Ambassadør: Ny afghansk ledelse foran store muligheder og risici

Af Uffe Wolffhechel
Danmarks ambassadør i Kabul, Afghanistan

2014 var et overgangsår for Afghanistan. Politisk blev det året for den første demokratiske og fredelige magtoverdragelse i landets historie. Selve præsidentvalget udviklede sig efter en ganske vellykket første runde til et langstrakt og uskønt forløb i anden runde, der behøvede det internationale samfunds mellemkomst, før et kompromis blev fundet.

Men magtdelingen mellem præsident Ashraf Ghani, en teknokrat med fortid i Verdensbanken, og den såkaldte CEO, Abdullah Abdullah, kan vise sig at være netop den alliance, der sikrer, at Afghanistans brogede mosaik af folkeslag og interessegrupper føler sig repræsenteret i Kabul. Efter langstrakte forhandlinger har præsident og CEO nu fremlagt en ministerliste for parlamentet, der skal godkende kandidaterne.

Reformambitioner udfordres
Regeringen får brug for både handlekraft og stærke ministre, hvis den skal lykkes med den ambitiøse reformplan, som præsident Ghani fremlagde for det internationale samfund ved Afghanistan-konferencen i London i november. Blandt præsidentens mærkesager er meritbaserede udnævnelser i bureaukratiet, beskyttelse af kvinders rettigheder og ikke mindst bekæmpelsen af landets udbredte korruption. For at sætte handling bag ord genåbnede præsidenten kort efter sin tiltrædelse den kontroversielle Kabul Bank-sag, hvor 8-900 mio. US$ er forsvundet.

Større økonomisk uafhængighed har dog lange udsigter. Efter et årti med høje væksttal har usikkerheden omkring fremtiden, den politiske turbulens og tilbagetrækningen af de internationale styrker ramt tilliden, væksten og den afghanske statskasse hårdt. Der skal skabes arbejdspladser til den store ungdomsgeneration, og den omfattende illegale økonomi og opiumsproduktion skal bekæmpes.

Afghanistan har et stort uudnyttet potentiale i landbrug og naturressourcer, og landets centrale placering giver ofte anledning til ideer om en ny ’Silkerute’ med Afghanistan som asiatisk transitknudepunkt for varer og energi. Men det kræver internationale investeringer. Kabul ser mod regionen efter løsninger og har med nogen succes anvendt de første statsbesøg til en offensiv for i højere grad at engagere vækstlandene Kina og Indien i den afghanske udvikling.

Magtdelingen mellem præsident Ashraf Ghani, en teknokrat med fortid i Verdensbanken, og den såkaldte CEO, Abdullah Abdullah, kan vise sig at være netop den alliance, der sikrer, at Afghanistans brogede mosaik af folkeslag og interessegrupper føler sig repræsenteret i Kabul.

Uffe Wolffhechel
Danmarks ambassadør i Kabul, Afghanistan.

Sikkerheden er en forudsætning
Militært markerede 2014 afslutningen på NATO’s 13-årige kampmission ISAF. Præsident Ghani godkendte umiddelbart efter sin tiltrædelse sikkerhedsaftaler med USA og NATO, som banede vejen for fortsat tilstedeværelse af udenlandske soldater i landet. Det bliver dog et begrænset fodaftryk, hovedsagelig i en rådgivende og trænende rolle. De afghanske sikkerhedsstyrker overtog allerede i løbet af 2014 gradvist sikkerhedsansvaret og har trods en eskalering i volden foreløbig vist sig i stand til at stå på egne ben.

Men høje tabstal, både blandt sikkerhedsstyrkerne og civile afghanere, peger på, at konflikten langtfra er overstået. De omkring 350.000 soldater og politifolk vil således for alvor blive testet i det kommende år. Økonomisk er sikkerhedsstyrkerne fortsat dybt afhængige af international finansiering. En bæredygtig sikkerhedsstrategi, normalisering af forholdet til naboerne og fremskridt i den nationale freds- og forsoningsproces er derfor nødvendige skridt for, at sikkerhedsstyrkerne på langt sigt vil kunne reduceres til en størrelse, der kan understøttes af den afghanske økonomi.

Bedre naboskab
Den nye samlingsregering har taget positive skridt mod en normalisering af det traditionelt anstrengte forhold til Pakistan. Gensidige beskyldninger om, at modparten huser terrorgrupper i grænseområderne med henblik på at destabilisere naboen, er for en stund blevet erstattet af militært samarbejde på tværs af den omstridte grænse. Terrorangrebet mod den militære skole i Peshawar i Pakistan 16. december 2014 udløste således konstruktive samtaler mellem de to lande i stedet for den vanlige mudderkastning.

Fred og forsoning med de afghanske oprørsgrupper er også højt på samlingsregeringens prioritetsliste. Fragmentation blandt oprørsgrupperne gør det dog uklart, hvem der har mandat til at forhandle fred. Det må tillige forventes, at oprørsgrupperne vil afvente den nye regerings bæredygtighed, før de føler sig kaldet til forhandlingsbordet. Foreløbig er terroraktiviteterne ikke mindst i Kabul skruet i vejret.

Bæredygtighed
En ny politisk samlingsregering og overtagelsen af sikkerhedsansvaret sætter en ny ramme for Afghanistans udvikling. Præsident og CEO viser politisk vilje og lederskab over for de enorme udfordringer, men opgaverne kan ikke løses uden massiv hjælp udefra. Hvis det internationale samfund fastholder det høje støtteniveau nogle år endnu, har man den bedste chance i nyere tid for at nå frem til en bæredygtig udvikling.