Alt for få danskere bruger sundhedstilbud

FOREBYGGELSE: Kun 14 pct. af danskerne har benyttet sig af kommunale sundhedsydelser. Det er ikke tilfredsstillende, siger Tove Larsen (S), formand for KL's sundhedsudvalg.
Foto: Colourbox.com
Maria Dalby
Når kun 14 pct. af danskerne siger, at de har benyttet sig af kommunernes sundhedsydelser, så er det ikke tilfredsstillende. Det mener formanden for KL's sundhedsudvalg Tove Larsen.

"Det er ikke tilfredsstillende, at så få har benyttet kommunernes tilbud. Men jeg tror så heller ikke, at borgerne eksempelvis er klar over, at sundhedsplejersken, sund mad i skolerne og sportsfaciliteter er en del af tilbuddene," siger hun.

Kommunerne er stadig usynlige
Det har netop været en stor opgave for kommunerne at få kommunikeret til borgerne, hvilke sundhedsopgaver de tager sig af. Derfor tror formanden for kommunernes sundhedsudvalg også, at tallet fremover vil stige. Dels vil flere kommuner lave sundhedscentre, som vil synliggøre over for borgerne, hvad kommunerne tilbyder for at holde dem raske. Dels vil tiden også arbejde for kommunernes indsats, da de fortsat kun har haft ansvaret i et par år.

"Sundhedstanken vil vokse fremover. Det vil blive bedre og bedre. I princippet er 14 pct. et fint tal, hvis det har ramt de borgere, det skulle," siger Tove Larsen.

Hun mener ikke, at kommunerne med deres begrænsede midler har været i stand til at bruge en masse midler på at kommunikere, hvilken opgave det er, de har. Men tror, at det med tiden vil gå op for borgerne.

Fakta

Altinget|Sundhed har spurgt borgerne:

Har du benyttet de kommunale sundhedsydelser? (Det kan eks. være et rygestopkursus, genoptræning eller kostvejledning.)

14 procent har svaret, at det har de.
85 procent har svaret, at det har de ikke.
1 procent ved ikke.

I alt har 912 repræsentativt udvalgte danskere deltaget i undersøgelsen, der er foretaget af A&B Analyse.


Kilde: Altinget/A&B Analyse

En gennemsnitskommune med 50.000 indbyggere har cirka 10.000 rygere, cirka 17.000 borgere, der ikke dyrker nok motion, cirka 20.000, der er overvægtige, og cirka 4.700, der drikker for meget alkohol. Og selvom en del af borgerne går igen i de forskellige grupper, så viser skønnet, der er lavet af Sundhedsstyrelsen, at der er nok af opgaver for kommunerne at tage fat i. De cirka 14 pct. der svarer, at de har benyttet kommunens sundhedsydelser, ville svare til 7000 borgere i en kommune med 50.000 indbyggere.

Da kommunerne i forbindelse med kommunalreformen fik ansvaret for forebyggelsen, blev der ikke fastsat konkrete tal for, hvor mange borgere kommunerne skal have fat i. Men tilbuddet om at modtage relevant forebyggelse er en rettighed, som alle borgere har.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00