Analyse af 
Thomas Lauritzen

Krigen mod Ukraine har forandret Europa for altid

Sikkerhed, sanktioner, våbenkøb, energi, statsstøtte, flygtninge, udvidelse og traktatreform: På bare et år har Ruslands angrebskrig mod Ukraine givet impuls til en række dybe forandringer af Den Europæiske Union, som vil få konsekvenser langt ud i fremtiden.

Ukraines flag bliver stillet op ved et EU-topmøde i Bruxelles 9. februar.
Ukraines flag bliver stillet op ved et EU-topmøde i Bruxelles 9. februar.Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Da tyskeren Ursula von der Leyen i december 2019 som noget af det første i EU's chefstol gav sit nybagte hold navnet ”den geopolitiske kommission” kunne hun umuligt forestille sig i hvor høj grad, hun skulle få ret.

Godt tre år senere har Europa bevæget sig gennem en historisk pandemi frem til den farligste krig på dette kontinent siden Anden Verdenskrig. En krig, hvor Rusland nu i et år har hærget Ukraine, mens Europa og USA prøver at holde balancen i at give massiv støtte til ukrainerne uden selv at komme i krig med russerne.

Dette er et jordskredsøjeblik, der berører næsten alle dele af samarbejdet.

Fabian Zuleeg
Direktør for European Policy Centre (EPC)

Først pandemien og dernæst krigen har testet EU som aldrig før på alt fra forsyningssikkerhed til energi, flygtningepolitik, forsvar og fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor er Den Europæiske Union faktisk blevet meget mere ”geopolitisk” i sin natur, ganske som Ursula von der Leyen forudsagde.

Sygdom, inflation, energimangel, flugt, nød og krig er ikke længere ord, vi mestendels kender fra andre verdensdele eller fra historiebøgerne. Som europæere er vi igen nødt til at forholde os til, at det hele står på vores eget dørtrin.

Den erkendelse har skabt en impuls, som forandrer det europæiske samarbejde.

Vi lever i et jordskredsøjeblik

Nye reformer af EU’s økonomiske regelsæt, rammerne for statsstøtte, industripolitik og energipolitiske investeringer er ved at blive sat i søen med lynets hast – mens millioner af krigsflygtninge fra Ukraine sætter den fælles asylpolitik i et nyt lys.

Krigen synes også at have sparket døren op til mulige forhandlinger om at gøre Ukraine til medlem af EU, hvilket genstarter den slumrende debat om reform af Unionens beslutningsregler i traktaterne.

”Dette er et jordskredsøjeblik, der berører næsten alle dele af samarbejdet, og som kommer til at definere EU’s fremtid,” siger den tyske ekspert Fabian Zuleeg, direktør for tænketanken European Policy Centre (EPC) i Bruxelles.

”Det bliver meget svært, og vi ved ikke endnu, om det ender med et stærkere eller et svækket EU. Men de første reaktioner er gået bedre, end mange havde regnet med,” siger han.

Kommissionen leder fra fronten

Lige som andre eksperter, embedsmænd og diplomater mener Zuleeg, at den ofte så forkætrede EU-Kommission i store træk har ledet medlemslandene gennem både sundhedskrisen og krigens første år på ganske overbevisende facon.

Hos Centre for European Reform (CER) i London sidder den garvede udenrigs- og sikkerhedspolitiske ekspert Ian Bond og er rimelig imponeret over, hvordan Kommissionen under Ursula von der Leyens ledelse har haft held til at lede fra ”fronten” politisk og skubbe de 27 EU-lande frem til en serie skelsættende beslutninger.

Gang på gang har Kommissionen ramt rigtigt med dristige forslag, der virkede helt umulige før.

Ian Bond
Udenrigspolitisk direktør, Centre for European Reform (CER)

”Gang på gang har Kommissionen ramt rigtigt med dristige forslag, der virkede helt umulige før: Fælles våbenindkøb, stadig hårdere sanktioner mod Rusland og tanken om at gøre Ukraine til kandidatland er bare nogle eksempler,” siger Bond, der også giver Kommissionen en stor del af æren for bruddet med EU’s afhængighed af russisk olie og gas.

Det, at Europa er gået fra at hente over 40 procent af sin gas fra Vladimir Putins Rusland til nu at have erstattet nærmest det hele med energi andre steder fra, har ”helt enorm betydning,” siger han.

Man kunne også nævne Kommissionens heftige serie af nødforanstaltninger for at holde styr på energipriserne for nylig. Eller skabelsen af et helt nyt system for fælles indkøb af vacciner, da coronakrisen var på sit højeste.

Von der Leyen fylder det hele

De fleste er enige i at give Ursula von der Leyen en hovedrolle i håndteringen, på godt og ondt.

På den ene side er det ikke svært at finde folk, heller ikke internt i EU-Kommissionen, der er irriterede over hendes enevældige måde at lede på.

”Hun fylder simpelthen det hele,” som en kilde siger.

Hvad er oddsene for, at lige præcis en person, der tidligere var læge og forsvarsminister, skulle overtage EU’s vigtigste chefjob lige før netop en sundhedskrise og en forsvarskrise?

På den anden side er der ingen, der sår tvivl om Ursula von der Leyens usædvanlige arbejdsenergi og kommunikationstalent, for slet ikke at tale om hendes utrolig heldige blanding af kompetencer lige nu.

For hvad er oddsene for, at lige præcis en person, der tidligere var både læge og forsvarsminister, skulle overtage EU’s vigtigste chefjob lige før netop en sundhedskrise og en forsvarskrise?

Også i Danmark har statsminister Mette Frederiksen (S) i løbet af kriserne fået respekt for, hvad formanden for Kommissionen har udrettet. Ifølge Altingets oplysninger er Mette Frederiksen overordentlig tilfreds med Ursula von der Leyens krisehåndtering.

Putin har rystet EU sammen

Det er interessant set fra et dansk synspunkt, fordi statsministeren formentlig ville have været mindre glad for så unionsivrig en kommissionsformand før de to megakriser. Det er også interessant set fra et europæisk synspunkt, fordi de fleste europæiske ledere nok deler Mette Frederiksens opfattelse i dag.

På trods af de meget forskellige holdninger til EU-samarbejdets udvikling, som også efter Brexit eksisterer i Unionen, så synes der at være en stor konsensus om behovet for fælles europæiske løsninger og en accept af ledelsen fra Bruxelles.

Læs også

Selv en stærkt EU-kritisk leder som Ungarns Viktor Orban har trods mange besværligheder indtil videre ikke forhindret sanktionerne mod Rusland, våbenkøb til Ukraine, fælles energitiltag eller andre vidtrækkende beslutninger. Samtidig har truslen fra Rusland udstillet en helt grundlæggende uenighed mellem Polen og Ungarn, som neutraliserer den skeptiske gruppe af Visegradlande.

Både forsvarspolitisk og når det gælder energi, handel, forsyningssikkerhed og industripolitik har Putins krig mod Ukraine også presset Tyskland og Frankrig til at finde hinanden i fornyede fælles ambitioner for samarbejdet.

Fælles forsvar har fået ny fremdrift

Selv om det ind i mellem kan være svært for EU’s udenrigschef, Josep Borrell, at finde sin rolle i denne udvikling, er hans udenrigstjeneste (EEAS) tydeligvis af den opfattelse, at der blæser nye vinde i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Vi blev advaret om det, da Putin annekterede Krimhalvøen i 2014, men dengang lyttede vi ikke. Det gør vi alle sammen nu.

Peter Stano
Cheftalsmand for EU's udenrigstjeneste (EEAS)

Det er ikke kun i forsvarsalliancen Nato, at europæisk territorialforsvar, fælles oprustning og militær udvikling igen er kommet øverst på dagsordenen. Selvom det er næsten ti år siden, Nato-landene lovede hinanden at investere mindst to procent af deres bnp i forsvar, er det først nu, at alle de europæiske lande for alvor går i den retning.

Ikke mindst Tyskland er gået i gang med en nytænkning af forsvars- og sikkerhedspolitikken, som også kan få vidtrækkende konsekvenser for EU’s militære udvikling.

”Krigen har hjulpet EU til at vågne op og indse, at vi er nødt til at stå sammen for at forsvare os mod risikoen for russisk aggression. Vi blev advaret om det, da Putin annekterede Krimhalvøen i 2014, men dengang lyttede vi ikke. Det gør vi alle sammen nu,” siger udenrigstjenestens cheftalsmand, Peter Stano.

”Ingen ved vel bedre end jer danskere, hvordan denne krig har forandret alting. I gik til folkeafstemning og afskaffede jeres forsvarsforbehold på grund af den. Det er meget sigende, ganske som Sveriges og Finlands beslutning om at søge optagelse i Nato,” siger han.

Ukraine er pludselig et kandidatland

Peter Stano påpeger ligesom andre kilder i EU-Kommissionen og diplomater, som Altinget har talt med, at de nu ti sanktionspakker mod Rusland er et varsel om en hårdere og mere udfarende fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor er der allerede gang i en ny debat om, hvorvidt man bør afskaffe kravet om enstemmighed på området.

Det er en af grundene til, at krigen også kan blive impulsen til nye reformer af EU’s egne spilleregler og beslutningsprocedurer i de nærmeste år. En anden og måske endnu vigtigere grund er, at krigen sidste sommer fik EU til pludselig at give Ukraine status som kandidat til optagelse i Unionen.

Læs også

Det betyder ikke, at Ukraine bliver medlem af EU i morgen. Det er svært bare at forestille sig åbning af optagelsesforhandlinger, mens krigen stadig står på. Under normale omstændigheder ville et land så kæmpestort, fattigt og korruptionsplaget som Ukraine være meget langt fra at komme ind.

Men omstændighederne er jo netop slet ikke normale. Det geopolitiske skred er så stort i disse måneder og år, at alting pludselig kan gå meget hurtigt. Derfor er der en voksende opfattelse i Bruxelles af, at Ukraine nok vil blive en del af EU inden for en overskuelig fremtid.

Ny debat om reform af Unionen

Opgaven med at genopbygge landet efter krigen bliver så gigantisk og omkostningsfyldt, at Europa under alle omstændigheder er nødt til at investere i Ukraines fremtid. Hvorfor så ikke gøre det til en del af optagelsesprocessen?

Det betyder imidlertid også, at vi er på vej mod et meget anderledes, større og mere varieret EU, som endnu en gang er ved at genopfinde sig selv. Moldova og Georgien står ligeledes og venter, og på det vestlige Balkan er flere lande allerede i forhandling.

Så stor en udvidelse vil kræve reformer af EU’s støtteordninger, beslutningsprocedurer og styreform. Med andre ord: en ny traktat.

Der vil være dem, der frygter uro og splittelse i et samarbejde, der skal favne millioner af ukrainere som unionsborgere. Ukrainerne vil strømme ind i vores samfund, vil nogle sige. Til det kan man svare, at ukrainerne er her i forvejen.

Millioner af ukrainere bor hos os nu

Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, er omkring otte millioner ukrainske krigsflygtninge lige nu spredt ud over det europæiske kontinent. Her tæller FN imidlertid Rusland, Hviderusland og andre lande med, så tallet skal justeres.

Der er over seks millioner ukrainere, der bor i EU nu. Flere end hele Danmarks befolkning. Langt de fleste af dem må formodes at rejse hjem igen, når krigen er slut.

Gør man det, bliver det til omkring 4,6 millioner ukrainere, der opholder sig i de 27 EU-lande som flygtninge her i februar 2023. Før krigen brød ud, boede der i forvejen over 1,5 millioner ukrainske indvandrere i EU.

Der er altså i alt over seks millioner ukrainere, der bor i EU nu. Flere end hele Danmarks befolkning. Langt de fleste af dem må formodes at rejse hjem igen, når krigen er slut – især hvis den økonomiske genopbygning af landet kommer hurtigt i gang, og hvis Ukraine er på vej til at blive medlem af EU.

I den forstand skaber krigens exodus ikke alene en helt ny og aldrig før set flygtningesituation i Europa. Det er samtidig et stærkt argument for at give ukrainerne et land at rejse hjem til.

Også den erkendelse betyder, at EU er nødt til at forandre sig nu.

”Der bliver ingen vej tilbage efter det her. Den Europæiske Union bliver aldrig som før igen,” siger Peter Stano fra EEAS.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00