Ugens slagtilbud: Skatteprocenten

På Skodsborg Strandvej ligger en ekstravagant liebhavervilla. Pris: 10.900.000 kr.

I køledisken i Fakta ligger i denne uge en hel svinekam. Pris: 19,95 kr.

I Struer sidder en borgmester, der i år har sat skatten op. Ny skat: 24,9 procent.

Man skulle ikke tro det, men der løber en lige linje mellem disse tre talstørrelser. Det er så godt som videnskabeligt bevist.

Asmus Leth Olsen, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, har indsamlet 9.500 kommunale skatteprocenter i perioden 1972-2006. Han kørte dem alle igennem en regnemaskine, og ud kom et resultat, der støtter tesen om, at der ikke er så langt mellem liebhavermægleren, købmanden og borgmesteren.

• Ud af alle 3.500 skattesatser viste det sig, at tallet 9 (og i øvrigt 0 og 5) var markant overrepræsenteret som procentens første decimal.
• 9 forekom tre gange hyppigere efter kommaet end eksempelvis 1.
• Den oftest forekomne skatteprocent viste sig at være 19,9.

Psykologisk forklaring
Forklaringen skal findes i psykologien. Ifølge en række studier har vi som mennesker en ret knudret forståelse af talsystemer. Vi hæfter os f.eks. kun ved dele af et tal - oftest tallet til venstre - og vi runder sjældent et tal op. Det er det, som liebhavermægleren og købmanden udnytter.

"Kommunalpolitikerne har samme incitamenter som købmanden," skriver Asmus Leth Olsen i en mail til Altinget | Kommunal fra sit forskningsophold på Stanford University:

"Man kan forestille sig, at budgetberegninger viser, at årets udgifter kan dækkes med en udskrivningsprocent på 20,0. Hvis kommunen hidtil har haft en skatteprocent på 19,5, så vil denne stigning "føles" større end de 0,5, som den reelt er. Man kan derfor forestille sig, at embedsmænd eller politikere i budgetforhandlinger vil forsøge at undgå dette ved at finde andre indtægtskilder, så skatten kan bevares på 19,9 eller mindre."

"Nej, det er for dumt"
Det ligger klos op ad en virkelig historie fra det vestjyske.

Sidste år blev man i Struer Kommune enige om at hæve skatten, som på daværende tidspunkt lå på 24,5 procent. Målet var at finde 14 mio. kr. i nye indtægter.

Bevidst eller ubevidst landede borgmester, byråd og embedsmænd på en ny skatteprocent på 24,9 procent. Problemet var, at det bare ikke var nok til at nå de 14 mio. kr. I stedet fandt man de sidste penge på grundskyldspromillen.

"Det kunne vi jo have ladet være med og i stedet sætte skatten op til de runde 25 procent. Men vi satte den altså op til 24,9, og så regulerede vi lige den sidste million på grundskylden," fortæller Struers borgmester, Niels Viggo Lynghøj (S), til Altinget | Kommunal.

Hvorfor ville I ikke runde op til 25?

"Jamen, det ved jeg ikke. Det har jeg ikke tænkt nærmere over."

Var det noget I diskuterede? At I absolut ikke skulle op på 25?

"Nej. Vi satte os ikke ned og sagde, den skal altså kun op på 24,9, for så tror folk kun, det er 24. Det var bare ikke noget, vi sagde. For så ville vi have kigget på hinanden og sagt, 'nej, det er for dumt. Nu går der for meget supermarked i den.' Men der var en indforståethed om, at 24,9 var en passende skatteprocent," siger borgmesteren, inden han eftertænksomt slutter af:

"Der er nok noget om det. Det er vel heller ikke tilfældigt, at et par bukser koster 499. Så tror man, de har kostet 400. I stedet for 500. Som de jo i virkeligheden koster."

Kognitive begrænsninger udnyttes
Asmus Leth Olsen medgiver, at studiet, der er offentliggjort i tidsskriftet Public Choice, umiddelbart kan virke en smule aparte i forhold til de mange store politiske spørgsmål, som Danmark lige nu slås med. Men der er en dybere mening bag det hele.

Asmus Leth Olsen sammenfatter den på sin blog på videnskab.dk:

"Flere politologiske teorier forventer, at folkevalgte ikke er sene til at udnytte vælgernes kognitive begrænsninger. F.eks. ved vi, at politikere ynder at vedtage populære beslutninger tæt på et valg, mens upopulære beslutninger træffes så langt fra et valg som muligt. Hermed udnytter man, at vælgerne i højere grad lægger mindre vægt på beslutninger truffet længere tilbage i tid," skriver han og fortsætter:

"Eksemplet med skæve skatter viser i den forbindelse, at vi måske også skal fokusere på, hvordan politikere bruger talsystemet strategisk til at fremme særlige opfattelser af den førte politik. Det er svært at være borger i den moderne velfærdstats virvar af lovgivning, beslutninger, organisationer, ydelser og interessenter. Det bliver ikke lettere, hvis virvaret samtidig er er tilrettelagt strategisk for at udnytte borgernes kognitive begrænsninger."

Læs hele undersøgelsen "The politics of digits: evidence of odd taxation" her