Efter kongressen: S slås stadig med fortiden

<img align="left" src="@nyimg=5367@" />Af Peter Goll,
Adm. dir. og partner i kommunikationsbureauet Geelmuyden.Kiese

Den tidligere strateg for Tony Blairs New Labour, Philip Gould, skriver i sin berømte bog "The Unfinished Revolution" om, hvordan Socialdemokraterne (i UK) havde svigtet sin historiske rolle som den brede befolknings parti.

Han beskriver, hvordan partiet i en lang periode i stigende grad brugte tiden på at udvikle og kommunikere politik, der var for en stadig mindre del af befolkningen. Der var fokus på homoseksuelles rettigheder, på handikappedes muligheder i samfundet, på indvandreres rettigheder.

Alt sammen vigtige politiske områder - men også områder, som flertallet af befolkningen ikke selv bliver meget direkte berørt af; og der derfor i et demokrati som hovedregel ikke afgør valg. Goulds tanke var, at Labours ledelse skulle gøre op med dette og bringe partiet tilbage på en kurs, hvor det primært talte om problemer, der direkte vedrørte folkeflertallet.

Hvor er den forskel over tid, som Socialdemokraterne vil gøre kvalitativt fra en borgerlig regering? Det er fremtidens udfordringer for S at svare på det spørgsmål - men her var der intet at hente på kongressen.

Peter Goll
Kommunikationsdirektør

Når man har fulgt Socialdemokratiets netop afsluttede kongres, er det tydeligt, at britiske Labour ikke er det eneste europæiske socialdemokrati, der mestrer kunsten at kommunikere til et mindretal frem for til et flertal. Selvom det nu er mere end ti år siden, at Gould skrev sin bog, er der tydeligvis stadig vigtig politisk og kommunikationslærdom at hente der for det danske socialdemokrati anno 2009.

Kun et mindretal
Hvilke politiske budskaber kom ud af weekendens kongres? Det budskab, der fik mest opmærksomhed var, at Socialdemokratiet nu vil forbyde købesex. Helt sikkert et vigtigt spørgsmål - som både eksperter og partiet ledelse strides om virkningen af, da ingen rigtig kender det. Men det er i hvert fald ikke et budskab, som gør en særlig forskel i forhold til at bringe Socialdemokratiet videre og skabe større folkelig opbakning til partiet. Det er en debat for de særligt engagerede - med en konklusion, som kun et mindretal i den danske befolkning støtter.

Et andet budskab, der kom igennem, var, at en del i baglandet synes, at Socialdemokratiet i sagen om Brorsons-kirken var rykket for langt mod højre. Her har vi en sag, der virkelig optager et flertal af befolkningen - og hvor befolkningens flertal mener noget andet end stemmerne fra arbejderpartiets bagland. Helle Thorning Schmidt og hendes kolleger i ledelsen, der ellers kom ret flot igennem selve den sag undervejs i forløbet, kom ikke offensivt igennem i weekenden med deres argumenter. Vi kunne ikke mærke, om det var en vigtig sag for dem.

Det er enten socialdemokratisk politik at insistere på, at afviste asylansøgere skal sendes hjem - selvom vi kan se, det gør både dem meget kede af det og giver det irakiske styre mulighed for at fængsle nogle af dem. Eller også er det ikke. Det optager befolkningen, og vi må mærke, at partiet har en kurs her, som der er nogle i toppen, der slås for og tror på.

Helle Thorning-Schmidt forsvarede fra talerstolen håndteringen af Brorson-sagen. Det virkede ikke som en mærkesag for hende - men hun argumenterede fint og forklarede sine synspunkter.

Hun kom alt i alt personligt udmærket gennem kongressen. Hun fremstår i dag som en troværdig udfordrer af Lars Løkke Rasmussen til statsministerposten - støttet af meningsmålinger, som siger at danskerne er stort set delt midt over mellem at ønske hende eller Løkke som leder af landet. Og støttet af at meningsmålingerne samtidig viser, at vælgerne er nogenlunde delt midt over i forhold til, hvilken blok de vil give magten til ved næste folketingsvalg.

Reel chance
Det nye er, at Socialdemokraterne igen har en reel chance for at vinde regeringsmagten - så det lunede det gamle arbejderparti sig på i weekenden. Men udfordringen for partiet er, at det ikke for alvor fører kampen om regeringsmagten. Det er helt tæt, og det bliver de små marginaler, der afgør et kommende valg.

Hvis Socialdemokraterne for alvor skal bringe sig foran, må de tage det alvorligt, at de nu kun er tæt på. Weekenden virkede lidt for meget som om, at de allerede havde bragt sig afgørende foran. Selvtillid og optimisme er godt for enhver organisation - så længe der samtidig er en meget nøgtern realisme, der får alle til at yde sit yderste frem mod målet. Om Socialdemokratiet har det drive i sin organisation, må fremtiden vise.

Der er store udfordringer med De Radikale, som skal løses inden et valg, før blokken rigtigt står stærkt og samlet. Målinger viser, at befolkningen ikke tror et øjeblik på S' og SF's løfter om, at De Radikale ikke får indflydelse på skatte- og udlændingepolitikken. Det skal Socialdemokraterne løse, hvis ikke regeringen for alvor skal sætte oppositionen under pres, når klimatopmødet er overstået, og V og K igen vender al fokus på den indenrigspolitiske slagmark.

Den kvalitative forskel
Endelig skal Socialdemokraternes ledelse have vist, hvad den kvalitative forskel er på en regering ledet af Thorning frem for Løkke. De vil håndtere krisen forskelligt, og der er forskelle på skat og penge til velfærd. Men det fremstår meget som kvantitative forskelle - lidt flere penge her og lidt færre penge der.

Men hvor er den kvalitative forskel? Fogh ville gøre samfundet mindre præget af staten - over tid forstod vi - med skattestop og minimalstatsbog. Men hvor er den forskel over tid, som Socialdemokraterne vil gøre kvalitativt fra en borgerlig regering?

Det er fremtidens udfordringer for Socialdemokratiet at svare på det spørgsmål - men her var der intet at hente på kongressen. Det var fortidens udfordringer med accepten af den stramme flygtningepolitik og mindretalsområder som forbud mod købesex, der var på dagsorden. Det var bortset fra profileringen af Helle Thorning- Schmidts person en forspildt kommunikationsmulighed - og dem har Socialdemokraterne ikke råd til at have for mange af herfra og inden valget, hvis de skal vinde det til sin tid.