive overenskomster indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter udgør de retningsgivende overenskomster. Der er således tale om et forslag til en dynamisk model for overenskomstnævnet med det bærende princip, at det ikke på forhånd angives i lovteksten, hvilke organisationer der udgør de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter.
På den baggrund giver henvendelsen fra Frie Danske Lastbilvognmænd ikke anledning til ændringer af lovforslaget.” Jeg vil afslutningsvis bemærke, at selve det forhold, at de mest repræsentative arbejdsmarkedsparters landsdækkende overenskomster lægges til grund, kendes fra anden lovgivning og er anerkendt i EU-retten, og udgør ikke en krænkelse af konventionsmæssige eller grundlovssikrede rettigheder.
” Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra Transport- og Boligministeriet, der oplyser følgende:
”De ændringer af godskørselsloven og buskørselsloven, der foreslås i det fremsatte lovforslag, tager grundlæggende udgangspunkt i betænkningen af 3. december 2019 fra det lovforberedende udvalg vedrørende ordnede forhold på vejtransportområdet. Betænkningens anbefalinger hviler på en grundlæggende forudsætning om, at de kollektive overenskomster, der er indgået af de på gods- og buskørselslovens område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter og gælder på hele det danske område, fremover skal udgøre de retningsgivende overenskomster på transportområdet for så vidt angår det omkostningsniveau, en tilladelsesindehaver skal følge.
Den politiske aftale af 15. januar 2020 blev også indgået med afsæt i betænkningens anbefalinger, idet det dog fremgår af aftalen, at det skulle være muligt også at leve op til lovens krav om løn- og arbejdsvilkår ved at enten at følge et omkostningsniveau eller være omfattet af en landsdækkende kollektiv overenskomst, som ikke afviger entydigt og væsentligt fra det samlede omkostningsniveau i de retningsgivende overenskomster. Det princip er baggrunden for forslaget til godskørselslovens § 6, stk. 3, og buskørselslovens § 18, stk. 2.
Transport- og Boligministeriet skal særligt bemærke vedrørende overenskomstnævnet, at lovforslaget grundlæggende ikke ændrer på nævnets nuværende sammensætning. Det følger af gældende ret, at nævnet oprettes af arbejdsmarkedets parter, og det fremgår direkte af lovteksten, at to medlemmer udpeges af DI og Dansk Erhverv Arbejdsgiver, og to medlemmer udpeges af 3F. Dette foreslås ændret, så det fremover vil være de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, der udpeger medlemmerne. I 21. maj 2020 J.nr.
2020 - 3714 praksis vil forslaget således ikke medføre ændringer i nævnets sammensætning på nuværende tidspunkt, idet den foreslåede ændring dog understøtter lovforslagets model for løn- og arbejdsvilkår, hvor kollektive overenskomster indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter udgør de retningsgivende overenskomster. Der er således tale om et forslag til en dynamisk model for overenskomstnævnet med det bærende princip, at det ikke på forhånd angives i lovteksten, hvilke organisationer der udgør de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter.
På den baggrund giver henvendelsen fra Frie Danske Lastbilvognmænd ikke anledning til ændringer af lovforslaget.” Jeg vil afslutningsvis bemærke, at selve det forhold, at de mest repræsentative arbejdsmarkedsparters landsdækkende overenskomster lægges til grund, kendes fra anden lovgivning og er anerkendt i EU-retten, og udgør ikke en krænkelse af konventionsmæssige eller grundlovssikrede rettigheder.
