5 A'er: Trods en sløv start er brandaktuel bog om Putins Rusland uhyre spændende og velskrevet

Men det modsatte er tilfældet: Rusland har forsømt sine nærmeste naboer og ligger i stedet under for en imperialistisk, kolonial tilgang til dem, som det klart fremgår. Det sker, at pointer gentages inden for få sætninger. Det værste er nok, at det fine kapitel om det russiske militær og Ruslands militarisering bruger ordet 'forsvar' om den institution, der netop i Ukraine fører en uhørt brutal angrebskrig.

Uhyre spændende sidste halvdel

Bortset fra det er sidste halvdel af bogen vitterlig uhyre spændende læsning. Min kritik af første halvdel skal heller ikke misforstås som, at der ikke er velgørende pointer eller læseværdige passager i den ende af bogen.

Det er der, og hele bogen er livligt skrevet uden at være poppet. Overordnet er bogen logisk bygget op med først et mere tilbageskuende kapitel, dernæst en analyse af det putinske system, et kapitel om økonomien, et om udenrigspolitikken, så det uheldigt betitlede kapitel om den militære side af sagen, hvorefter vi kommer til krigen i Ukraine afsluttende med det afgørende fremadskuende kapitel skrevet under overskriften 'Forfald eller fremgang?'.

Forfatterne bliver alt for politisk korrekte, når de problematiserer deres eneste optimistiske scenario – et Rusland tættere på Europa – som 'normativt'

Mette Skak
Lektor, Aarhus Universitet

Bogens undertitel understreger, at vi har at gøre med en dialektik mellem styrke og svaghed, en betragtning, som Churchill citeres for.

Det er således forfatterne magtpåliggende at skrive ud fra en åben position og ikke på forhånd afvise, at Rusland kan tænkes at komme ind i en ny periode af opgang under fortsat autoritære eller mere demokratiske former.

Efter denne anmelders mening kammer det over, når underkapitlet 'revisionisme eller status quo?' forsynes med et spørgsmålstegn. For det fremgår flere steder klart, at truslen fra Rusland handler om revisionisme i form af frontalangreb på folkeretten og princippet om faste grænser.

Den russiske vilje til at føre informationskrig til skade for Vesten og andre former for hybridkrig fremgår ligeledes klart som det sikkerhedspolitiske grundvilkår for Danmark, ja hele rigsfællesskabet i Arktis. Der er desværre en grund til det, når den ansete britiske Ruslandekspert Keir Giles kalder sin seneste bog for 'Russia's War on Everybody'.

Putins Rusland

Forfatternes balancerede og velargumenterede åbne position tenderer med andre ord mod at underspille det irrationelle og selvdestruktive ved Putins Rusland, selv om de gengiver de regimekritiske russiske iagttageres tese om, at Kreml tilstræber en tilstand af permanent krig som formålet med Putins indenrigspolitik.

Forfatterne slår ned på et dystert overlevelsesscenario for putinismen, som jeg vil kalde for nordkoreaniseringen af Rusland

Mette Skak
Lektor, Aarhus Universitet

De omtaler spindoktoren Surkovs ildevarslende novelle fra 2014 om den såkaldte femte verdenskrig som en eksistenskrig for Rusland. Med historikeren Sergej Medvedevs spidsformulering er krig blevet Ruslands nationale ide.

Henne i scenarieanalysen fremgår det, at Kreml har meldt Rusland ud af klimakampen på trods af, at Rusland står til at blive særdeles hårdt ramt af den globale klimakrise. Ruslands demografiske krise vil gøre Rusland "brunere" og mere muslimsk, alt imens sikkerhedsstrategien lancerer en symbiose mellem Ruslands væbnede styrker og Ruslands ortodokst kristne kirke.

Fremtidsscenarier for putinismen

Ruslands parløb med Kina kan blive en overlevelsesstrategi for putinismen. Men da der er grænser for hvor tætte partnere, de to autokratier kan blive, slår forfatterne ned på et dystert overlevelsesscenario for putinismen, som jeg vil kalde for nordkoreaniseringen af Rusland, som militariseringen af samfundsøkonomien og de totalitære tiltag allerede peger hen imod.

Forfatterne bliver alt for politisk korrekte, når de problematiserer deres eneste optimistiske scenario – et Rusland tættere på Europa – som 'normativt'.

Det er det mindst sandsynlige scenario, så længe Putin kan holde den gående, men alligevel er det et scenario, som vi mentalt ikke bør lukke af for, anfører de.

Enig, men hvad er problemet i åbent at vedgå, at vejen frem for det russiske samfund næppe bør være fortsat kleptokrati, militarisme og klimabenægtelse, men derimod den retsstat, nedrustning og vision for en grøn omstilling, som Europa af både geografiske og samtidshistoriske grunde vil have lettest ved at tilføre Rusland?

For selv om Kreml kun spejler sig i USA, har det individ- og menneskeretsorienterede Europaråd i nyere tid formået at tilføre Rusland noget civilisatorisk fernis – for eksempel i form af moratoriet for dødsstraffen. Moratoriet har overlevet den nyudsprungne populist Medvedevs krav om at genindføre dødsstraffen nu, hvor Rusland er ude af Europarådet.