Den uventede liberalistiske bølge

Det var ikke lige den udvikling, man havde set i krystalkuglen.

Der havde i et årti været konsensus om den socialdemokratiske velfærdsmodel, og efter finanskrisen og sammenbruddet i boligmarkedet forventede de fleste øget regulering og massiv kritik af markedskræfterne. I stedet fik man et liberalistisk gennembrud i Danmark.

Går man blot tre år tilbage, lå Venstre nede og svingede på lidt over 20 procent. Et parti som Liberal Alliance scorede kun promiller, og de færreste gav et egentlig liberalistisk parti en reel chance i et Danmark, hvor selv Anders Fogh Rasmussen (V) og Claus Hjort Frederiksen (V) brystede sig af, hvor mange flere offentligt ansatte der var blevet i VK-regeringens tid.

I dag har V og LA 35-40 procent tilsammen, Venstre er drejet mod højre, og det samme er de nuværende regeringspartier i en grad, så der er opstået en høj grad af konsensus om en klassisk blå økonomisk dagsorden med et øget arbejdsudbud som omdrejningspunkt. Den altdominerende dagsorden er, hvordan den danske konkurrenceevne styrkes, mens diskussionen om bedre kontrol med finanssektoren og et mere stabilt boligmarked er gledet helt i baggrunden. 

Tilbage i 2007 toppede den andel, der hellere ville have velfærdsforbedringer end skattelettelser. Den andel er faldet lidt siden da, men den ligger stadig markant højere end i 90'erne.

Jørgen Goul Andersen
Professor ved statskundskab, Aalborg Universitet

Den økonomiske krise og skærpede globale konkurrence - med et massivt tab af job - er bagtæppet for udviklingen. Men det er ikke en naturlov, at den økonomiske krise fører til en liberalistisk bølge. De seneste års politiske udvikling i den vestlige verden er broget: Nogle steder er de liberalistiske tendenser gået frem, andre steder har det ført til en styrkelse af venstrefløjen.    

LA og CEPOS
Herhjemme har udviklingen været præget af, at der er kommet nye spillere på banen. Liberal Alliances leder Anders Samuelsen peger på, at de liberale vælgere nu har fået et alternativ, og at det indirekte har påvirket andre partiers politik:

"Før vi kom, var der ikke noget sted at gå hen for de mere liberale vælgere. Det var nærmest naturstridigt, at vi kom tilbage fra en helt håbløs position, og det viser noget om, hvor stort behovet var. Men da LA først fik en vis opbakning, følte også Venstre sig presset til at gå i mere liberal retning," siger Samuelsen.

Han fremhæver samtidig, at den liberale tænketank CEPOS har spillet en betydelig rolle:

"De analyserede sig frem til, at der er omkring 3.000 meningsdannere her i landet og begyndte selv at uddanne nogen. Tidligere blev debatten domineret af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, men nu er der kommet flere borgerlige meningsdannere," siger Samuelsen, der også peger på sagen om "Fattig-Carina" som murbrækker i debatten. 

Mangler modspil
Venstrefløjsdebattør og pressechef for Enhedslisten Pelle Dragsted er enig med Samuelsen i, at "de nye ultraliberalistiske spillere" på banen har haft sin virkning:

"CEPOS har ofte været dagsordenssættende, og det samme gælder Liberal Alliance. De har været dygtige, men de har også fået en helvedes masse millioner op i røven. Forestil dig lige, at vi i Enhedslisten kunne køre helsidesannoncer i alle førende dagbladene dag efter dag," siger Dragsted.

Men en del af forklaringen findes også i centrum-venstre, mener Dragsted:

"Socialdemokraterne giver slet ikke det ideologiske modspil, man kunne forvente. De mangler deres eget projekt og har langt hen ad vejen tilsluttet sig de liberale grundholdninger, hvor det bare handler om at skabe mere arbejdskraft og øge konkurrencekraften. Det er ikke nok, at vi i Enhedslisten kritiserer udviklingen, for vi kan ikke nå ind til at alle de vælgere, Socialdemokraterne kan," siger Dragsted.

Vanskelige omstændigheder
Den udlægning er Dragsteds tidligere partifælle, nuværende socialdemokratiske folketingsmedlem, Pernille Rosenkrantz-Theil mildt sagt ikke enig i:

"Den slags har Enhedslisten altid ment. Sandheden er, at Socialdemokraterne har en klar kant til de borgerlige, fordi vi fører en ekspansiv finanspolitik, mens Løkke (V) på klassisk liberalistisk vis har været ud og proklamere nulvækst."

Rosenkrantz-Theil afviser hele præmissen om den liberalistiske fremgang:

"Det er, fordi man læser meningsmålinger, som fanden læser biblen. Der er meget få af vores vælgere, der er gået over til højrefløjen, der er bare mange, der er kommet i tvivl om, hvem de skal stemme på i øjeblikket," siger Rosenkratz-Theil, der ser de dårlige meningsmålinger som et resultat af vanskelige økonomiske omstændigheder.

Politisk svigt
Men selv under de forhold havde regeringen haft mulighed for at sætte en mere offensiv dagsorden, mener Politikens opinionsredaktør Per Michael Jespersen, der har specialiseret sig i udviklingen på centrum-venstrefløjen:

"Centrum-venstre burde have udnyttet det momentum, der var i forbindelse med finanskrisen. Når man gik i kødet på krævementaliteten, burde man have rettet kritikken både opad og nedad. Altså ikke kun mod overførselsindkomsterne, men også mod finansverdenen. Det havde der været folkelig opbakning til, og det var et politisk svigt, at man også ikke rettede skytset den anden vej."

Per Michael Jespersen peger også på strukturelle årsager til, at den mere liberalistiske dagsorden har taget over:

"Vi har bevæget os fra velfærdsstat til konkurrencestat. Tidligere diskuterede man "det gode liv" på arbejdsmarkedet og at skabe "hele mennesker" i folkeskolen. I dag er omdrejningspunktet for næsten alle politikområder, at vi skal klare os i den internationale konkurrence."

Vælgerne fortsat imod ulighed
Den markante drejning mod en mere blå økonomisk politik på Christiansborg, modsvares imidlertid ikke af et tilsvarende omsving i vælgernes holdninger. Det siger professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, der i mange år har forsket i vælgeradfærd og danskernes holdninger til centrale politiske spørgsmål:

"Vores undersøgelser viser, at der ikke er sket nogen ændring i danskernes holdning til spørgsmålet om økonomisk lighed. Det er der stadigvæk et klart flertal for - og det ligger på gennemsnittet af, hvad det har gjort de sidste fire årtier," siger Goul og tilføjer:

"Da Venstres Eva Kjer Hansen i 2005 udtalte, at uligheden gerne måtte blive større, fik hun ørerne i maskinen. Og der er intet, der tyder på, at vælgerne vil være mere enige med hende i dag." 

Intet folkekrav
Heller ikke når det gælder skattelettelser kontra velfærdsydelser, er der sket de store ændringer:

"Tilbage i 2007 toppede den andel, der hellere ville have velfærdsforbedringer end skattelettelser. Den andel er faldet lidt siden da, men den ligger stadig markant højere end i 90'erne," siger Goul Andersen.

Ikke engang "Fattig-Carina" eller "Dovne Robert" har medført varige ændringer i vælgernes holdning til overførselsindkomsternes størrelse:

"Man kunne se en vis effekt af Carina-sagen hos vælgerne i de første par måneder efter, men derefter forsvandt virkningen igen. Det er egentlig meget bemærkelsesværdigt."

Krisebevidsthed
På ét punkt er der derimod sket drastiske holdningsændringer. Det er de spørgsmål, der har umiddelbar relation til jobkrisen:

"I 2007 var der rekordagtigt mange, der var uenige i udsagnet "der er ikke råd til lønstigninger". Men vi har aldrig haft så mange, der svarede ja til det udsagn, som der var i 2011," siger Goul Andersen

Da der kom en klar skærpelse af udlændingepolitikken i Venstre og Socialdemokraterne, var det et forsøg på at komme på linje med det store flertal af vælgerne. Her er mønstret anderledes ved drejningen af den økonomiske politik.

"Her er ændringen af partiernes positionering ikke et resultat af, at de følger vælgerne. Om vælgerne så følger efter partierne i mere liberal retning, vil tiden vise, men det er langt fra sikkert," siger Jørgen Goul Andersen.