Debat

Dansk økonom om rigsfællesskabet: Grønland er bedre stillet med tætte bånd til USA

Både Grønland og Færøerne vil klare sig fint uden rigsfællesskabet, skriver Steen Leth Jeppesen.

Den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken (i midten t.v.) besøgte i midten af maj Grønland og blev taget i mod af den nyvalgte grønlandske landsstyreformand Múte B. Egede (i midten t.h.).
Den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken (i midten t.v.) besøgte i midten af maj Grønland og blev taget i mod af den nyvalgte grønlandske landsstyreformand Múte B. Egede (i midten t.h.).Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Steen Leth Jeppesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvad vil Grønland og Færøerne miste ved 'rigsfællesskabets' ophør ?

Umiddelbart må svaret være, at de begge efter en kortere overgangsperiode går glip af betydelige subsidier fra Danmark, som i særdeleshed for Grønlands vedkommende er afgørende for landets økonomi.

Dette er dog en helt umiddelbar betragtning, som ikke tager hensyn til de yderligere omstændigheder ved en sådan ændring af landets status.

Den grønlandske 'udenrigsminister' Pele Broberg fra løsrivelsespartiet Naleraq var således i sin tid relativt positivt stemt over for daværende præsident Trumps ide om at "købe" Grønland, fordi han mente, det kunne hjælpe landet på den ønskede vej mod selvstændighed.

Grønland burde sende USA lange blikke

USA har med tiden erkendt at have betydelige interesser i Grønland ud over de rent militære i forbindelse med Thule-basen. I den arktiske stormagtskonkurrence mellem USA, Rusland og Kina vil USA ikke kunne acceptere, at Grønland driver bort.

Der vil være adskillige fordele for Grønland ved at slippe ud af det danske favntag

Steen Leth Jeppesen
Økonom

Det militære aspekt er i sig selv af stigende betydning, men dertil kommer mulig ny minedrift, sjældne jordarter og andre ressourcer, samt i det hele taget den fundamentale geopolitiske realitet, at Grønland er en del af det nordamerikanske rum.

Det må samlet antages at være en vigtig del af årsagen til, at udenrigsminister Antony Blinken for nyligt besøgte København.

De grønlandske løsrivelsespartier, der også omfatter det ledende regeringsparti Inuit Ataqatigiit, kan naturligvis se, at denne amerikanske interesse sikkert med lidt behændighed vil kunne omveksles til en endnu større støtte til et selvstændigt Grønland end de nuværende danske subsidier.

Der har således været talt om 2023 eller 2025 som selvstændighedsåret, og der arbejdes på en ny forfatning. Den nye formand for Landsstyret drømmer hver dag om den selvstændighed, men vil dog gå økonomisk forsigtigt frem.

Men det er altså vejen frem: Grønland er i Nordamerika og har ikke nogen affinitet til Europa. De trak sig da også efter en folkeafstemning i 1985 ud af deltagelse i EU.

Det er muligvis også nu den rigtige tid at gøre sig til over for et USA, der netop har en præsident og regering, som tilsyneladende ganske uhæmmet deler penge ud til højre og venstre. Og USA har skam allerede oprettet et konsulat i Nuuk (i kolonitiden: Godthåb). Danmark kunne fremskynde den proces ved at indlede en hurtig reduktion af bloktilskuddet.

Grønland skal slippe for det danske sprog, der jo internationalt er en helt unyttig kompetence

Steen Leth Jeppesen
Økonom

National stolthed

Der vil være adskillige fordele for Grønland ved at slippe ud af det danske favntag.

Først og fremmest naturligvis den øgede grønlandske selvrespekt ved det endelige brud med 'kolonitiden', væk med danskere, som stadig gennemsyrer offentlig og privat administration. Ned med det danske sprog, der jo internationalt er en helt unyttig kompetence, til fordel for engelsk, et verdenssprog.

Mange danske, som i forvejen er uglesete på Grønland, kunne med fordel rejse hjem. Inuitter, der finder sig racistisk forfulgte i Danmark, ville finde bedre græsgange. Store fordele at hente.

For så vidt angår Færøerne, kan det blive lidt sværere at pege på markante fordele.

Bortset naturligvis fra styrkelsen af det nationale selvværd. Men en fordel ville det selvfølgelig være at slippe af med det umulige danske sprog.

EU har øerne aldrig deltaget i, og mon ikke færøske politikere formår at byde sig til i en international skønhedskonkurrence, så det mindste lokalsamfund fremdeles kan få en bro eller tunnel.

De skal nok også klare sig uden 'rigsfællesskabet'.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00