Sådan vandrede vælgerne mellem partierne

VÆLGERVANDRING: Dansk Folkeparti henter flere stemmer fra Venstre, mens Enhedslisten er begyndt at sive stemmer tilbage til Socialdemokraterne. Se alle partiernes vælgervandringer i professor Risbjergs nye analyse.

Der har været en stor bevægelse mellem partierne siden folketingsvalget i 2011, viser ny analyse over vælgervandringer.
Der har været en stor bevægelse mellem partierne siden folketingsvalget i 2011, viser ny analyse over vælgervandringer.Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget.dk
Morten Øyen

Socialdemokraterne har indledt en slutspurt, hvor der hentes vælgere fra alle de øvrige partier. Imens siver vælgerne langsomt fra Enhedslisten og Venstre, mens Dansk Folkeparti fortsætter med at opsamle vælgere fra begge fløje.

Det viser en ny analyse, som valgforsker Søren Risbjerg Thomsen har foretaget for Altinget på baggrund af mere end 150.000 Gallup-interviews fra folketingsvalget i 2011 og frem til udgangen af marts i år.

Nedenfor følger en gennemgang af netto-vandringerne mellem partierne, og i bunden kan du se tabeller over vælgervandringerne.

Enhedslisten er efter Dansk Folkeparti det parti, der står til størst fremgang siden valget i 2011. Partiet er dog begyndt at miste vælgere. I løbet af de første tre måneder i år har partiet samlet afgivet omkring 38.000 vælgere – heraf halvdelen til Socialdemokraterne.
Siden valget er der dog stadig plus på kontoen: Siden september 2011 er der i dag omkring 66.000 flere vælgere, der vil stemme på Enhedslisten.

Fakta
De største vælgervandringer siden 2011-valget
Antal vælgere (netto-vandringer), som har flyttet sig fra et parti til et andet parti.

1: Fra V til DF 112.000
2: 
Fra sofaen til DF 68.000
3: Fra S til DF 56.000
4: 
Fra R til S 38.000
4: Fra SF til EL 38.000
6: Fra SF til S 22.000
7: Fra S til EL 16.000
7: Fra V til LA 16.000

Mandaterne i analysen er her omregnet til antal vælgere. I runde tal skal der 20.000 stemmer til at udløse et mandat i Folketinget.

Om analysen
Analysen er foretaget for Altinget af Søren Risbjerg Thomsen, der er valgforsker og professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Analysen er baseret på over 150.000 Gallup-interviews fra folketingsvalget i 2011 og frem til udgangen af marts 2015. Cirka 12.000 Gallup-interviews per kvartal.

Artiklen må citeres frit efter reglerne om god presseskik og med tydelig angivelse af Altinget som kilde.
Analysens tabeller kan ses nederst på siden og må kun gengives efter aftale med Altinget.

Tabellerne skal læses lodret
Netto-vandringer mellem to partier beregnes som, hvor mange vælgere (omregnet til mandater) der går fra det ene parti til det andet minus, hvor mange der går den modsatte vej. Vandringerne er justerede, så de passer både med valgresultatet i 2011 og med Altingets gennemsnit for hvert kvartal.
Der er endvidere taget højde for forekomst af førstegangsvælgere ("ikke st." i 2011) og sidstegangsvælgere ("ikke st." i kvartalet). "St. ikke" er sofavælgere. Der antages uændret valgdeltagelse. Ved omregning til mandater ses der bort fra spærregrænsen på to procent.

SF står til at gå mere end fire mandater tilbage i forhold til valget i 2011. I de første måneder i år er stemmerne dog begyndt at komme tilbage fra Enhedslisten, til gengæld er der næsten lige så mange, der er gået til Socialdemokraterne.
Selvom antallet er begyndt at falde, er der stadig omkring 26.000, som stemte SF ved 2011-valget, der nu vil sætte kryds ved Enhedslisten.

Socialdemokraterne er den store vinder i årets første måneder. Omkring 54.000 flere vil sætte kryds ved statsministerpartiet i forhold til december. Og vælgerne kommer fra alle partier, også i blå blok.
Siden valget er der dog stadig minus på vælgerkontoen. Omkring 56.000 - eller hvad der svarer til næsten tre mandater i Folketinget - er gået direkte over til Dansk Folkeparti. Og Enhedslisten har stadig en god portion tidligere S-vælgere hos sig nu.

Radikale står til at miste over 90.000 vælgere i forhold til 2011-valget. Nedgangen er i høj grad sat ind, efter det mindste regeringsparti skiftede leder, da Morten Østergaard overtog roret fra Margrethe Vestager.
Det er særligt Socialdemokraterne, der stjæler stemmer fra regeringspartneren. Men måske lidt overraskende er der også en god del tidligere radikale vælgere, der i dag vil stemme på Dansk Folkeparti.

Liberal Alliance henter, hvad der svarer til et mandat i vælgere siden valget i 2011. Og det er i høj grad Venstre, vælgerne kommer fra: 8 ud af 10 af LA's nye vælgere kommer fra statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussens parti.

Konservative ligger tæt på valgresultatet, men går stadig en smule tilbage. De frafaldne vælgere foretrækker nu at stemme på Venstre eller Dansk Folkeparti.

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00