Rasmus Nielsen: Jo, vi skal da lave historien om de ukendte EU-spidskandidater

Den socialdemokratiske EU-veteran og spidskandidat er for først gange træt af de gentagne mediehistorier om de ukendte kandidater, pengeforbruget, rejsecirkus, lakridspiber, krumme agurker osv.

Medie/politiker-fighten om vælgerflertallets manglende kendskab til ni af de tolv spidskandidater fandt vej til begge vores serier af podcast-flagskibe: 'Altinget taler om Europa' med Thomas Lauritzen og Rikke Albrechtsen i Bruxelles og '#dkpol' med Esben Schjørring og Jakob Nielsen i København.

I Bruxelles-studiet var den ellers normalt venlige og sindige Christel Schaldemose i et i øvrigt sympatisk tonefald godt gammeldags harm over, at EU-professor Derek Beach fra Aarhus Universitet om meningsmålingen om spidskandidaterne sagde, at "der er ikke nogen, som virkelig brager igennem."

Fordi Danmark er en stor valgkreds, hvor alle kan stemme på de samme, slår 'statsminister-effekten' stærkere igennem ved EP-valg end ved folketingsvalg.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Det er et tegn på, at partierne ikke er stillet med deres stærkeste hold, konkluderede han, i det han sagde: "Der er ikke noget i det felt, der tyder på, at partierne betragter det som ligeværdigt med arbejdet i Folketinget."

"Mest af alt blev jeg nok provokeret af, at eksperten sagde, at partierne ikke stiller med deres stærkeste kort. Det synes jeg ikke er rigtigt for mit partis vedkommende. Jeg er i forhold til EU-politikken vores stærkeste kort. Og ja, det er ikke sådan, at folk genkender mig på gaden. Det ved jeg godt. Det er jo en udfordring, jeg har haft i alle de 17 år, jeg har været her: At det er svært at trænge igennem i medierne," sagde hun med lige dele selvsikkerhed og resignation.

Christel Schaldemose har ubrudt siddet i Europa-Parlamentet – for det samme parti, vel at mærke – siden 2006.

Rikke Albrechtsen argumenterede på sin side for, hvorfor det navnlig denne gang er relevant at undersøge, hvor mange vælgere, der kender til de spidskandidater, de over hele landet præsenteres for til juni. Fordi Danmark er en stor valgkreds, hvor alle kan stemme på de samme, slår 'statsminister-effekten' stærkere igennem ved EP-valg end ved folketingsvalg.

"Og hvis vi bare ser 25 år tilbage, så har vi ikke set et felt, der er så ukendt, som vi ser denne gang. For der har næsten altid været eks-statsministre, eks-partiformænd, eks-ministre og så videre, som vi ikke ser denne gang," argumenterede Rikke Albrechtsen.

Fuldstændig rigtigt – feltet af kandidater er svagere end længe set. Om nogensinde. De første mange år var der mange kendte folketingspolitikere, der stillede op i håb om et attraktivt dobbelt-mandat i Strasbourg.

Det er en meget lytteværdig podcast med personer, der tydeligvis kender hinanden indgående og respekterer hinanden, men dog forstår de respektive roller og holder en vis, klædelig professionel distance, nysgerrigt styret af programværten, Thomas Lauritzen.

Lad os lige tage dem, spidskandidaterne. Først de tre, som mere end halvdelen af vælgerne kender: Venstres Morten Løkkegaard, Moderaternes Stine Bosse samt Nye Borgerliges Martin Henriksen, der dog siden målingen har meddelt, at han "realistisk set" ikke er kandidat alligevel.

De øvrige er kun kendt af et mindretal af vælgerne: Henrik Dahl (LA, 51 procent af vælgerne kender ham ikke), Christel Schaldemose (S, 53 procent kender hende ikke), Anders Vistisen (DF, 59 procent kender ham ikke), Per Clausen (EL, 62 procent), Niels Flemming Hansen (K, 74 procent), Kira Marie Peter-Hansen (SF, 74 procent), Jan Kristoffersen (ALT, 76 procent), Kristoffer Storm (DD, 77 procent) og endelig Sigrid Friis (R, som 77 procent af de adspurgte vælgere ikke kender).

Netop denne gang virker det som om, at kandidat-feltet i særlig grad generelt er svagt. Så den måling måtte vi lave og bringe.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

De tal skal der jo nok blive ændret på, efterhånden som valgdagen nærmer sig. Spidskandidaterne bliver eksponeret i store tv-debatter og kommer på plakaten over hele landet.

Men udgangspunktet er ringe, også alt for ringe, når vigtigheden af EU og Europa-Parlamentet betænkes.

Europa-Parlamentet er den folkelige ventil i et EU-system, der ellers nogen gange lukker sig lidt om sig selv. En sympatisk institution, den europæiske vælger gør godt i at bakke op ved at møde frem og stemme til juni.

Valgdeltagelsen er desværre lige så lav, som mange kandidater er ukendte – så meget desto vigtigere at slå et slag for EU-valget.

Christel Schaldemose gør det i podcasten klart, hvad hendes og Socialdemokratiets valgmål er: Liste A skal være størst, hvor det ved sidste valg i 2019 blev Venstre, der jo denne gang noget nær er spaltet i tre. Så det mål skal Christel Schaldemose nok nå. Hun går kun efter at bevare de tre mandater af alt 15 danske mandater, det forekommer også absolut muligt. Hun håber på fire, som Venstre fik i 2019. Gør hun og partitoppen det godt, er det fjerde mandat inden for rækkevidde.

Det er fortjent, at Schaldemose fra en mangeårig plads som to'er nu træder frem som spidskandidat. Den fynske europæer er en seriøs, hårdtarbejdende substans-politiker af den gamle skole, og hun har oparbejdet indsigten og robustheden til at kunne stå distancen i en hård valgkamp for det største regeringsparti. Hun beskæftiger sig blandt andet med væsentlige spørgsmål som forbrugerbeskyttelse og regulering af tech-giganter.

Må jeg indtage synspunktet i midten? For EU-veteranerne Schaldemose og Albrechtsen har på en måde begge ret. Det er irriterende og forudsigeligt, at medier op til hvert EP-valg hvert femte år trækker de samme vinkler frem som nu den om de ukendte kandidater.

Men netop denne gang virker det som om, at kandidat-feltet i særlig grad generelt er svagt. Så den måling måtte vi lave og bringe.

Europa-Parlamentet er undervurderet i betragtning af, hvor meget mere magt, det har fået, efterhånden som EU's traktater er blevet ændret. Langt flere beslutninger skal omkring de folkevalgte, og man mærker, hvordan både kommissærer og rådsformænd frygter for, hvordan parlamentarikerne nu vil stemme.

Årets valg har stor realpolitisk betydning for Europa. Gennem mange år har der været et flertal bestående af en storkoalition over midten med det konservative-kristendemokratiske EPP som største gruppe*. Men det kan være, at en vælgerbevægelse mod højre vil føre med sig, at flertallet efter juni-valget vil bestå af den store konservative-kristendemokratiske gruppe sammen med en forventeligt stærkt styrket højre-borgerlig gruppe.

Det kan igen få betydning for ikke mindst Europas klimapolitik (slappes) og indvandrer-politik (strammes). Så, ærlig talt: Gå hen og stem!

Det vigtigste nu er, at danske medier kommer videre end de nævnte automatpilot-artikler og frem til valgdagen fortæller vælgerne, hvilke reelle politiske valg, der er for Europas fremtid.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Det vigtigste nu er, at danske medier kommer videre end de nævnte automatpilot-artikler og frem til valgdagen fortæller vælgerne, hvilke reelle politiske valg, der er for Europas fremtid.

Altinget påtager sig i den forbindelse et medansvar. Vi vil interviewe alle spidskandidaterne til vores podcasts og i detaljer fortælle om partiernes position i EU-politikken. Også fagpolitisk ned i substansen.

Vi laver som altid en grundig kandidat-test, hvor hver kandidat præsenterer sin politik og holdning til en række påstande, hvor vælgeren kan matche egne holdninger og se, hvem man er mest enig med.

Endelig vil vi uden tvivl afholde offentlige dueller med EP-kandidaterne i vores gård ved Christiansborg. De er altid flinke til at møde frem, og det er herligt at opleve, at 'helt almindelige vælgere' kommer ind fra gaden, snupper en croissant, et krus kaffe, og så hører efter på en engageret EU-debat på øverste hylde.

Vi har haft direkte valg til Europa-Parlamentet siden 1979. I deres faste fredags-podcast #dkpol satte Esben Schjørring og Jakob Nielsen sig for at give hvert deres bud på, hvilke tre danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der har været dygtigst til at være parlamentariker, og har sat et aftryk, siden dengang for 45 år siden. Årets kandidater fraregnet. Det skete som en reaktion på kritikken fra Christel Schaldemose om de forudsigelige, negative vinkler.

Esben Schjørring lagde for med at indrømme, at han faktisk ved mere om forholdene i californisk politik end i Europa-Parlamentet. "Jeg følger simpelthen så dårligt med i, hvad der foregår i Europa-Parlamentet". Men med dette ærlige, selverkendte forbehold lød Esbens top tre efter lidt research sådan:

1. Morten Messerschmidt (DF) – suverænt den største stemmesluger historisk, evnede at blive en del af hele EU-diskussionen.
2. Bendt Bendtsen (K) – han var for nogen en joke i dansk politik, men der er stor respekt i erhvervslivet om hans arbejde i Parlamentet. 
3. Dan Jørgensen (S) – han gjorde sig spilbar til dansk politik som klimapolitiker i Bruxelles. 

Jakob Nielsen trådte derimod sine barnesko i Parlamentet som journalistpraktikant for Politiken og blev senere avisens EU-korrespondent. Hans top-tre:

Lad nu forhåbentlig valgkampen komme i gang langt før ugen op til valgdagen.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

1. Jens-Peter Bonde (1948-2021, JuniBevægelsen) – fascination men også afsky, for han var virkelig populist. Gjorde det til sit livsværk at forstå Bruxelles, så han virkelig kunne sætte en dagsorden, blandt andet for åbenhed i EU-systemet. Han endte selv som føderalist og kæmpe EU-tilhænger.
2. Poul Nyrup Rasmussen (S) – han bliver ved med at genopfinde sig selv. I Parlamentet gav han den fuld gas og blev en stor mand – også dernede.
3. Morten Helveg (R) – har valgt ét område, energi, som er meget teknisk men som bliver stadig vigtigere og reguleres i EU. Han har gjort en forskel.

"All male-panel" indrømmer Jakob Nielsen, da han live i studiet får overblikket over de seks valg – og skynder sig at nævne, at der også var store, kvindelige parlamentarikere: SF's afgående medlem Margrete Auken – kæmpe indsats. Og den afdøde, radikale Lone Dybkjær, som gjorde en stor indsats på miljøpolitikken.

Således ender vi kommentaren i dag med nogle af de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der har været ikke bare kendte, men også har gjort en forskel.

Lad nu forhåbentlig valgkampen komme i gang langt før ugen op til valgdagen.

Lad os opleve, at de tolv spidskandidater af blandt andet danske medier bliver trukket ud af anonymiteten og bliver synlige, argumenterende kandidater, som markerer, at der findes flere veje, vores Europa kan gå de næste fem år, og at hvert kryds fra hver af os er med til at bestemme retningen.

Præcisering: I en tidligere version af indlægget blev flertallet i Europa-Parlamentet beskrevet som "centrum-venstre sammen med de liberale". Det er nu præciseret til "en storkoalition over midten", eftersom det konservative-kristendemokratiske EPP har været den største gruppe.