Debat

ALT: Overfald på fængselsbetjent kræver handling

DEBAT: Hvis vi skal forbedre trygheden for fængselsbetjentene, må vi forbedre mulighederne for dialog og sociale relationer med de indsatte. Hårdere straffe er ikke vejen frem, skriver Carolina Magdalene Maier (ALT).  

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Carolina Magdalene Maier (ALT)
Retsordfører 

Diskussionen vedrørende de danske fængselsbetjentes sikkerhed – eller mangel på samme – er blevet yderligere aktualiseret.

Så sent som tirsdag er en fængselsbetjent blevet overfaldet. Den pågældende betjent blev mødt med slag i hovedet og spyt i ansigtet, da han var i færd med at hente sine børn fra børnehave.

Det behøves ikke at understreges, hvor usmageligt og uacceptabelt det er, at der er borgere, der grundet deres erhverv ikke kan færdes frit uden at frygte for deres sikkerhed. Og det understreger i den grad behovet for politisk handling.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Vi skal forbedre indsatsten, vende udviklingen og give fængselsbetjentene trygheden tilbage – men hvordan?

Hårdere straf er ikke vejen frem
Jeg nævnte i mit tidligere indlæg i debatten, at kontrol og hårde straffe er en klassisk og perspektivfattig automatreaktion. Problemet kræver intelligente løsninger. Jeg er derfor også uenig med Søren Pape Poulsen, når han udtaler, at ”Vold og trusler mod fængselsbetjente skal bekæmpes med nultolerance og hårdere straffe”. Jeg tror ikke på, at den umiddelbare lyst til hævn og retfærdighed skal eller kan være løsningen på problemet.

Vi må blive bedre til at lytte til eksperterne, når de understreger, at kontrol skal spille sammen med sociale relationer og motivation.

Carolina Magdalene Maier (ALT)
Retsordfører

Derfor glæder det mig også at læse, at Kate Maria Vinther, direktør og stifter af Det Lærende Fængsel, også skriver i sit indlæg, at ”Strengere straffe er ikke vejen frem, hvis vi skal vold og trusler mod fængselsbetjente til livs”. Og jeg er helt på linje med Kate Maria Vinther, når hun understreger, at vi har den nødvendige viden. Vi mangler bare modet til gøre det anderledes. Vi skal ikke automatisk bukke under for lysten til at stramme grebet i form af mere kontrol og hårde straffe.

Det betyder ikke, at der ikke skal være en konsekvens for de indsatte, der truer fængselsbetjente. Det betyder heller ikke, at der overhovet ikke skal bruges ressourcer på kontrol i de danske fængsler. Det betyder blot, at der skal være et mere intelligent fokus på balancen mellem kontrol og dialog.

Balance mellem hårde og bløde indsatser
Jeg mener, at vi politikere må tage det meget alvorligt, når for eksempel Kim Østerby, formand For Fængselsforbundet, nævner i sit indlæg, at balancen mellem de hårde og bløde indsatser i fængslerne skrider. Kim Østerby peger på, at den sidste tids fokus på kontrol af for eksempel mobiltelefoner rykker fokus væk fra motivation og samarbejde og i retning af sikkerhed og sanktioner. Dette skred betyder mindre tid til at opbygge de sociale relationer blandt fængselsbetjente og fanger, vi ved skaber mere tryghed og sikkerhed.

Vi må blive bedre til at lytte til eksperterne, når de understreger, at kontrol skal spille sammen med sociale relationer og motivation. Vi skal lytte til den kriminologiske forskning og fængselsbetjentenes egne erfaring, når vi skal løse dette problem.

Jeg vil derfor gentage min pointe fra mit sidste indlæg og sige, at hvis vi skal forbedre trygheden for fængselsbetjentene, må vi forbedre mulighederne for dialog og sociale relationer med de indsatte. Det øger ikke vores følelse af hævn eller retfærdighed, men det vil øge både sikkerheden og trygheden for de ansatte i fængslerne. Og dagens overfald understreger i den grad behovet for handling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carolina Magdalene Maier

Leder, Egmont Fondens projekt 'SygtStærk', fhv. MF, gruppeformand og politisk ordfører (ALT)
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00