Merkel i modvind i Det Europæiske Råd

TOPMØDE: På torsdag er der lagt op til diplomatisk kamp, når Europas statsministre og regeringschefer skal diskutere euroens fremtid og det tyske forslag om ændring af traktaten. Intet tyder på enighed.
Kristoffer Hecquet

På torsdag mødes EU's regeringsledere og højeststående politikere i Det Europæiske Råd (DER) for at diskutere de store linjer i EU-samarbejdet. DER-møderne finder sted fire gange om året, og på torsdag sker det i Luxemburg. Omdrejningspunktet på mødet ser ud til at blive Tyskland.

Det er igen unionens økonomi, der er på tale og emnet udspringer, som på tidligere møder af samme type, af den græske økonomiske krise. Den økonomiske krise i Grækenland var fødselshjælper til et nyt europæisk instrument, placeret i Luxemburg, kaldet den Europæiske Finansielle Stabiliseringsfacilitet (EFSF).

EFSF blev tidligere i 2010 udstyret med 440 mia. euro til at redde bankerottruede euro-medlemmer, men blev samtidig bestemt til at skulle udløbe i 2013. Tyskland kan ikke godkende en forlængelse af EFSF's levetid, da det af tekniske årsager vil stride imod regler i den tyske forfatning. Derfor kan det blive nødvendigt at pille ved Lissabon-traktaten. Og hvis traktaten alligevel skal åbnes, vil tyskerne gerne indføre strengere straf til stater, der ikke passer ordentligt på den nationale økonomi. Det var jo Tyskland, der i sin tid lagde den største sum i EFSF-kassen.

Ingen hast
Men selvom det er lykkedes Tyskland at få den vigtigste partner Frankrig med på vognen, vil traktatspørgsmålet komme i modvind på mødet i DER på torsdag. De øvrige eurolandes ministre var nemlig nået frem til en anden løsning, der ville kunne stramme op om euroen uden en traktatændring og flere lande mener, at tyskerne har givet Frankrig for mange indrømmelser, for at få landets opbakning.

Med al sandsynlighed vil traktatspørgsmålet efter DER blive dysset ned. Det vil være alt for risikabelt at gå efter en ny traktat, der både skal igennem et modvilligt Europa-Parlament, en folkeafstemning i Irland og igennem den euroskeptiske præsident Vaclav Klaus i Tjekkiet, for blot at nævne nogle få udfordringer. I stedet vil ændringerne for eksempel kunne blive listet ind under de kommende udvidelser af unionen - med Kroatien og Island - inden juni 2013, når EFSF udløber.

Det reelle problem bliver derfor nærmere de krav, som medlemslandene vil stille til gengæld for at godkende Tysklands og Frankrigs traktatændring. Disse forhandlinger vil blive et kompliceret puslespil og vil tage tid.

Ud over at diskutere økonomisk politik skal mødet i DER forberede EU's position til G20 i Seoul, COP16 i Cancun og ved topmødet med USA 20. november.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00