Ekspert: Rangliste er amatørarbejde

RANGLISTE: Børsens nye rangliste over de danske universiteter er amatørarbejde og svarer til et politisk blog-indlæg, siger citations-ekspert.
CBS er et af de universiteter, der falder mindre heldigt ud i Børsens omdiskuterede rangliste.
CBS er et af de universiteter, der falder mindre heldigt ud i Børsens omdiskuterede rangliste.Foto: Julie Charlotte Christensen/Altinget.dk
Uffe Laursen
Om ikke andet har Børsens rangliste over de danske universiteter, som avisen bragte i sidste uge, bragt de universitære sind i kog.

På blogs og blandt andet i et debatindlæg, som Altinget bringer i dag, argumenteres fra forskellig universitetsside for, at Børsen og DTU har indgået en uhellig alliance med det formål at promovere konkurrenceudsætning af forskningsmidler og få DTU's forskning til at tage sig ekstra godt ud i forhold til de andre universiteter, før politikerne i denne uge går i gang med at fordele tre milliarder forskningskroner fra globaliseringspuljen.

Amatør-arbejde
Og selv om især de universiteter, der er taberne på Børsens rangliste, har en interesse i at nedgøre den, så er der ingen tvivl om, at ranglisten da også er et stykke uvederheftigt amatørarbejde, fastslår professor Peter Ingwersen fra Danmarks Biblioteksskole, som er centrum for både undervisning og forskning i videnskabelig informationssøgning og forskningsevaluering.

"Datamaterialet, som Børsen har fået fra DTU, kan som sådan være godt nok, men måden, man har vægtet de forskellige elementer på, er helt hen i vejret. Man sammenligner lister, hvor flere af universiteterne ikke optræder, og metoden, som de bruger, har ikke været afprøvet videnskabeligt. Hvorfor skal den ene liste tælle 5 procent og den anden 40 procent. Det giver ikke mening, og er meget arbitrært," siger Peter Ingwersen.   

To slags æbler 
Især falder det ham for brystet, at Børsen i det såkaldte "citation impact 2003-2007" har forsøgt at opstille universiteternes forskellige fakultetsområder over for hinanden for at se, hvem der har fået flest citationer.

Nej, jeg vil nok ikke sige, at det er videnskabelig uredelighed. Undersøgelsen postulerer jo som sådan ikke at være videnskab.

Peter Ingwersen
Professor, Danmarks Biblioteksskole

"Det giver slet ingen mening, fordi universiteterne selv inden for de samme områder har forskellige forsknings- og publikationsprofiler. KU og DTU er jo vidt forskellige på området NAT/TEK, hvor KU er stærke på naturvidenskab og DTU på teknologisk forskning. At sammenligne antallet af citationer mellem de to universiteter på dét område er som at sammenligne to helt forskellige slags æbler," siger Peter Ingwersen.

Sammenlign med resten af verden 
Han fortæller, at Børsen skulle have gjort, som man normalt gør i international videnskabsmåling, hvor man med såkaldte Crown-indikatorer måler/antal citationer inden for samme profilområde. Med andre ord skulle DTU med sin specielle profil være sammenlignet op mod verdens andre tekniske universiteter med samme profil.

"Men det har man jo nok ikke gjort, fordi det er et stort, dyrt og temmelig omfattende arbejde," siger Peter Ingwersen, som mener, at Børsens analyse ville blive bedømt til dumpegrænsen, hvis det havde været et eksamensprojekt ved en læreanstalt, som forsker i forskningsevaluering.

I et debatindlæg her på Altinget i dag mener Nils Bredsdorff fra RUC, at Børsens rangliste er tæt på at være videnskabeligt uredelig. Er du enig i det?

"Nej, jeg vil nok ikke sige, at det er videnskabelig uredelighed. Undersøgelsen postulerer jo som sådan ikke at være videnskab, selv om det er klart, at den lugter lidt af videnskab på den måde, den er stillet op. Jeg ser nærmere undersøgelsen som en slags politisk blogindlæg, hvor man jo kan skrive hvad som helst fra Børsens side om, at man skal prioritere nogle midler på en bestemt måde."

Vanvittigt at der ikke måles 
Det var mandag ikke muligt at træffe Børsens chefredaktør, Leif Beck Fallesen, for en kommentar. Men til Information siger han, at han ikke vil afvise, at der kan være "systematiske problemer" i Børsens beregninger:

"Det kan godt være, vi skal arbejde med definitionerne, men hvis vi ikke lavede den, så var alternativet, at vi slet ikke får nogle målinger af kvaliteten, fordi man aldrig ville kunne blive enige om nogle parametre. Jeg synes, det er vanvittigt, at de offentlige myndigheder ikke måler det her," siger Leif Beck Fallesen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00