Fra ekstrem aktivist til partileder: Kan Pelle gøre Enhedslisten folkelige?

For alle, der arbejder med formidling, ved, at en uspecificeret modtagergruppe er nøglen til dårlig kommunikation. Målgruppe, målgruppe, målgruppe, hedder det. Vil man ramme alle, rammer man ingen, lyder en gylden regel.

Derfor er det heldigt, at kapitalfonde, banker og velhavere dog ikke er velkomne i de tolerantes parti. Så bredt et Enhedslisten ønsker Pelle til trods ikke. Men ellers. Nu skal fokus være på at ændre verden, fortæller han. Gennem konkrete aftryk og tiltag.

Enhedslisten, som blev dannet i 1989 ved en sammensmeltning af venstreorienterede, kommunistiske og aktivistiske grupper, har gennem de seneste år overgået noget af en udvikling. Indignationen imod ulighed, miljøødelæggelse og sociale uretfærdigheder er stadig intakt, men i dag er liste Ø mere pragmatiske end det protest-bagtæppe, de blev grundlagt på.

I starten handlede det om at være i opposition til det etablerede og herskende, de marginaliserede gruppers stemme. I dag har man erkendt, at vejen til forandring går gennem de institutioner, de engang udfordrede så ihærdigt.

Dragsted giver flere indrømmelser disse dage, for hans kur mod Enhedslistens tilbagegang er at ændre fokus. Der har været for meget snak om klimakamp og minoritetskamp og for lidt om social ulighed og de almindelige danskeres udfordringer.

Malene Møller Hall

Tydeligst markeret ved partiets årsmøde i maj, hvor Enhedslisten ændrede principprogram. Længe har man både været imod Nato-medlemskab og sværget til en de facto nedlukning af forsvaret. Men med Ukraine-krigen kom der andre boller på suppen.

Flere indrømmelser giver Dragsted også disse dage, for ifølge den tidligere chefideolog – nu med titel som partileder – er kuren mod Enhedslistens tilbagegang at ændre fokus. Der har været for meget snak om klimakamp og minoritetskamp og for lidt om social ulighed og de almindelige danskeres udfordringer.

Retorikken mod Socialdemokratiet er også blevet skærpet. De tidligere kammerater i S er nu fjenden. Modstanderholdet. Udstødt af arbejderbevægelsen. Eks-røde-Mette, arbejder-Tesfaye, SF-Jesper Petersen og Kragh er alle forrædere af klassekampen. Nu handler det om at gafle svigtede røde vælgere.

For SF er Dragsteds fremkomst imidlertid en trussel. Pia Olsen Dyhr og co. er i topform. Midterregeringen har givet vind i sejlene. De har formået at samle alle venstrefløjs-stemmerne uden for storbyerne, mens Villadsen så måbende til. Hun blev aldrig folkekær på samme måde som hendes forgængere Johanne Schmidt-Nielsen og Skipper.

Men for Enhedslisten er midterregeringen det værste, der kunne ske. En isolering af fløjene efterlader dem uinteressante, fordi de ikke kan gøre andet end at råbe fra sidelinjen. Det er ikke muligt for dem at etablere et reelt alternativ, heller ikke "håbets akse". Læg dertil, at Enhedslistens bagland og Hovedbestyrelse ikke er helt så pragmatisk anlagte, som Dragsted gerne ser, og at de næppe ønsker at være et folkeparti i samme fold med kapitalistiske iværksættere og akademikere.

Ifølge de gamle hippier er det vel næsten stadig til diskussion, om man overhovedet må eje sin egen tandbørste. Derfor opfandt Dragsted i tiden som chef-strateg den 'nordiske socialisme', hvor han får det til at lyde, som om venstreorienteret socialdemokratisme reelt er det samme som den skarpe EL-politik.

Et forsøg på at gøre partiprogrammet mere spiseligt for massen. Hvordan 'demokratisk ejerskab' skal realiseres, står dog endnu hen i det uvisse.

Med spørgsmål som "Hvordan balancerer man kommunikation til hele Danmark?", "Hvordan formidler man politik til de selvstændige, når man i bund og grund går ind for tvangsnationalisering?" "Og hvordan får man både grønne aktivister og sorte industriarbejdere i samme rundkreds?" står Dragsted i flere dilemmaer, for det bliver svært både at lyde som en blød socialist og samtidig være hård overfor regeringen.

Læg dertil at han ikke må blive så hård, at han konsekvent sættes uden for døren af arbejdsfællesskabet.

Grundlæggende er Enhedslisten stadig Enhedslisten, fortalte Dragsted også i et af de mange interviews. Men spørgsmålet er nok snarere, om Enhedslistens vælgere også er de samme, og om den tidligere ekstreme aktivist overhovedet kan gøre socialisterne folkekære.