"Hvis vi ikke gør noget, får sygehuspersonalet så travlt, at ingen gider bruge deres arbejdsliv på det"

FIK DU LÆST: På vej mod et valg, hvor Venstre har varslet en omfattende reform af sundhedsvæsenet, står Ellen Trane Nørby (V) pludselig i centrum af dansk politik. Hvad vil hun, og hvad er det, der driver hende? Altinget fulgte i hælene på ministeren en efterårsdag.

Denne artikel blev bragt første gang 11. oktober 2018.

”Skal jeg køre lidt rundt? Vi er i god tid.”

Spørgsmålet kommer fra forsædet af ministerbilen. Trafikken gennem byen er gledet lettere end normalt, og chaufføren gør opmærksom på, at vi er ankommet før tid til sundhedsministerens pressemøde om en ny medicinaftale.

”Lad os bare stå ud. Du kan køre ned til vandet,” lyder det fra højre bagsæde. 

Ellen Trane Nørby fisker et par solbriller op af tasken. 

Lidt efter står vi på kajen ud for det gamle silopakhus i Frihavnen i København, hvor Danske Regioner holder til. Departementschef i Sundhedsministeriet, Per Okkels, særlig rådgiver Anders Jacobsen og andre fra Team Ellen. De syv minutter i efterårssolen er eneste pause på en dag, hvor aftalerne afløser hinanden. Vi har fået lov at køre med rundt for at tegne et portræt af Danmarks sundhedsminister, som dette efterår befinder sig i orkanens øje.

Der falder en bemærkning om sagen med professor Peter Gøtzsche. Jeg spørger til betydningen for det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet.

Svaret kommer prompte:

”Jeg har bestilt en evaluering. De får 18 millioner årligt; du kan slå det op i finansloven.” 

Trane Nørby kigger rundt i kredsen: ”Står det ikke på side 155?” 

De omkringstående trækker beklagende på skuldrene. Jo, deromkring. Det eksakte sidetal kan de ikke lige huske på stående fod. 

Fotografisk hukommelse. Analytisk. Systematisk. Grundig.

Sådan beskrives Ellen Trane Nørby af dem, der har arbejdet sammen med eller for hende, siden hun entrerede Christiansborg i 2005. Først i mange år som ordfører – deriblandt tre år som politisk ordfører for Venstre – siden som minister for børn, undervisning og ligestilling. For to år siden overtog hun til stor undren for en del aktører sundhedsministerposten fra den erfarne Sophie Løhde. Et overraskende valg, mente iagttagere, da hun med en humanistisk uddannelse i bagagen og mange år som kultur- og medieordfører ikke lignede en oplagt kandidat til det tekniske og komplekse sundhedsområde. 

På den anden side har Ellen Trane Nørby, siden hun kom i Folketinget som 25-årig, været en del af indercirklen i Venstre og et sikkert kort at placere i den varme stol. For der skal helst ikke rystes på hånden, når det gælder velfærdsstatens grundpiller: skole og sundhed. Det er områder, hvor ministeren er sikret opmærksomhed, når både medier og menige borgere rapporterer flittigt ude fra virkeligheden:

”Alle har jo gået i skole eller har børn, der går i skole, ligesom alle har prøvet at være patient eller pårørende. Så mange kommer og fortæller deres historier, både om dét, der fungerer, og dét, der ikke fungerer," siger Ellen Trane Nørby og tilføjer:

"Det er helt klart en drivkraft for mig, fordi det minder mig om, at den politik, vi laver, har en direkte betydning for danskerne.” 

Alligevel er der en verden til forskel på Undervisningsministeriet og Sundhedsministeriet, fortæller hun. Hvor uddannelsespolitik kan være meget ideologisk og præget af langvarige forlig og etablerede aftalekredse, er der en anden kultur på sundhedsområdet.

Hun nævner debatten om medicinsk cannabis, hvor hun har iværksat en forsøgsordning, selvom Lægeforeningen var imod:

”Sundhedsområdet er meget styret af fagligheder, og for mig at se af og til nogle lidt konservative fagligheder. For eksempel har det været overraskende for mig at opleve, at i diskussionen om medicinsk cannabis er der hos lægerne en principiel, ideologisk modstand. Lægerne er næsten mere politiske og ideologiske, end jeg er som politiker. Det er en fagkonservatisme, som er kommet bag på mig.”

Det er også her, man kan se det, Ellen Trane Nørby selv kalder “min anarkistiske side”. For nok er hun struktureret og disciplineret, men hun er også stædig og har stærke holdninger:

“Vi har knaldhamrende dygtige embedsmænd i Danmark, men der er også meget inerti i, at tingene skal være, som de plejer. Jeg vil gerne udfordre nogle dogmer og konventioner, også hvis det betyder diskussioner med nogle af de andre ordførere,” siger hun.

Ellen Trane Nørby er vokset op på en gård i den vestjyske landsby Nørre Nissum, men hun transcenderer på mange måder den evige diskussion om By- og Land-Venstre.

Hun er umiskendeligt jysk og har en ligefrem tilgang til politik, som hun har fået med sig hjemmefra, hvor hendes far var borgmester for Venstre i Lemvig. Samtidig var der tale om et akademikerhjem, for faren var, foruden landmand og borgmester, uddannet biolog, og moren er arkitekt. 

Selv valgte Ellen Trane Nørby i slutningen af 1990’erne at flytte til hovedstaden og læse kunsthistorie på Københavns Universitet. I 2004 flyttede hun så til Sønderborg, da hun blev valgt ind i den lokale valgkreds. Og selvom hendes børn går i institution i København, er det Sønderborg, hun kalder hjem.

Bagsædet af den sorte ministerbil fungerer derfor som Ellen Trane Nørbys andet hjem og rullende kontor i disse år.

Det er her, hun laver meget af den forberedelse, der har givet hende ry for at være mere end almindeligt godt inde i tingene. Det er her, hun skriver noter i margenen på talepapirer, vender en aktuel sag med sin departementschef og følger op på igangværende sager. Når hun taler med embedsværket, stiller hun spørgsmål som ”hvad stopper det i at komme videre herfra?” og slutter af med ”hold mig lige opdateret på proces”. Man får indtryk af en leder, der ikke bare svæver over vandene, men sætter i gang, skubber på og følger til dørs, hele tiden.

De embedsmænd i Sundhedsministeriet, der efter en periode med Sophie Løhdes hæsblæsende tempo måtte have regnet med at gå ned i gear, blev da også fælt skuffede. Dette efterår er der ekstra fart på, for Venstre og Socialdemokratiet er i benhårdt kapløb om danskernes tillid på sundhedsområdet. Med god grund, viser en Altinget-måling fra årsskiftet. Her angiver hele 42 procent af de adspurgte, at sundhed er det vigtigste område for dem i forhold til stemmeafgivelse ved et valg. Det betyder, at danskerne – når de selv skal sige det – går mere op i sundhed end udlændinge. 

Ikke mindst statsminister Lars Løkke Rasmussen er i færd med at pudse sundhedsområdet af, så det er skinnende klart til en kommende valgkamp. Regeringen er på trapperne med sit udspil til en – længe ventet – sundhedsreform, der ”sætter retningen for de kommende ti års forbedringer”. Men hvor står Ellen Trane Nørby selv i forhold til de store visioner på tegnebrættet? 

”Jeg er ikke optaget af strukturer, og jeg vil ikke lave om på strukturer bare for at lave om på strukturer. Men når jeg kan få øje på nogle strukturelle ting, som ikke fungerer, så skal de selvfølgelig laves om,” siger hun og oplister de ting, som en kommende sundhedsreform skal løse:

”Den skal skabe bedre sammenhæng, mere nærhed og gøre op med geografisk ulighed.”

Det, der ifølge Ellen Trane Nørby i særlig grad ikke fungerer, er samarbejdet mellem kommune, sygehus og egen læge. En gordisk knude, som mange har hevet sig i håret over, men ingen endnu har haft held til at løse.

Derfor meldte regeringen i begyndelsen af oktober ud, at sundhedsvæsenets tre hovedaktører skal forpligtes til et langt tættere samarbejde end i dag. 21 sundhedsfælleskaber – et for hvert akutsygehus i Danmark – skal ifølge regeringen sikre dette.  

”I dag er der en tendens til, patienten skiftevis får at vide, at det er kommunens, sygehusets eller den praktiserende læges ansvar. Så føler man ikke som patient, at man bliver taget i hånden gennem sit behandlingsforløb,” siger Ellen Trane Nørby.  

Hun understreger, at det ikke kun skal være det praktiske samarbejde om den konkrete patient, der skal styrkes. Den økonomiske kassetænkning skal også bekæmpes. 

”Der skal være penge, som går på tværs,” sagde sundhedsministeren i forbindelse med udmeldingen om de 21 sundhedsfællesskaber. Her fortalte hun også, at regeringen har kigget på organiseringen af sundhedsvæsenet i Skotland, Sverige og Norge under arbejdet med reformen.

Detaljer om sundhedsreformen vil Ellen Trane Nørby først løfte sløret for, når reformen offentliggøres – hvilket i første omgang var planlagt til uge 43 eller 44, men tilsyneladende er udskudt på ubestemt tid. 

Som et eksempel på, hvordan reformen skal skabe forbedringer, har sundhedsministeren fremhævet de såkaldt forebyggelige indlæggelser af ældre.

En opgørelse viser, at regionerne samlet set er blevet bedre til at forebygge den type indlæggelser. Men, gør ministeren opmærksom på i et interview med Altinget, der er store regionale forskelle. 

”Vi kan se, at der er kommuner, som har dobbelt så mange forebyggelige indlæggelser som andre. For eksempel bliver mange flere ældre indlagt på Frederiksberg end i Fredericia. Det er simpelthen ikke godt nok,” siger Ellen Trane Nørby.

Kan man ikke vende det om og se det sådan, at borgerne i Frederiksberg har fået en bedre service? De har haft lettere adgang til at komme på sygehuset, mens dem i Fredericia måtte nøjes med hjemmesygeplejersken?

”Der er ingen ældre, som ønsker at komme ind på et sygehus. Det er en utryg ramme for mange. Og er man 80 år, så er en hård antibiotikakur måske det, der gør, at man mister noget funktionsevne og ikke kan vende tilbage til eget hjem,” siger Ellen Trane Nørby og tilføjer:

”Det handler om, at sektorerne skal samarbejde om forebyggelse. Jo bedre man er til det, des bedre kvalitet kan man give, og jo flere ressourcer kan man samtidig frigive til generelt at løfte behandlingskvaliteten. Så det er en win-win.”

Er det ikke naturligt, at der er forskel – at nogle går foran og viser vejen?

“Jo, men det går for langsomt med at lære af de gode eksempler. Og det går ikke, at når jeg står og taler med medarbejderne på en geriatrisk afdeling, så siger de, at ham her kan de sagtens udskrive, for der er lavet planer med kommunen og styr på hjælpemidler og så videre, men gamle fru Ruth tør de ikke udskrive op til en weekend, selvom hun er færdigbehandlet, for det er kommunen ikke gearet til.” 

Er der kommuner, der er for små, når det kommer til at udføre de mere og mere specialiserede sundheds- og plejeopgaver? 
”Det er der muligvis. På nogle punkter. Men så må man etablere samarbejdsmodeller med nabokommunerne.”

Eksemplet med de forebyggelige indlæggelser rummer essensen af den modernisering af sundhedsvæsenet, Ellen Trane Nørby ser for sig.

Danmark er et af de europæiske lande, som har formået at forkorte indlæggelsestiden mest over de sidste ti år. Hvis man samtidig kan forebygge indlæggelser, rækker sundhedsmilliarderne længere.

Og der er brug for at strække pengene. For på trods af en massiv pengestrøm til sundhedsområdet over de sidste ti år, er det, som om pengene forsvinder lige så hurtigt, som de bevilges. Nye behandlingsmuligheder, sundheds-it og en aldrende befolkning er nogle af forklaringerne. Derfor handler sundhedspolitik også i meget høj grad om at se frem i tiden.

”Der er rigtig meget, der går godt,” siger Ellen Trane Nørby. ”Kigger man på nationale mål, går det fremad på rigtig mange af indikatorerne, og vi har et sundhedsvæsen, som er langt bedre, end det var for 10-15 år siden.”

Er det så ikke forkert at lave reform, der risikerer at vende det hele på hovedet?
”Nej. For når vi ser på alt det, vi har opnået, og spørger os selv, om vi kan opnå lige så meget de næste ti år ved bare at køre videre – så er vores svar, at det mener vi ikke,” siger Ellen Trane Nørby. 

Set fra hendes stol er en sundhedsreform et svar på de demografiske fremskrivninger, hun har siddende på rygmarven:

”Vi får over de kommende år 250.000 flere ældre medborgere. Hvis vi ikke gør noget, hænger det ikke sammen. Så får vi sygehuse, der sander til. Når jeg møder sygeplejersker, som knokler derude, så har de rigtig travlt. Hvis vi tager den udvikling med 250.000 flere ældre og forestiller os, at de i lige så høj grad som i dag skal ind omkring sygehusene med forholdsvis ukomplicerede ting, kommer personalet til at få så travlt, at ingen vil bruge deres arbejdsliv på det. Så når vi ønsker at lave en sundhedsreform, er det for at sikre, at det ikke ender med at gå ud over patienter og medarbejdere, at vi ikke gjorde noget i tide.”

Sygehusene skal være til det komplicerede. Hvis det ikke er svært, skal det være nært. Vi er ikke i mål endnu.

Det er sætninger, som Ellen Trane Nørby gentager igen og igen. Hun er professionel og sørger for at ’stay on message’, som man siger i amerikansk politik; hamre sit budskab ind. Hun balancerer på en knivsæg mellem argumenter med rod i de økonomiske analyser og argumenter med rod i hensynet til den enkelte patient.

For hende er det én og samme sag. Patienterne skal behandles mindre på sygehuse og mere af kommuner og praktiserende læger. Ikke kun for sundhedsbudgettets skyld, også for deres egen. Og ikke mindst af hensyn til alle de andre patienter, som har brug for en seng på hospitalet, ny sklerosemedicin, en knæoperation, fertilitetsbehandling eller noget af alt det andet, der skal finansieres ud af samme lagkage. 

Men politik er også et kald. Så hvad er det, der kalder på Ellen Trane Nørby? Har det for eksempel ændret noget i hendes eget forhold til sundhed og sygdom at sidde som sundhedsminister?

”Ja. Det kan ikke undgås, at det kryber ind under huden på én. Man kommer jo tæt på liv og død, når man kommer ud på en kræftafdeling og møder terminalt syge og deres pårørende eller besøger et børnehospice …”

Hun gør holdt ved det sidste. For det kommer tæt på, når man kan se sig selv i den andens umulige situation.

”Det er da en stor drivkraft for mig at tænke på, at man faktisk kan være med til at gøre en forskel ved at sikre en ordentlig opbakning til de børn, der skal dø, og til de forældre og søskende, som måske lever i årevis på en hospitalsafdeling. Når man selv er forælder og ved, hvor påvirket man bliver, når der er det mindste i vejen, så er det jo helt ubærligt at forestille sig alt det, de familier skal igennem,” siger Ellen Trane Nørby. 

Det er en af de få gange, Ellen Trane Nørby refererer til sig selv, når hun taler om politik.

For en politiker, der har været i ’gamet’ siden 2005, er det egentlig bemærkelsesværdigt. Mange andre politikere bruger gerne af den kapital, der hedder privatlivet, når de skal nå ud til vælgerne. Senest har Lars Løkke Rasmussen fortalt sin egen historie om sin fars kræftdød for at sætte fokus på Venstres og hans egen indsats på kræftområdet. 

Her er der nærmest hermetisk lukket hos Ellen Trane Nørby. Hun fortæller ikke anekdoter fra sit eget møde med sundhedsvæsenet, og hun poster ikke fotos fra familieudflugter på Facebook og har aldrig haft pressen med hjemme i privaten. De færreste ved, at den 38-årige sundhedsminister har to små børn med sin kæreste. 

”Jeg vil tale om, hvad jeg mener politisk, og ikke om mine børn eller alt muligt andet. Jeg har respekt for kolleger, der vælger anderledes, men mine børn skal ikke slæbes med rundt eller udstilles på sociale medier, for de har ikke valgt at være politikere," siger hun.

Er det noget, du altid har været bevidst om?

”Jeg har nok været selektiv fra starten, også fordi jeg grundlæggende gerne vil holde mit privatliv privat. Jeg synes ikke, hele Danmark skal ind og se mit klædeskab eller min sofa. Men efterhånden er det nærmest blevet et issue i flere interviews, som om der er tale om en slags hemmelighedskræmmeri. Sådan føler jeg det nu ikke selv,” siger Ellen Trane Nørby. 

Sundhedspolitik handler meget om at fordele milliarderne. Kan du af og til mærke, at du er humanistisk uddannet i en verden af økonomer?

”Både ja og nej. På en måde er det, ligesom når journalister spørger, om det er anderledes at være kvindelig politiker end mandlig. Jeg har jo ligesom aldrig prøvet at være mandlig politiker … Men jo, jeg kan godt mærke det af og til. Måske især, når der er nogle, der forsøger at overbevise mig om, at sundhedspolitik kun er noget meget teknisk, så insisterer jeg på at huske mennesket bag tallene. Det er måske der, humanisten stikker hovedet frem. Uden at forklejne folk i djøf-segmentet.”

Tiden på universitetet ligger langt væk, og det er længe siden, Ellen Trane Nørby har brugt sin kunstfaglighed. Men hun er klar til at forsvare sin humanistiske baggrund:

”Jeg synes, det giver mig et bredere kulturelt dannelsesmæssigt afsæt. Jeg synes også, det er vigtigt, at vi har et folketing, der er bredt sammensat, bredt hvad angår både alder og uddannelse,” siger hun. 

Vi ruller ind i gården bag Sundhedsministeriet efter en dag i ministerbilen fra Finansministeriet til Danske Regioner og videre til topmøde hos Dansk Industri.

Ellen Trane Nørby har en times tid på kontoret, inden hun skal videre til et møde i Statsministeriet.

De mærkater, folk hæftede på hende – det analytiske, det systematisk og det grundige – står i den grad mejslet i sten, efter jeg har fulgt hende i aktion over nogle timer. Der er få sprækker ind til det personlige, følelsesmæssige engagement, der driver enhver politiker – men de er der. 

Jeg spørger, om hun altid har været så struktureret. 

"Jeg har altid været ret god til at planlægge. Som minister med to små børn kan det simpelthen ikke hænge sammen, hvis man ikke er ret struktureret," siger hun, men indrømmer, at hun af og til beder om at få slukket radioen og tage fem minutter i stilhed i bilen. 

Tilbage på redaktionen slår jeg op i finansloven for 2019. Bevillingen til Nordisk Cochrane Center fremgår ganske rigtigt af side 155.  

---

Portrætinterviewet med Ellen Trane Nørby er bragt i oktoberudgaven af magasinet Altinget. Denne udgave er lettere redigeret. 

Forrige artikel Dagens overblik: Socialdemokratiet vil forbyde farlige nytårsraketter Dagens overblik: Socialdemokratiet vil forbyde farlige nytårsraketter Næste artikel Dagens overblik: SF vil afskaffe nationale test Dagens overblik: SF vil afskaffe nationale test
Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

VIP-GÆST: Helle Thorning-Schmidt optrådte på sin første S-kongres, siden hun gik af som formand i 2015. Den tidligere statsminister bakkede op om sin arvtager, som dog blev formanet om at søge kompromisset for at undgå britiske tilstande.