Grønlandsk ønske om demilitarisering og dansk ansvar for sikkerhed vil fortsætte med at kollidere

I skåltaler og erklæringer sætter den danske regering og danske politikere igen og igen en tyk streg under vigtigheden af at bevare lavspænding i Arktis.

På den anden side forholder politikerne sig også til den reelle udvikling i Arktis, hvor især Rusland udvider sine militære kapaciteter. Derfor så vi i februar partierne bag forsvarsforliget indgå en aftale om en såkaldt arktisk kapacitetspakke med nyt isenkram, som det danske forsvar kan bruge til bedre at løse sine opgaver i Arktis.

Mest markant er anskaffelsen af to nye langtrækkende droner, som skal give Forsvaret et bedre billede af hvad der er af aktiviteter på land og til vands. De tager halvdelen af kapacitetspakkens 1,5 milliarder kroner.

Pakken indeholder også bedre satellitovervågning og en ny forsvarsuddannelse i Grønland.

På bagbenene
På papiret er kapacitetspakken egentlig klappet af politisk. Men på det seneste er den nye grønlandske regering begyndt at stille sig på bagbenene.

I sit koalitionsgrundlag fra april i år skriver regeringen direkte, at den vil arbejde for en demilitarisering af Grønland. Og derfor tog Grønlands landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Pele Broberg fra løsrivelsespartiet Naleraq, fornylig i første omgang kraftig afstand fra kapacitetspakkens indhold.

"Vi har en klar strategi om demilitarisering, og vi er ikke interesserede i hverken droner, forsvarsuddannelse eller dansk militær tilstedeværelse i Grønland," sagde Pele Broberg til TV2.

Få dage efter måtte Broberg trække i land med en halvkvædet vise om, at medierne havde overfortolket hans udtalelser.

Aktiv dialog
Landsstyreformand Múte B. Egede slog herefter fast, at Grønland bakkede op om kapacitetspakken, men at man gerne så den justeret.

”Der er en aktiv og god dialog i gang. Vores udgangspunkt for kapacitetspakken er, at vi gerne ser, at de løsninger, der laves, er civilrettede løsninger. Eksempelvis ser vi hellere, at militæruddannelsen bliver en beredskabsmæssig uddannelse,” sagde Múte B. Egede ved det årlige rigsmøde på Marienborg for to uger siden.

Den danske statsminister Mette Frederiksen havde ikke nogen problemer med at grønlænderne ønskede sig justeringer.

”Det er helt naturligt, at når der kommer en ny regering i Grønland, så er der også nogle diskussioner, som kommer til at ændre karakter. Og hvor vi har behov for at finde hinanden. Politik er en dynamisk størrelse. Det kan vi sagtens håndtere i rigsfællesskabet,” fastslår den danske statsminister Mette Frederiksen.

Stop for hvervning
Ugen efter rigsmødet kunne den grønlandske tv-station KNR så berette, at Forsvaret havde indstillet sin hvervning af værnepligtige i Grønland efter ønske fra det nye grønlandske landsstyre.

Hvervningen har været gennemført i en årrække for at tiltrække flere grønlændere til det forsvar, som løser en stor del af sine opgaver i Grønland og i grønlandske farvande. Men den er nu sat på pause. Foreløbig året ud.

En vej frem
Ønsket om justeringer af den arktiske kapacitetspakke og ønsket om et stop for hvervning til Forsvaret er to små, men konkret eksempler på landsstyrets ønske om demilitarisering.

Så mens de danske politikere mest taler, så sætter de grønlandske politikere lidt handling bag ordene.

I København bakser man især i Forsvarsministeriet med at finde en vej frem, hvor man kommer grønlænderne i møde og samtidig fastholder den kurs for Forsvarets fremtidige opgaveløsning og kapacitetsopbygning, som et politisk flertal står bag.

 Risikerer at kollidere
I horisonten venter to endnu større sager, hvor det grønlandske ønske om demilitarisering og det danske ønske om at styrke Forsvarets opgaveløsning i Arktis risikerer at kollidere.

Den første sag handler om fremtiden for den grønlandske Kangerlussuaq-lufthavn, som det danske forsvar gerne ser forbliver omdrejningspunktet for Forsvarets luftaktiviteter i Grønland, når de civile aktiviteter i lufthavnen om tre år drosles kraftigt ned.

Spørgsmålet er dog, om den nye grønlandske regering synes lige så godt om den plan, som den forrige grønlandske regering gjorde.

Lokale rejsende
I dag er lufthavnen den primære port ind til Grønland, da det ikke er muligt at flyve med rutefly direkte fra Europa til Nuuk, Ilulissat og de øvrige byer på Grønlands vestkyst. Derfor flyver langt hovedparten af de rejsende via Kangerlussuaq og derfra videre til kystbyerne.

Men i 2024 skal lufthavnene i netop Nuuk og Ilulissat efter planen være blevet udvidet og i stand til at modtage fly direkte fra Europa og Nordamerika. Det betyder, at lufthavnen i Kangerlussuaq kun skal bruges til lokale rejsende til og fra den lille by, som er bygget op omkring driften af lufthavnen.

Danmark vil betale
De nye forlængede landingsbaner i Nuuk og Ilulissat bliver dog ikke lange nok til det danske forsvars behov. Samtidig ligger Kangerlussuaq for enden af en lang fjord, hvor tåge og dårligt vejr forstyrrer flytrafikken i langt mindre grad end det er tilfældet i kyst-lufthavnene.

Derfor indgik den danske regering og det grønlandske landsstyre i 2019 en aftale om, at det danske forsvar kan benytte Kangerlussuaq-lufthavnen i fremtiden. Siden da har embedsmænd forhandlet om vilkårene for Forsvarets fremtidige brug af lufthavnen, hvis landingsbane trænger til en omkostningsfuld renovering på grund af skader fra permafrost.

En renovering, som den danske forsvarsminister Trine Bramsen (S) tidligere har erklæret, at Danmark vil betale for.

Langt mellem landingsbanerne
USA havde indtil starten af 1990'erne en base i lufthavnen i Kangerlussuaq. Og lufthavnen kan meget vel blive omdrejningspunktet, hvis det amerikanske forsvar i fremtiden får brug for øget luftmilitær tilstedeværelse i Arktis.

US Navy har de seneste år øget sin patruljering med skibe i de arktiske farvande. Næste skridt kan meget vel være at øge patruljeringen med maritime overvågningsfly i Arktis. Her kunne US Navy have stor fordel af landingsbanen i Kangerlussuaq, da der er langt mellem den slags i Arktis.

Gøre lufthavn til flyvestation
Desuden erklærede US Air Force sig i 2018 parate til at investere i lufthavnsinfrastruktur i Grønland. Det kunne eksempelvis være ved at hjælpe Trine Bramsen med at betale regningen for banerenoveringen i Kangerlussuaq.

Den grønlandske regering kan således om få år stå i en situation, hvor Danmark og USA ønsker at øge deres militære tilstedeværelse i Kangerlussuaq og mere eller mindre gøre lufthavnen til en flyvestation, som kan benyttes af droner, overvågningsfly, transportfly og sågar kampfly.

Arktiske fregatter
Det er imidlertid sandsynligvis ikke den eneste konkrete militære oprustning, som grønlænderne kan se frem til i deres nærområde i den nære fremtid.

For i det danske forsvar er man langt fremme med overvejelserne om hvordan afløserne til Søværnets arktiske patruljeskibe af Thetis-klassen skal se ud.

De nye skibe forventes klar i 2030. Og i Søværnet taler man decideret om “arktiske fregatter”, der har en helt anden tungere bevæbning end Thetis-skibene har i dag. Og skibe, som er i stand til at jage ubåde og beskytte sig mod seriøse trusler fra luften - som eksempelvis russiske fly.

Behov for kompromisser
Der er således i nær fremtid udsigt til endnu flere sager, hvor modsatrettede grønlandske, danske og amerikanske ønsker og behov støder sammen.

Det vil afføde et behov for at lande kompromisser.

For på den ene side er Grønland grønlændernes territorium. På den anden side er ansvaret for Grønlands sikkerhed Danmarks. Og endelig har USA mere eller mindre frit lejde til at operere fra grønlandsk jord.